Det første jeg tænkte da jeg trykkede play, var, “nå ja, det er da ikke så belastende”… så opdagede jeg, at lyden var mutet. Et hurtigt klik senere, og man kunne konstatere, at Pixies stadig ikke har genfundet formen efter den triste EP 1.
De gode nyheder først: EP 2 er ikke helt så håbløs, som første! De dårlige er så, at forbedringen er minimal, og at det stadig langt fra er godt, eller lyder som noget man kunne kalde “inspireret”. Det helt store problem med Pixies anno 2013/14 er, at det hele klinger underligt hult, dovent og tamt. Frank Black trolden kan tæmmes? I den grad, desværre. Den alt overskyggende fornemmelse, som EP’en efterlader er, at Pixies fremstår og klinger, som et svagt ekko og en gentagelse af sig selv – bare udvandet og uden bid. Hvor blev sindssygen og vildskaben af??
“I’m wasting your time, just talking to you” lyder det fra Black Francis på “Greens & Blues”, yeah Frank, you got that right, mmm hm. Sangen er ifølge bandet, et forsøg på at overgå klassikeren “Gigantic”. Måske ikke det mest kløgtige projekt i verden, og da slet ikke at annoncere det. Det skal jo gå galt. Resultatet er egentlig et ok “hyggeligt” lille popnummer, der vugger beroligende afsted, men med de store ambitioner in mente, så er det sgu ikke et nummer der på nogen måde stikker ud i bandets samlede produktion. Igen – Pixies lyder som et forkølet ekko af fordums storhed.
Der er dog, heldigvis, en lille smule mere spræl i vores måske pensionsmodne Pixies-patient. EP-åbneren “Blue Eyed Hexe” har momentvis noget der kunne minde om gammelkendt Pixies-puls. Black’s flabede halv-skingre vokallevering, og en melodi der, om ikke andet, i hvert fald rummer lidt fremdrift. Men det letter sig aldrig over det ordinære, det er en lille forvrænget rocker, som et band som dette burde kunne lave i søvne. Hvilket man sagtens kunne mistænke dem for at have gjort, og så er resultatet egentlig hæderligt, om end forglemmeligt.
På “Magdalena” befinder vi os klangmæssigt omkring Bossanova pladen i Pixies bagkataloget, med en skæring der bringer minder om “Havalina”. Den kan jeg jo bare høre ved at sætte Bossanova på, endda i en bedre udgave, så hvorfor bruge tid på denne? Endnu en tanke der følger en, når man lytter EP’en igennem – hvorfor er det jeg skal bruge tid på det her? Musikalsk er der intet spændende at hente, og tekstsiden er mindst lige så intetsigende. Væk er galskaben, eksplosive og utilregnelige numre om UFO’er, ludere, underlige kulturelle og historiske referencer og følelsen af at lægge øre til en musikalsk psykose. Nu er musikken der bare. Til stede. Men uden tegn på hvorfor, eller om man overhovedet burde, investere sig i den.
EP afslutteren “Snakes” forsøger at puste lidt tiltrængt skævhed, overraskelse og melodisk gnist ind i det halv-døde legeme. Uden den store effekt, tværtimod er det som om, at Pixies så bare formår, at fremstå en lille smule mere irriterende. Nummeret udstiller nærmere hvad de ikke længere er i stand til, fremfor at genoplive patienten. Måske er det fordi det hele bare virker så forbandet halvhjertet eksekveret og mere af pligt end lyst. Hvorfor så overhovedet prøve?
Ja, hvorfor? Det er da prisværdigt, at nu hvor Pixies endnu engang turnérer verden rundt (og åbenbart stadig leverer varen live, skønt!), ikke blot tropper op med de gamle numre, men rent faktisk forsøger at byde ind med noget nyt. Det er desværre nyt, der lyder som om det bliver spillet af et band, som har givet op på forhånd, og blot bevidstløst serverer svage kopier af deres egne gamle numre.
EP 1 var decideret pivringe (og burde egentlig have haft 1 stjerne i stedt for 2), denne EP 2 er ikke lige så stor en stinker – den føles bare komplet unødvendig og overflødig. Og i akut Kim Deal underskud.
Øv, LAME!
Anmeldt af KDT
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
