Navnet Peter Larsen forbinder jeg mest med kaffe. Og så at det er et ret almindeligt navn. Nordjyske Peter Larsen skaber dog en ny association til sympatisk dansksproget rock af den gamle skole med albummet Utopia.
Utopia er åbenbart Peter Larsens syvende album, men det er dog første gang jeg støder på ham og backing bandet Stationen. Jeg må indrømme at jeg var en kende skeptisk da jeg første gang satte Utopia i rotation på anlægget, men den skepsis blev relativt hurtigt afmonteret, efter et par lyt til albummet. Musikalsk falder Peter Larsen & Stationen fint i tråd med gennemprøvede dansksprogede pop/rock-navne som Poul Krebs, Allan Olsen og mange flere. Og her slår din Far-rock radar måske ud, og du begynder at svede lidt koldsved – til dels med rette. Hvis du får knopper af førnævnte navne, så bør du nok styre uden om Peter Larsen, men ellers så er der nu ingen grund til at vige udenom.
Utopia rummer 10 solide numre, der kredser om Aalborg, eller rettere, minderne om Aalborg som det var dengang Peter Larsen var dreng. Det Aalborg fanger Larsen med sympati for de skæbner, der dukker op undervejs og et godt blik for de skæve historier, og samtidig med en solid musikalsk opbakning fra de musikere, der er samlet sammen til at levere backing. Det er ikke på nogen måde banebrydende eller nyskabende, men det er solidt og, der var det ord igen, sympatisk.
Bedst tekstmæssigt er sange som ‘Mit gamle kvarter’ og ‘Lirekassemanden’, hvor Peter Larsen mindes henholdsvis barndomskvarteret, inklusiv Børge, der “kom forbi i sin rustne gule Fiat//Efter de Cecil der havde ædt hans fingre op”, og “Lirekassemanden Vagn”, som “spiller på sin lirekasse af savn”. Andre gange bliver det lidt for konkret hverdagsrealisme, men hele vejen virker det til at Larsen har en god evne til at lægge mærke til forskellige skæbner og prøver at beskrive dem med udgangspunkt i medmenneskelighed, men også gerne kritik, for eksempel i forhold til at forfølge drømmen om et Utopia (på titelnummeret), eller jagte profit uden tanke på konsekvenserne (‘Modvind’).
Musikalsk veksler Utopia mellem midttempo-pop/rock og mere nedbarberede øjeblikke. Stærkt i billedet står blandt andre ‘Allersidste gang’, endnu en fortælling om en menneskeskæbne, her pleje- og institutionsbarnet Rosa, hvor de to korsangerinder leverer velplacerede underlægninger til Larsens vokal, og der oveni leveres et stærkt omkvæd. Også titelnummeret er effektivt skruet sammen og kunne sagtens få radioairplay – noget ‘Mit gamle kvarter’ i øvrigt allerede har fået på P5. Også åbneren ‘La’ nu vær’ skal fremhæves for en friskhed i korvokalerne og et godt drive.
Ind i mellem kunne jeg godt ønske mig mere kant både i den musikalske afdeling, hvor det generelt er pænt og veludført og næsten bliver for meget af det gode, men desværre lidt for sjældent går lige i hjertekulen på én. Det lykkes dog blandt andet på ‘Drømte mig væk’, som kredser om hvordan Peter Larsen begyndte at skrive sange, og med sit korstykke mod slutningen rykker sangen op blandt albummets bedste, inden albumafslutningen kommer i form af ‘Tak fordi I kom’, der måske er en lidt vel corny publikums-takkesang. Den synes jeg måske godt man kunne gemme til live-sammenhænge, hvor den til gengæld vil give glimrende mening – jeg havde gerne nuppet en aalborgensisk menneskeskæbne eller et barndomsminde mere i stedet.
Man får måske ikke ligefrem fejet benene væk under sig af benovelse, men mindre kan bestemt også gøre det. Utopia er et album, der uden de store armbevægelser, men med solid kvalitet, leverer barndomsminder og små skæbnefortællinger i en god dansk pop/rock tradition. Det kaster 3 store, solide stjerner af sig til Peter Larsen & Stationen.
Utopia udkommer fredag d.4. september, hvor der også afholdes release-koncert på Skråen i Aalborg – ved billetkøb får man albummet med. Tjek Peter Larsen ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
