Med karismatisk vokal og stærk popappeal leverer Penny Police en fin, lille pop-EP. Det enkle udtryk kan bestemt noget, men bliver også lidt en akilleshæl på en yderst velproduceret EP.
Den luftige, let hæse kvindevokal er især noget, vi forbinder med 80erne, hvor femmes fatales en masse fyldte hitlisterne. Det er måske ikke den første association, de fleste vil få, når de hører Penny Police, men det giver dog nogen mening at tænke den særegne vokal på Train Talk ind i den pop-tradition. Dog med et i høj grad opdateret lyd- og produktionsudtryk.
Men i al den vellyd (og der er megen vellyd) på pop-EPen ligger der også en del sovekammerøjne, som dog også rummer tristesse nok til at det ikke bliver lummert.
Underlægningen består af forskellige synths, herunder også nogle bas-tromme-hybrider. Det er vellavet, men også den slags der gør at vi nok ikke skal sidde yderst på stolen og vente på en tour med Penny Police. Det er laptop-musik.
Men hvad er det så for nogle synths? Jo, der er hints af noget, jeg har hørt hos The Knife – dog uden samme kant – og velplacerede strygere (næppe samplede) løfter også et fint udtryk. Samtlige numre har slow-popkvalitet og udtrykket bliver af og til Ellie Goulding-ballade-agtigt. Hvilket her skal læses som et kvalitetsstempel.
Men der ér en svaghed i elektroniske trommer (som 80ernes hæse kvindestemme-bands også bøvlede med af og til) – det bliver til tider lidt billigt i udtrykket. Det bliver dog aldrig ødelæggende for Penny Police og flere steder er der enten rigtige trommer på – eller også er vi nået dertil, hvor samples er så gode, at de kan indgå uproblematisk.
EPen åbner med det halv-dunkle titelummer, som næsten kan hinte til noget Moloko og endda byder på ring-modulated vokal i andet vers. Kombineret med The Knife-agtige synths og noget uspecificeret træblæs og selvfølgelig Marie Fjeldsteds vokal bliver det den nok mindst pop-orienterede skæring af EPens seks.
Og så er stemningen ellers sat. Der er allerede udgivet tre singler og ‘No Horizon’ har fået en del airplay på DR og har en klar popappeal – det fungerer rigtig fint og får også Fjeldstads vokal til at stå fint frem i sin egen ret. Man kunne dog sagtens have overbevist mig om at et nummer som ‘Fool Like Me’ var med Ellie Goulding.
Og selv om det er stærk på, så bliver det lidt irriterende med den lidt billige beat-box, der leverer stive hi-hat-slag og syntetiske lilletrommeslag med tilhørende syntetiske klap over. Det ER detaljer, men det står altså også lidt i vejen for at det blev rigtig godt.
‘Silence DJ’ har så – underfundigt nok – en anden, mere velovervejet markering af tre-slaget, så det er ikke fordi det ikke kan lade sig gøre at lave noget, der ikke – undskyld! – lyder lidt af BR.
‘Mostly The Same’ er en klaverdrevet ballade, som i sig selv står skarpt og smukt. Og da EPen lukker ned med ‘A Better Man’ er det i en flot pop-finale med cello, modal-harmonik og en forbandet masse rumklang, ring-modulator på vokalen og næsten stemmeknæk i refrænet. Patos driver ud af højttalerne, og når tingene bliver for meget, kan der til tider ske det, der sker på ‘A Better Man’: Ikarus flyver lige ind i solen med voksvingerne og kommer nærmest uskadt ud på den anden side. For meget? Ja! Fedt? Også det, ja!
Når boet er gjort op, så må jeg tage hatten af for en fin pop-EP. Vi er pænt langt fra rock, men what the hell; anmeldelsen er skrevet over julen, så vi tager den med.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
