Steffen Westmark slår også sine folder i front for The Blue Van, men nu er han aktuel med et soloalbum under navnet Peppermint B. Stilen er stadig guitarorienteret retro-rock, men nu med endnu mere 60’er pop og 90’er solskinsstemning.
Og det kan jo være en kærkommen vitaminindsprøjtning, mens vi venter på foråret. De 10 numre her er da også en fornøjelig, om end lidt forudsigelig, omgang pop-rock det meste af vejen.
Ingen tvivl om, at Westmark føler sig hjemme her. Og man som lytter føler sig i kompetente og sikre musikalske hænder. Måske næste FOR sikre? Chancer tages der ikke mange af i det generelt varme og imødekommende lydbillede, men selskabet er bestemt også behageligt og sympatisk. Det er lige før jeg tror, at min mor ville kunne lide det!
Dermed mener jeg, at Westmark fra starten med den fængende single “New To Me” til den luftige afslutter “Because We’re Together” (også en single), rammer en ret autentisk klingende midt-60’er tone og atmosfære fra da mutti var ung. Lyden er så opdateret lidt med en ubekymret 90’er radiorock møder drømmepop klang, så der ikke lægger sig for meget støv på numrene. Måske måtte det faktisk godt støve og knase lidt mere?
Det lyder, som om Westmark kan skrive og levere denne form for musik ganske ubesværet- hvilket jo er en kunst i sig selv. Ligesom det er en kunst, at undgå at sangene kommer til at virke som stive stiløvelser.
Hører man efter, så er der da også små, fine detaljer og variationer i lyden, som hele tiden får Peppermint B til at dufte frisk. Et break lidt over halvvejs igennem “Thinking ‘Bout The Kid”, midt på pladen, sender tankerne i retning af den voksende opbygning i Queens “Under Pressure”. Senere lærer vi om “The Importance of A Kiss”, en sødmefuld og nostalgisk kinddans, der kunne lyde som en åndelig fortsættelse til Big Stars “Thirteen”, uden vi helt når Alex Chiltons naivitet krydset med sørgmodighed og smerte.
Men Westmarks lyse vokal rummer dog nogle af de samme ingredienser, det uskyldige, men stadig livskloge, en snert af smerte, noget sentimentalt- uden det kammer over. Indenfor det spektrum varieres der tilpas, så den ellers lidt monotone klang i stemmen ikke bliver kedelig.
Når man så tilsætter fine, ubesværet glidende melodier som på “Friends”, eller den sommerlige brise der strømmer gennem “Amber Sin”, ja, så føler man sig sgu bare rigtig godt tilpas. Sangskrivningen er bundsolid og alt lyder sådan cirka “som det skal”, i denne form for musik. Peppermint B har også sørget for, at omgive sig med en række kompetente kræfter, der slår deres folder hos navne som Jørck, The Rumour Said Fire, D/troit, Mother Lewinsky og Boat Man Love. Det kan høres, man fornemmer sikkerhed hele vejen rundt.
Peppermint B kommer måske ikke med fornyelse på nogen punkter, og virker heller ikke interesseret i det. Det er bare fermt og elegant udført pop-rock båret af nostalgiske vingesus, der er godt selskab så længe det varer.
