Pixies er døde, LÆNGE LEVE PIXIES. Efter EP 1 og EP2, er Pixies nu klar med sidste kapitel til det, der ender med at blive deres første album siden Trompe Le Monde fra 1991. De 3 EP’er udkommer som albummet Indie Cindy på mandag, og de 2 første EP’er i rækken har jeg tidligere anmeldt. Egentlig ville jeg bare have kastet nogle ord efter EP 3, der afslutter udgivelsesrækken med en stigende formkurve. Men det ender i stedet et samlet kig på det nye Pixies materiale, og en revision af min oprindelige opfattelse heraf.
Indledningsvis vil jeg lige trække lidt i land, vaske mine hænder, padle padle padle baglæns og bøje hovedet en smule i skam. Da jeg anmeldte de 2 første EP’er (EP 1 og EP 2) , ikke mindst EP 1, var jeg bestemt ikke tilfreds. Faktisk syntes jeg næsten at Black Francis (Frank Black) og co. var ved at tilsmudse deres eget eftermæle i uoprettelig grad med nogle uinspirerede og sløve udgivelser, men så skete der et eller andet for ganske nylig. Jeg satte EP 3 på og hadede ikke det jeg hørte? Faktisk vil jeg kalde den “udmærket”?!
Således forvirret og ængstelig lyttede jeg, for første gang siden anmeldelserne blev skrevet, de 2 første EP’er igennem igen. Skulle man nu virkelig til at æde sine ord? Nej, i hvert fald ikke fuldstændig, men må dog trække noget i land. EP 1 og 2 ER ikke så frygtelige som jeg først bedømte dem til, de slæber sig stadig lidt ugideligt af sted hist og her, men 2 stjerner til hver var for hårdt, vi ligger nok i nærheden af de 4 stjerner.
Det fik mig så til at tænke over grunden til denne delvise holdningsændring? Har jeg bare vænnet mig til Pixies anno 2013/14? Er mine forventninger til de nye sange blevet så lave, at jeg er blevet umulig at skuffe? Var jeg i dårligt humør da jeg lyttede til de to første EPer og i bedre nu? Var mine fanboy forventninger urimeligt høje i første omgang? Måske VILLE jeg bare gerne hade det? Ja, nej, måske, lidt af det hele og ikke rigtig alligevel. Jeg synes, at jeg var mig temmelig bevidst om, at jeg som stor fan af Pixies i deres oprindelige form, havde tårnhøje forventninger til de nye sange, jeg mener – hvordan kunne man næsten andet fra et band der har udsendt klassikere som Come On Pilgrim, Surfer Rosa og ikke mindst Doolittle? Men jeg synes ikke mine forventninger var urealistisk høje, jeg vidste jo godt at de nærmest umuligt kunne leve op til fordums fantastiske bedrifter.
Og alligevel håbede man jo nok et eller andet sted… og MÅSKE var det med til at præge disse anmeldelser, jeg kan naturligvis ikke udelukke det. Nu er der gået noget tid siden EP 1 og 2 udkom, alle de nævnte omstændigheder har nok været med til at mildne mit indtryk af det nye Pixies. Jeg savner stadig deserterede Kim Deal’s bas og andenstemme/kor, jeg savner stadig den der sidste sprængfarlige gnist i numrene og jeg savner stadig en eller anden gennemgribende følelse af, at de 3 resterende originale Pixies gør det her på grund af en eller anden ustoppelig kunstnerisk skabertrang – brænder der stadig en musikalsk ild i dem, eller er det her banket sammen på rutinen for at tjene en ekstra skilling? De 3 EP’er giver ikke rigtig en et klart svar, men man hælder lidt til det sidste.
Så Indie Cindy matcher ikke helt bandets bedste stunder (men ligger et eller andet sted i naturlig forlængelse af Trompe Le Monde), hvor det føltes som om de ubesværet kunne sprøjte den ene støj-poppede, skæve rock-perle ud efter den anden, simpelthen fordi de ikke kunne lade være. Der er dog antydninger af fortidens storhed blandt de 12 numre det er blevet til på Indie Cindy, men også en del steder hvor numrene føles lidt ufærdige, eller mangler et eller andet. Numre som “Magdalena 318”, “Another Toe In The Ocean” og “Snakes”, hvor man ville ønske de lige havde drejet en smule i en anden retning, banket omkvædet op i størrelse eller justeret bare en smule – så havde de ramt fuldstændig plet. Måske skyldes det reduktionen fra kvartet til en trio (med diverse hjælp fra andre musikere hist og her), for Kim Deal var for mig en vigtig del af deres lyd på deres bedste numre. Højdepunktet er og bliver da også hendes svanesang for bandet, “Bag Boy”, der også fungerede som førstesingle for hele projektet sidste sommer (og nu en del af EP 3). Den er for mig det tætteste Pixies kommer på at ramme de gode, gamle dages takter på Indie Cindy. Den rummer meget af det jeg elsker ved bandet, det er catchy, det er skævt, lidt gakket og støjende Pixies galskab af den fineste skuffe.
Generelt er numrene, der ligeledes er at finde på EP 3, et rart bekendtskab, “Silver Snail” der naturligt nok snegler sig fremad i moderat tempo er en fin lille halv-syret sag, en nærmest arketypisk Frank Black skæring hvor han muligvis synger om at være en snegl der efterlader et slimet sølvspor? Eller også handler den om noget helt andet, eller ikke rigtig noget konkret – det er noget af det jeg elsker ved Pixies univers, i de gode stunder ved man ikke helt hvad pokker der foregår, og det her er en af dem. Den efterfølgende “Ring The Bell” er Pixies i deres mere tilbagelænede surfer rockede hjørne, en tilforladelig lille pop-rocker der især løftes op af nogle labre guitarpassager og Frank Black der tilføjer lidt frisk og ubekymret stemning til sagerne med sin luftige og, her, lyse vokal. I det hele taget får man på Indie Cindy smagsprøver på lidt af alt hvad Black’s vokale formåen dækker, fra det psykotiske, over det rablende, det mere kontrollerede, skæverter hvor det næsten lyder falsk og stemmen knækker, til den poppede sensibilitet, hans stemme også rummer. Sidstnævnte forsætter fra “Ring The Bell” over i EP 3’s sidste bidrag til albummet, “Jamie Bravo”, der ligger i naturlig forlængelse af lyden på “Ring The Bell”.
Musikalsk får vi, som man måske allerede kan fornemme med gennemgangen af numrene fra EP 3, også lidt af det hele fra den velkendte Pixies palet på Indie Cindy. Nok savner jeg lige den sidste fornemmelse af “over the top” galskab, men vi bliver jo alle ældre, og Mr. Black nærmer sig de 50, så at de skarpeste kanter og toppen af vanviddet udebliver, er egentlig forståeligt. Dermed ikke sagt, at bandet er blevet fuldstændig tæmmet. På den aggressive åbner “What Goes Boom” viser Pixies tænder, musikken flakker, hakker og slår til i små effektive eksplosioner. Disse bliver matchet på “Blue Eyed Hexe” senere på albummet, der er Pixies 2014 i deres mest krasbørstigt rockende hjørne.Titelnummeret “Indie Cindy” er endnu en omgang årgangs-Pixies, med halv-manisk snakke vokal fra Black (“I’m the bürgermeister of purgatory // Look out for that hotplate!”? “You put the ‘cock’ in cocktail, man, Well, I put the tail in…. WAIT”) hen over en ulmende melodi der bobler af sted med en blanding af country, americana og skæv indie-rocket stemning. Et catchy nostalgisk klingende omkvæd runder smagen fint af, så det klassiske opkog glider ubesværet og ganske velsmagende ned.
Selv den snøvlende og afdæmpede “Andro Queen”, som jeg i første omgang syntes var virkelig bovlam og tung i røven er vokset betragteligt på mig. I det hele taget er det som om, at store dele af materialet ikke kun er vokset på grund af alle de store og små tanker jeg gjorde mig om musikken indledningsvis, men også fordi det virker som om numrene kommer mere til deres ret i albumformatet end på EP’erne. Rækkefølgen er ændret, numrene bedre spredt ud så de kan folde sig mere ud end på EP’erne, hvor det hele virkede lidt “de var lige færdige i denne rækkefølge” præget.
Er det så godt nok? På mest godt og lidt ondt, alle forbehold taget i betragtning og med en fanboys forkvaklede forventninger i mente, så ja. Jeg elsker stadig Pixies, jeg er måske ikke direkte forelsket i 2014 udgaven, men med tiden kan jeg da ikke udelukke at det rent faktisk sker – og at Indie Cindy kunne ende med at blive en af mine favorit udgivelser i år. Indtil da er jeg villig til at lade mig “nøjes”, og som sagerne står er det faktisk heller ikke helt skidt endda.
Velkommen tilbage, jeg havde savnet jer mere end jeg først troede.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
