PJ Harvey og hendes 9 mand store band leverede årets bedste koncert, på Roskilde Festival, indtil videre, med gåsehudsfremkaldende korpassager og en mystisk dragende Harvey i front.
Engelske Polly Jean Harvey har siden starten af 90’erne været en markant stemme på rockscenen. Hun startede som grunget og gotisk maneater, men har siden skiftet ham flere gange. Harvey’s to seneste albums har vist sangerinden fra en politisk bevidst og samtidig kunstnerisk eksperimenterende side, hvor autoharpe (Let England Shake), saxofon (The Hope Six Demolition Project) og mandekor har givet hende nye strenge at spille på.
De strenge blev benyttet fuldt ud til PJ Harvey’s koncert på Arena torsdag aften kl. 20.30. Nogle kritiske stemmer mente hun skulle have været på Orange, men Arena, hvor området udenfor teltet i øvrigt har fået en vellykket makeover, var det helt rette match. Der var godt fyldt, men ikke overfyldt og først og fremmest giver Arena bedre vilkår til lyttemusik end Orange, der er bedre egnet til singalongs og høj energi.
Harvey og hendes 9 mand store band kom marcherende ind i en lang række mens to mand trommede en marchrytme, der kunne passe sig for en begravelsesprocession. Alle 10 optrædende var da også i sort, Harvey i noget der lignede en fjerboa og læderminiskirt, og bevæbnet med en saxofon. Marchrytmen fortsatte direkte over i ‘Chain of Keys’, og herfra videre til den både mesterlige og sært monotone, men samtidig medrivende, ‘Ministry of Defence’, der for alvor fik iscenesat at Harvey har fat i noget ganske særligt med sit mandekor. Det kom flere gange i koncerten til at give rygradsrislende øjeblikke.
Ud over kvaliteten i sangskrivningen, er det også en glimrende samling musikere Harvey har omkring sig, og koncerten igennem stod instrumenterne knivskarpt i det relativt lave lydbillede. Jeg kan forestille mig, at lyden uden for teltdugen kan have været for lav nogen steder, men hvor jeg stod, 4-5 meter fra pitten midt i teltet, var det tæt på optimalt. Den lod også det organiske i Harvey’s ensemble træde frem, og da der blev leveret saxofonsolo på to forskellige saxofoner (af samme mand) i ‘Ministry of Defence’ fungerede det fremragende.
På ‘The Community of Hope’ synger Harvey “They’re gonna put a Wallmart here”, mens hun gestikulerer mod scenen, og her står hendes aktualitet i behandlingen af temaer som kapitalisme, krig, nationalisme og det internationale samfunds rolle klart frem. At PJ Harvey formår at flette samfundskritik og samtidskommentar sammen med musikalsk nysgerrighed og opfindsomhed er imponerende – især når resultatet er albums som Let England Shake og The Hope Six Demolition Project, hvor sidstnævnte leverede de første 5 numre i sættet.
Herefter fik vi tre af de stærkeste numre fra Let England Shake, som virkede til at være mere velkendte for publikum – ‘Let England Shake’, og den fremragende ‘The Words That Maketh Murder’, igen med sublimt mandekor, blev skåret skarpt ud i aftenluften, inden Harvey og band vendte tilbage til The Hope Six Demolition Project med først ‘Medicinals’ og siden et par mere dæmpede numre, hvor man inde under teltdugen kunne fornemme at snakken spredte sig udenfor.
Heldigvis var Harvey, der under sangene ind i mellem gestikulerede som en danser i slow motion, i fuld kontrol med situationen, og med ‘The Wheel’ blev der klappet med blandt publikum, som virkede til at være helt nede i sækken igen. Den blev fulgt af ‘Ministry of Social Affairs’, inden Harvey skiftede spor, og pludselig blev mere levende og bevægelig på ’50 Ft. Queenie’, mens bandet ubesværet gled over i en grunget blues. Vi fik også et af de tidlige hits, blandt andet den over 20 år gamle ‘Down By the Water’, som blev opdateret til Harvey anno 2016 med det rugende mandekor.
Herefter talte Harvey for første, og eneste, gang under koncerten, og vi fik et par “Thank you” ovenpå et overstrømmende bifald, inden Harvey præsenterede bandet. Her var ingen overdådig iscenesættelse af Harvey selv, men en understregning af ensembleformen og den enhed af musikere, som gør Harvey til et musikalsk fænomen – blandt andre den faste makker John Parish og Nick Cave’s tidligere væbner i The Bad Seeds, Mick Harvey. Herefter fik vi en smadret blueset udgave af ‘To Bring You My Love’, inden Harvey lukkede og slukkede med en ildevarslende og gåsehudsfremkaldende version af ‘River Anacostia’, hvor mandekoret atter tog kegler, lydende som en dystopisk spiritual. “What will become of us?”, spurgte Harvey, og markerede med hænderne, at det gjaldt os allesammen. Og så forlod Harvey og ensemble scenen nogenlunde på samme måde, som de havde indtaget den – gående på række i sørgemarchen over verdens tilstand.
Ja, hvad skal der blive af os? I første omgang kunne vi bevæge os let omtumlede ud i den begyndende skumring, øre af en omgang i Harvey’s univers. En ensembleperformance som den Harvey og band leverede kan ikke helt undgå at få et lidt opstillet præg, og et par gange nåede jeg at tænke “teaterkoncert”, og Harvey’s bevægelser i de fleste sange virkede nærmest koreograferede, men omvendt blev der leveret på et næsten uhørt højt musikalsk niveau og Harvey har en mystisk og sensuel aura, som en haute couture elver, tynget af verdens tilstand. PJ Harvey fik sat en streg under, at hun er en af de mest interessante kunstnere i 2016 – heldigvis også live. Kan man så egentlig bede om mere? En lille smule højere lyd, måske. Men ellers var det til topkarakter.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR
