Interview/Pop Up reportage: En del af Rising konceptet er også, at bands, udover koncerten på selve Rising Scenen, får mulighed for at spille pop-up koncerter rundt omkring på camping området. I går gik det ned i Dream City, hvor blandt andre Piss Vortex fik lov til at skeje ud i intime rammer. Vi overværede koncerten og fangede efterfølgende hele bandet til en hurtig snak om løst, fast og Rising-konceptet.
Koncerten blev afviklet i hvad man uden at fornærme nogen kan kalde ret primitive rammer. En lille, let forhøjet, træscene i det såkaldte “Rådhus”, cirka midt i den efterhånden velvoksne Dream City. Byen, midt på camping øst, hvor byggelystne Roskilde gæster kan slå sig løs og leve nybyggerdrømmen ud. Som servicevagt Joachim forklarede, så gik de første i gang med at bygge herude i begyndelsen af maj måned, så der bliver virkelig lagt tid, kræfter og noget sjæl i stedet.
Nuvel, pop uppet blev der sgu fra Piss Vortex, der ikke spildte tiden og gik fuld frontalt smadder fra start, hvor forsanger Simon Stenbæk også kastede sig ud i noget minimalistisk crowd surfing, hvor vores egen fotograf måtte hjælpe med et lille skub for at holde skuden flydende. Der er ikke meget at tilføje til det Piss Vortex gør, som ikke allerede er beskrevet i anmeldelsen af deres koncert dagen inden på Rising Scenen.
Stemningsmæssigt var det noget mere løssluppent, hvor en gæst fra Defilementory blandt andet kaprede en mikrofon og sang med på et nummer. Det vil sige, der var ikke rigtig lyd på den mikrofon, men man stod så tæt på scenen, at man kunne høre ham brøle igennem alligevel.
Kåde tilråb, interne jokes med vennerne foran scenen, smil og højt humør på en lun sommer aften. Tilsat papvin, bajere og knusende grindcore – det var sgu en ganske fin tirsdag aften!
Efterfølgende, da bandet lige havde pakket ned og slukket nødtørsten, trak vi lidt væk og satte os sådan lidt midt i det hele ved Rådhuset for at få sat lidt ord fra bandet på det hele. Interviewet forløb cirka ligesom kvintettens musik: hurtigt, kaotisk, no bullshit og snak lige ud af posen.
Rising har været virkelig flinke ved os
Det naturlig udgangspunkt var hele Risng oplevelsen, hvordan de selv oplevede koncerten på Rising Scenen og hele følelsen omkring “konceptet”. Forsanger Simon lagde ud med at pointere, at “alle har været virkelig søde ved os og utroligt hjælpsomme”. Bandet er rørende enige på det punkt, og insisterer på at gentage, at de har følt sig virkeligt godt behandlet af hele crewet omkring Rising. “De har gjort alting nemmere, så der slet ikke har været noget stress omkring det”, tilføjer bassist Rasmus Moesby.
Det ville være lidt uhøfligt at sige, at bandmedlemmerne snakker i munden på hinanden, alle får taletid, men svarene falder promte og som rapid fire de enkelte medlemmer imellem. I det hele taget fornemmer man en enorm kollektiv energi og en ulmende dynamik i gruppen for at få noget ud – noget man i den grad også fornemmer i musikken.
Rasmus forklarer om selve forløbet, at man først får en booking på selve Rising Scenen og efterfølgende bliver man tilbudt forskellige “extras” som del af Rising pakken, og så forhandler man lidt frem og tilbage Rising og band i mellem og finder en model. Pop up koncerten i Dream City var så det der lige appellerede mest til Piss Vortex.
Den kollektive psykose
Snakken drejer over på den heftige og intense koncert bandet spillede på Rising tidligt mandag aften, en koncert forsanger Simon med ét ord beskriver som “vanvittig”. Rasmus tilføjer med et stort smil, “jeg stod med øjnene lukket det meste af tiden, fordi jeg var sindsygt bange”. Bandet forklarer, at de oplevede at folk virkelig var PÅ lige fra starten af, og at de slet ikke er vant til så store folkemængder, eller så megen aktivitet til deres shows.
Simon uddyber, “vi havde ikke regnet med, at så mange folk havde hørt om os, eller måske kendte os inden”, inden guitarist Christian Bonnesen bryder ind med “det var en kollektiv psykose”. Rasmus tilføjer, “jeg havde måske lidt en forventning på forhånd om, at der kunne komme en del mennesker, i den forstand at, der er så forholdsvis få metal-koncerter på Roskilde og Rising, at så kommer de folk der hører den slags også når der endelig er noget”.
Ganske naturligt bevæger snakken sig i retning af de dejligt løsslupne og kontrolleret kaotiske tilstande blandt publikum, som bidrog til en stor del af oplevelsen, med mosh pits, folk der fik luftet deres “pit-skills”, som Simon kaldte dem, og crowd surfere der bestod af alt fra skinny teens, over en mand i Spiderman kostume til en siddende ungersvend i en indkøbsvogn. Trommeslager Niclas Sauffaus forklarer, “man kan tit være lidt i tvivl om hvor godt det egentlig går når man er i gang med at spille, man tænker, nå ja, det er Roskilde, folk er nok altid lidt med. Men da jeg så fyren i indkøbsvognen, da tænkte jeg alligvel, ok, det her går sgu vist meget godt.”
Efterfølgende begyndte der at kører rygter og historier på nettet om, at folk havde fået klippet deres armbånd under koncerten, hvilket bandet naturligvis fik lidt af en nedtur over at høre. Det viste sig, heldigvis, at Roskilde Festival stadig kører med “advarselsarmbånd”, så det er 2 strikes and out reglen der er normen – som det skal være. Men som det står, så har Piss Vortex i hvert fald den uofficielle rekord for advarsler til publikum. Den står på 5.
Christian tilføjer, “vores opgave er også at have et vågent øje på om det er ved at stikke af, og vi følte ikke på noget tidspunkt at det var ude af kontrol”. Bandet er dog enige om, at de sagtens kan forstå Roskildes holdning og regler i lyset, eller skyggen, af festivalens historie, selv om de er fortalere for, at folk skal have lov til at skeje ud. “men i forhold til en indkøbsvogn, så kan jeg sgu godt se, at den måske ikke er skide fed at få i nakken, så det er fair nok…”, indskyder Niclas.
Ny EP på vej
Både under Rising koncerten, og denne aftens pop-up koncerter, fik gruppen luftet nogle nye numre, fra en kommende EP. 6 numre på 12 minutter, tempoet lader ikke til at være faldet, og så måske alligevel lidt, bandet beskriver i hvert fald stilen og lyden som værende lidt mere tung og metallisk.
“Der er ellers ikke så meget konkret information endnu…”, fortæller Rasmus, men forsætter, “den er færdig, mixet og masteret..”, “og vi er rigtig glade for den”, indskyder Simon. Gruppen forklarer at EP’en på en måde er en syntese af alt bandet kan, destilleret ned til en spilletid på 12 minutter.
Christian forklarer om noget af grundlaget for EP’ens opståen, “da vi blev booket til Roskilde stod vi også lidt med det problem, at vi ikke havde nok numre. Så var det sgu egentlig meget passende, at vi fik skrevet nogle flere!”. Bandet fortæller, at det gik ret hurtigt med at få skrevet sangene, da de først kom i gang igen… “og begyndte at drikke igen”, tilføjer Christian. Niclas uddyber lidt, “det er samme hold som på albummet, der har stået for indspilningen. Vi var så glade for den forrige, at vi forsøger at holde tropperne samlet”. De konkrete udgivelsesplaner er ikke på plads, men bandet satser på, at den udkommer i løbet af i år.
Snakken vender lidt tilbage til gruppens anmelderroste debut fra sidste efterår, “5 ud af 6 i Politiken”, udbryder Simon kækt. “Ja, det tog sgu røven på os”, forklarer Christian grinende, mens bandet samstemmende udtrykker stor overraskelse over, at Politiken havde fået fingre i udgivelsen, og overhovedet gad anmelde den – og kunne LIDE den?! “AARJJJ, PIIIS VOOORTEX”, interviewet afbrydes kortvarrigt af en forbipasserende, inden bandet kommer tilbage på sporet og bare udtrykker generel forbløffelse og begejstring over, at så mange tilsyneladende kunne lide, og har anmeldt, debuten i rosende vendinger.
Vi er sgu bare nogle aber
I det hele taget fornemmer man en meget naturlig ydmyghed, og ben solidt planetet på jorden, trods den tumultariske og arrige musik, hos samtlige bandets medlemmer. Samtidig sender de også en stor tak i retning af deres pladeselskab, Indisciplinarian, som de roser for at have været virkelig gode til at få pladen ud og rundt – men der sker naturligvis ikke det store, hvis musikken ikke også er god.
“De har virkelig hoppet og sprunget for os, for at hjælpe os, fordi vi er sgu bare nogle aber, som kun gider alt det sjove”, forklarer Niclas med skævt smil og glimt i øjet. Pladen var et “sats”, som de kalder det, indspillet på kun 3 dage, som en art opsamling på de foregående 3 års materiale. Bandet forklarer, at var numrene sat i den rækkefølge de oprindeligt er skrevet i, så ville man kunne høre en tydelig udvikling i materialet. “Under vores allerførste øver skrev vi 5 sange, og havde glemt dem alle sammen bagefter, fordi vi drak os så fulde”, fortæller Niclas, mens bandet joker med at Simon er limen der holder bandet sammen nu…
Den i forvejen afslappede snak begynder at flyde endnu mere ud i formen, og ender ud i high fives og selvironiske “vi er awesome” smil bandmedlemmerne i mellem, der bliver enige om, at de er blevet meget bedre til at fornemme hvor sangene skal hen og hvad det er de vil med Piss Vortex lyden. “Vi er stadig dysfunktionelle”, påstår Simon, og det er da muligt, men man fornemmer nu alligevel en god portion konstruktiv energi og stemning bandmedlemmerne i mellem – en form for overblik over kaos, måske?
Dikatfonen bliver stille og roligt pakket væk, mens snakken ruller uhøjtideligt videre og bandet begynder at funderer over hvor det hele bærer hen ad. De bliver enige om, at toppen, eller enden, ville være hvis de kunne blive anmeldt af Thomas Treo i Ekstra Bladet. “Treo giver mig hovedpine, hvis vi bliver anmeldt af Thomas Treo, så går vi sgu i opløsning”, konstaterer Christian.
Og med den lille spidsfindige “we see what you did there” bemærkning siger vi tak for snakken til Piss Vortex.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR
