Pectora er danske, men lyder, på den gode måde, som noget der kommer heavy rockende fra den anden side af Nordsøen. I 1980’erne. Lyden og sangene har de sådan set, de mangler bare at optimere og trimme lidt.
Og her er det sangene der godt kunne have været trimmet en smule, og mikset have fået et lille løft. Ud over et lille mellemspil midt på den 5 numre lange EP, er korteste nummer omkring 4 1/2 minut langt, mens de tre resterende ligger omkring de 5.20 i spilletid.
Det er nok lige i overkanten, og det føles lidt som om, at bandet forelsker sig i deres omkvæd, eller har svært ved at cutte strømmen, og ender med at tage en ekstra tur i manegen, på i hvert fald to af sangene. De havde stået skarpere, hvis vi var kommet i mål tidligere. Men man forstår det godt, det er rigtig fine sager Pectora har fat i, så det er nok svært at skære.
Så er der mikset, Redemption lyder generelt godt, med saft og kraft i de lidt storladne NWOBHW møder klassiske heavy toner, som bandet leverer i overbevisende stil. Men, der er et par steder, hvor det lyder som om vokalen er ved at drukne i mikset, eller overdøves af bandet. Det gør sig gældende i “Going Through Hell”, hvor første linje er temmelig utydelig i forhold til resten og dele af første vers i “Valley Of Dreams”, hvor den ligger underligt lavt i mikset.
Små detaljer i det store billede, men ting der er med til at man sidder med fornemmelsen af, at EP’en lige mangler den sidste finish. For det er sgu ellers godt det der er her!
Selvom stilen på papiret kan virke noget gammeldags, så lyder Pectora ikke stive i leddene. De kommer virkelig solidt fra land med den herligt heavy-rockende “Democracy In Disguise”, en titel der bare er fed at skummel-brøle på ægte mædal maner, ikke? Den knyttede næve der skal til, mens man bøvser titlen ud, kan du godt lade være med at pakke væk, den skal i vejret når der går metal-kor og guitarsolo i den som nummeret skrider frem på medrivende galopperende vis. Stærk åbning.
“Going Through Hell” er mere motorvejsmetallisk, den har faktisk noget motor city heavy klingende over sig, så man får lyst til at iføre sig stram læder, der bestemt ikke ville gøre noget godt for en, men det føles rigtigt og nødvendigt! Der er godt med hestekræfter her, det minder mig egentlig en del om svenske Mustasch?
Det korte, instrumental mellemspil “Light Out”, med akustisk guitar til at give det lidt folksy stemning, fører over i Pectora’s bud på en ballade, for sådan en skal vi da have med. “Valley Of Dreams” er et rigtig godt forsøg ud i den disciplin, en roligt opbyggende intro sender mine tanker i retning af noget Iron Maiden “Fear Of The Dark”. Herefter kommer der godt med sovs og kartofler i melodien, der samtidig bølger fængende frem og tilbage, inden vi griber til våben og stormer slagmarken på heltemodig vis i nummerets sidste halvdel.
“Son Of The Four”, lukker og slukker, her lyder Pectora lidt mere brummende og brydske, inden vi rammer EP’ens fedeste kor-omkvæd. Hvis verset føles en anelse bumlende, så er det hele turen værd når vokalharmonierne (på maskulin vis, naturligvis!) sætter i. Det ER godt, men også en af eksemplerne på, hvor den måske lige bliver trukket lidt for langt i sidste ende. Men OK, det er svært ikke at brøle med, så hva’ faen.
Det er kun småting og mindre detaljer der står i vejen for, at Pectora skulle et trin mere op på vores skala, men djævlen ligger også i detaljen og alt det der. Så vi ender på 4 af de store i denne omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Pectora på facebook
