Old school bliver til det nye sort hos Pectora, der med kæmpe armbevægelser kaster sig ud i en bombastisk heavy metal udladning på deres debutplade. Det er bestemt ikke det værste sted at opholde sig, selvom det måske er svært at holde dampen lige så meget oppe, som bandet selv, over de knap 50 minutter.
“The fire that burns in their soul, has the power to make diamonds from coal”, lyder det lidt over halvvejs igennem “Collider”, mens man sidder og trækker lidt på smilebåndet. Ikke AF bandet, men helt klart MED dem. Den episke heavy metal galoperer ud over stepperne med vind i håret, knytnæver i vejret og lungerne sendt på overarbejde med kampråb og parole-tekster.
Det er et eller andet sted helt forfærdelig gammeldags, men, hos det 5 mand høje band (dannet i Roskilde i 2013), lyder det dejligt ærligt, oprigtigt og som en kæmpe kærlighedserklæring til en egentlig svunden tid. Her er der plads til “giants”, heltedåd, mod, macho melodier og store sværdslag med de 6-strengede, mens trommerne blæser derudaf og vokalen kalder til samling under heavy power metal fanerne.
Var det ikke fordi, at det er virkelig godt leveret og lyder nøjagtig som den slags skal, og ikke som en fesen pastiche, så ville det nok kollapse under sin egen vægt. Det gør det bare ikke. Bandet har allieret sig med tyske Sebastian ”Seeb” Levermann, der har stået for mix og master, mens Pectora selv har stået for den storladne produktion. Det slipper de rigtig godt fra. Ikke, at der bydes på de store overraskelser eller nybrud, men, det er heller ikke hensigten. Det ville heller ikke klæde genren. Det lyder som den slags skal, men med en friskhed, der gør, at man ikke bare føler sig hensat til en tidslomme.
På mange måder ER Pectora fanget i en tidslomme, om de så fræser afsted på slagmarken som på nævnte “Collider”, eller den medrivende åbner, førstesingle og titelsang, “Untaken”, eller der skrues op for tyngden, som på “Haunted Memory”. Her viser Pectora mere tænder end hårpragt, det er faktisk et nummer med godt med nosser, uden at bagdelen kommer til at hænge. Samtidig viser bandet, at de har en ret veludviklet sans for både effektive riffs, sing-a-long venlige passager og det melodiske element, der lige gør det sidste til, at Untaken helt generelt er en ganske medrivende affære.
Selv når jeg som lytter begynder, at køre en lille smule død i den opulente metal, som på “Running Out Of Days”, der lidt over halvvejs på pladen, virker som et lidt lang stop på en rasteplads med sine næsten 7 minutter, så er der detaljer, som får mig igennem. I dette tilfælde nogle korte, veltimede passager med vokalharmonier. De rammer som en velkommen opkvikker, og demonstrerer igen, at Pectora har sans for de mere, lad os kalde det “poppede” eller “bløde”, tilføjelser til den muskuløse metal. Noget, der bestemt har sin berettigelse og er med til, at give nogle gode kontraster i udtrykket uden, at det bliver en små-fesen omgang.
Jeg kæmper helt overordnet lidt med længden af numrene og pladen som helhed, det er som om jeg bliver lidt øm i armene og nakken, når vi når frem til albummets anden halvdel. Derfor kommer et tempofyldt nummer som “Unkindled Flame” også til, at suse lidt ind af det ene og ud af det andet øre. Ligesom jeg synes vokalen her stedvis kommer til, at lyde en lille smule presset og anstrengt. Det er en af den slags sange, hvor jeg tænker, man måske bare kunne have undladt sangen og sparet 5 minutter på den samlede spilletid?
Til gengæld får Pectora lukket ned med manér i from af den voldsomt anlagte “The Arrival”, hvor spilletiden på næsten 7 ½ minut ikke kommer til, at virke for opblæst. Her puster Pectora sig op, skyder brystkassen frem og får trampet territoriet af med tunge skridt, så man må løftet lidt på hatten i respekt. Faktisk ville det være passende, at smide hatten og svinge med garnet en sidste gang, mens bandet smider nogle tuuuuuunge riffs i skallen på en og får losset en bagi en sidste gang. HORNS!
For nogen vil Untaken sikkert være alt for meget – det er den måske også. Andre vil synes, at det er for gammeldags eller velkendt, det bandet leverer over 8 numre. Det her virker ikke som om det er lavet for, at overbevise “tvivlerne”, det er lavet til og af folk med hang til god, gammeldags, melodisk heavy. Er det dig, så vil du med stor sandsynlighed elske det Pectora byder på her.
Af Ken Damgaard Thomsen
