Pinemoon består af nogle erfarne musikalske kræfter, der har kendt hinanden i 20 år og spillet sammen i andre sammenhænge, men nu er klar med en overbevisende debut-EP. Atmosfærisk post-rock og shoegaze, som man kender den fra 90’erne.
På den måde er de herrer Christoffer Schultz og Steven Stern Stewart, der har spillet sammen i 00’er gruppen Campsite, og udgør kernen i Pinemoon, lidt tilbageskuende. Nu hvor et band som Slowdive er tilbage med stor succes, virker timingen dog god og musikken, der i sin essens ellers er ganske klassisk indenfor genren, også ret aktuel og nutidig.
Men det er måske alt sammen noget, der i bund og grund er sagen lidt uvedkommende. For sagen er jo, moderne, tidløs, gammeldags eller ej, om selve musikken holder. Og det gør den i dén grad på denne 4 numre lange EP, der både virker som et lille, komplet værk, en musikalsk rejse og slutteligt en bevægelse henimod noget nyt for duoen.
Man fornemmer rutinen, en sans for dosering og det overblik der gerne følger med, når man har gjort det her i en årrække. Pinemoon tager sig tid, de tror på materialet og de stemninger de får fremmanet på tilbagelænet manér, så det hele fremstår enormt sikkert og med godt med overskud. Faren er, at det kan komme til at virke FOR sikkert, eller ligefrem mageligt – det er dog, heldigvis, ikke tilfældet her.
Vi starter dvælende og svævende ud med den lidt finurligt betitlede “The Feeling That You Left Me Won’t Return”, en langsomt udviklende og repeterende sag. Det er et af den slags numre, der kræver at man bliver fanget af stemingen og det drømmende lydbillede for at få valuta for pengene. Gør man det er der til gengæld også rigeligt at komme efter. Man skal blandt andet over 3 minutter ind i det lidt over 5 minutter lange nummer, inden der dukker noget utydelig vokal op i det fjerne og begynder at messe stille i baggrunden af den stille, skvulpende gazer-tåge. Hvis nummeret virker efter hensigten, er du allerede her lullet lidt ind i drømmen og indfanget, så sangen har sluttet ring omkring dig, mens den stille og roligt, i cirkulære bevægelser, stiger i lydstyrke og intensitet. Lækkert.
Singlen “I try” følger op, her åbnes lydbilledet yderligere og der bygges kompetent ovenpå. Vi har stadig ikke travlt, men efter den slumrende opvågning i første nummer er vi nu nået til det tidspunkt, hvor man begynder at få øjne og måske strækker sig lidt. Instrumenterne står skarpere og er mere gennemtrængende, melodien tydeligere tegnet op og vokalen rykket en kende længere frem. Det hele er stadig drømmende og repeterende, men man får lov til, at komme tættere på. Måske fordi man er blevet suget helt ind i Pinemoon’s univers nu, og blevet en del af det?
“Strange Times” forsætter den logiske opbygning og udvikling på EP’en, hvor det i højere og højere grad kommer til at lyde som et “rigtigt” nummer, fremfor et lydlandskab, eller noget mere ukonkret. Trommerne driver nummeret mere bastant fremad, vokalen er hørbar, men stadig ikke egentlig i front og tågen ved at lette. Pinemoon arbejder stadig med et gentagende element i sangskrivningen, der giver det hele et hypnotisk skær, men man får følelsen af en markant melodi, der gerne vil bryde ud og igennem.
Det kommer på afslutteren “Run Through The Underground”, hvor det begynder at lugte lidt af aftenstemning og sengetid, eller et stille ridt ud mod en fjern solnedgang. De strygere og koret man tidligere har kunnet skimte, træder her længere frem og får lov til at sætte et tydeligere aftryk. Det giver både en vemodig og sørgmodig atmosfære, men også noget mere filmisk, og, på afdæmpet vis, et lidt storladent præg. Det er ikke fordi armbevægelserne her bliver større eller vildere, men der skrues bare op og ned for de forskellige virkemidler, eksempelvis er den gazer-klingende guitar her nærmest fraværende. Der blæser nye vinde og hænger nye toner i luften hos Pinemoon.
Det er ganske imponerende, hvor meget duoen (og deres hjælpere) får presset ind og når på denne knap 20 minutter lange EP, tilmed uden at nogen af delene føles underernæret. Samtidig bliver Pinemoons univers heller ikke overlæsset, eller fremstår rodet og fragmenteret. Lidt af en bedrift i sig selv.
Når musikken så også er særdeles indbydende og serveret så velklingende somm her, så kommer vi ikke udenom en lille 5-stjernet oplevelse. Mere, tak!
Af Ken Damgaard Thomsen
