Iørefaldende uptempo indie-rock er hvad PBSM byder på på Dance Floor. Man mangler måske lige at mærke lidt mere personlighed før man kommer helt op at ringe og finder danskeskoene frem.
Netop EP’ens titelnummeret ‘Dance Floor’ har vi haft på GFR som dagens track, og den er på en måde EP’ens hjerte. Sangen handler om en danser, som mistede sit ene ben under bombeangrebet under Boston Marathon i 2013 – hun medvirker i øvrigt også i den tilhørende video. Det betyder også at der inde bag den kølige overflade, er der en menneskelig fortælling at binde an til. Sangen bevæger sig i et semi-dansabelt guitarbåret indie-rock udtryk, men stadig lidt cool tilbagelænet. Det er på en måde både PBSM’s fortrin og ulempe at det bliver en smule køligt i lyden, ikke bare her, men hele vejen igennem EP’en.
Det lyder nemlig ret kontrolleret, ikke bare på titelnummeret, men også på EP’ens øvrige sange. Det hele lyder godt, guitarerne nærmest spinder, bas og trommer spiller præcist, og vokalt leveres der også fint – selv om vokalen for min skyld godt måtte træde en smule mere frem på scenen. Men det ville måske tage lidt af det cool og kontrollerede fra udtrykket – og det fungerer nu altså også ret godt på ‘Heavy-Hearted Fool’.
Til gengæld bliver det næsten for meget på ‘We Are Black Thoughts’, hvor kølige synths også titter frem, og det hele næsten virker for distanceret og ferskt. Så kradser det lidt mere på ‘Sinners’, hvor tempoet også ind i mellem skrues op, og korvokaler bruges effektivt, sammen med en ekkoeffekt. Her lyder PBSM som en mindre ironisk og mere opspeedet version af Franz Ferdinand – og det er egentlig ikke nogen dårlig ting. Rytmen er medrivende, og omkvædet fængende, og guitarerne får lov at rive lidt, selv om de stadig holdes relativt langt tilbage i lydbilledet. Fint nummer.
Lydbilledet er i det hele taget ret gennemført, og EP’ens sidste nummer, ‘Edge of Town’, bevæger sig i samme rille som de øvrige på EP’en – på godt og ondt. Tempoet er skruet lidt ned igen, og synthsene mere fremtrædende, men bassen dunker fortsat insisterende, og det hele holdes fortsat kontrolleret og skarpt skåret, selv guitarsoloen til sidst. Det er tydeligvis et band, der har helt styr på hvad de laver, vi har med at gøre her. Det der så måske mangler før man finder danskeskoene frem, er enten mere variation og overraskelser i lyden, så man fornemmer mere af det band, der er inde bag den cool overflade, og/eller et par endnu stærkere sange melodisk.
PBSM viser på Dance Floor at de har styr på leveringen og udtrykket – og skriver solide sange. Det rækker lige til fire stjerner.
Du kan finde PBSM på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
