Peter Sommer har støt og roligt udviklet sig til en af landets fremmeste sangskrivere. På sit seneste album har han indspillet en række af sine egne sange i nye arrangementer med tangenttroldmanden Palle Hjorth som primært akkompagnement, og live er de to også på landevejen for tiden. Her følger indtryk fra både plade og koncert i Sct Pauls Kirke i Aarhus lørdag d.6. november.
Peter Sommer er de senere år begyndt at udforske et mere nedbarberet format live, hvor han er på scenen kun akkompagneret af tangentspiller Palle Hjorth. Hjorth har bidraget med især orgelspil, men også andre tangentinstrumenter, både som en del af Sommer’s faste band, Tiggerne, men også på et væld af albums med andre kunstnere, fra Savage Rose over Allan Olsen til Mark Lanegan og Orhan Özgur, til mere avantgarde projekter. Lørdag oplevede jeg konstellationen live i Sct. Pauls Kirke i Aarhus til aftenens tidlige ekstrakoncert. At han optrådte i en kirke betød også at hans forældre ville komme og se ham, som en veloplagt Sommer tørt konstaterede.
Samarbejdet mellem Sommer og Hjorth har også resulteret i et album med nye indspilninger af en række af Peter Sommer’s stærkeste sange, kaldet PSPHPT. De kvikke kan måske regne sig frem til, i hvert fald delvist hvad det er en forkortelse for. Albummet indeholder en række af Sommer’s stærkeste sange (12 stk for at være helt nøjagtig), indspillet i mere nøgne arrangementer, hvor Hjorth’s tangenter er den gennemgående makker til Sommer’s vokal, der kun er blevet stærkere og mere sikker med årene. Det samme kan man sige om hans sangskrivning, måske lige med undtagelse af den lidt ujævne 2019-udgivelse Stærk Strøm Hen Over Ujævn Bund, som da også kun er repræsenteret med den fine ‘Lad Mig Forlade Dig Før Du Forlader Mig’, der, som Sommer forklarer til den sene eftermiddagskoncert i Sct. Pauls kirke, er delvist lånt fra belgiske Jacques Brel.
Hvor der her og der er drysset lidt ekstra instrumenter (strygere, flygelhorn og mundharpe), ud over Hjorth’s tangenter og Sommer’s vokal og akustiske guitar, på albummet, var koncerten båret helt af Hjorth og Sommer, som, da han introducerede ‘Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene’ alluderede til Johnny Cash’s optræden i Folsom og San Quentin, og supplerede leveringen med et par Cash’ske hyl. Netop de tre sange fra det kantede 2008-album, ovennævnte titelnummer, ‘Hvad Sker Der I Dit Hoved’ og ‘Hærværk’, er blandt de numre, der gør sig godt i den nye udgave. Men det samme kan man nu sige om flere af de øvrige numre – et fællestræk er, at det lader til, at Sommer tør stole mere på sine melodier i samarbejdet med Hjorth, og lade tempoet falde, så ordene også står klarere. Det er også en fornøjelse, når nu Sommer er en så dygtig tekstforfatter.
Apropos teksterne, er en anden af mine favoritter fra albummet ‘Faret Vild i Den Samme Skov’, fra Sommer’s måske stærkeste album, Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske. Her lyder åbningslinierne:
Der er så meget at løbe fra
Til sidst kan benene ikke følge med
Nogen dage er det kviksand
Andre dage er det bounty strand
Live fortalte han om samarbejdet med jazzduoen Bremer/McCoy, der leverede backingen til sangen på albummet (de brugte lang tid på at føle sig ind på hinanden), og hvordan han ikke rigtig havde spillet sangen live, fordi den blev pakket ind i Bremer/McCoy’s arrangement – men at han så var kommet i tanke om, at han jo selv var kommet med skelettet til sangen i form af en håndfuld akkorder (på typisk ydmyg Sommer-facon benævnt “tilfældigvis de 5-6 akkorder alle mine sange går i”). I sin kerne er det også en enkel sang om at finde sig til rette i livets sværhed, og live fungerede det også godt, fordi der faktisk er en ganske catchy melodi involveret, som på sin vis også fik mere plads i det mere enkle arrangement – selv om Hjorth virkede til demonstrativt ikke at ville lade Bremer/McCoy noget tilbage i sit akkompagnement.
Vi fik i øvrigt også fine versioner af de øvrige gengangere fra Elskede At Drømme…, nemlig titelnummeret, ‘Skønne Spildte Kræfter’ og ‘Det Evige Nu’. Nå ja, og i øvrigt også kudos til både en glimrende udgave af ‘Hvorfor Løb Vi’, og ‘7.777.777’, hvor sidstnævnte blev udnævnt af Sommer til en art “revy” med sine spoken word betragtninger over livet og kærligheden flettet ind i diverse ordspil.
At Sommer har en fascination for digtersjæle med hårde skæbner fik vi også nogle ord på live. ‘Sang til Bo’ og ‘Tigger’ (som ikke optræder på PSPHPT) fik vi begge med fyldige introduktioner til sangenes baghistorier om mennesker fra Sommer’s Skanderborg-tid, der har sat spor i ham, og da ‘Hærværk’ blev introduceret, forklarede Peter Sommer at både Tom Kristensen’s Hærværk og Henrik Stangerup’s Løgn Over Løgn var romaner, som fik han til indledningvist at ville være hovedpersonen, men til sidst tænke, godt det ikke er mig.
I sporet fra Stangerup og Kristensen, introducerede Sommer også en ny sang, skrevet sammen med Knud Romer. En smertelig sag om tab og druk, men (selvfølgelig) også med et glimt af forfaldets romantik. I følge Sommer er Romer’s bud på en titel ‘Dødsruten’, og det er måske ikke en helt skæv titel. Vi fik også et andet nyt nummer (“en klassisk break-up sang”, også pt uden titel), samt det første nummer, Sommer skrev, hyldesten til hjemstavnen Skanderborg, ‘8-6-6-0’, med indlagte snakkepauser og lidt indbygget ironiseren over ikke lige elegante sætninger, samt hvad der måske, måske ikke, var musikalske improvisationer fra Hjorth, blandt andet over temaet til Matador.
Fortjent stående bifald til en Sommer, der virker mere og mere tilpas på scenen, og holder publikum fanget med sin blanding af ironi og poesi når han taler, og Hjorth, der må være den perfekte sidekick, dygtig, i stand til til at gribe momentet, og med et kirkerum, der lydmæssigt spillede op til hans styrker på tangenterne. Der var plads til mere swung og intensitet her og der, også i forhold til albumversionerne, som er overvejende “smagfuldt” produceret – pænt, ja, men det fungerer.
Live-formatet understregede blot holdbarheden af Sommer’s sange, og viste at de klarer sig godt, også når der ikke står et rockband bag ham (eller “rockpop”, som han vist selv nåede frem til var genren). Det fungerer kort og godt både på plade og live, formatet fra PSPHPT, men derfor må Sommer og Hjorth dog for min skyld gerne involvere både Tiggerne og andre på næste album. PSPHPT står i og for sig stærkt i Sommer’s katalog og som et vellykket eksperiment, fordi den virker så gennemarbejdet og afklaret, men den der tvivl er jo også Sommer’s (man finder den selvfølgelig også i teksterne) og kommer så stærkt til udtryk med Tiggerne.
Nuvel, det korte af det lange, jeg dukker gerne op igen næste gang Sommer kigger forbi, uanset konstellation, og det anbefales at fange en af landets stærkeste sangskrivere som er på sit måske højeste niveau som performer (indtil nu) for tiden.
Af Jonas Strandholdt Bach
