Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Party at the Pharmacy: Party at the Pharmacy (EP) ★★★☆☆☆

Party at the Pharmacy: Party at the Pharmacy (EP) ★★★☆☆☆

2199
0

Party at the Pharmacy, fra Bergen i Norge, lyder som om de har været et smut i England for at samle inspiration, nå ja, eller låne lidt fra bands som Arctic Monkeys’ klang og energiske, men samtidig laid back, attitude.

Det er både et problem, som ender med at trække lidt ned og samtidig ganske forståeligt. Vi har med et ungt band at gøre, i dobbelt forstand. Medlemmerne er ser unge, friske og frejdige ud og bandet har kun eksisteret et års tid, med en enkelt single fra sidste sommer på CV’et, inden denne EP udkom i slutningen af april. Så det kan tænkes, at bandet i deres yngre år har lyttet en del til midt 00’ernes britiske musikscene, og skelet lidt mod USA og et band som eksempelvis The Strokes. Kort sagt er stilen retro-guitar rock, med den iørefaldende melodi som omdrejningspunkt. Det lyder helt igennem tilforladeligt og fint, det Party at the Pharmacy leverer, de har ikke mindst fint melodiøre – men det er også i dén grad hørt før.

EP’en består af 4 fint varierede numre indenfor den overordnede rock-ramme, der er ingen dårlige numre imellem, men heller ingen spektakulære, endsige overraskende. Sangskrivningen er kort og godt solid, men kunne godt trænge til at sprænge rammerne lidt. Men man aner et udviklingspotentiale.

Der lægges fra land i The Strokes garage-rocket territorium med den effektivt huggende “Did You Change Your Mind”. Det bliver mere svævende og luftigt i det fine omkvæd, hvor man får første smagsprøve på Party at the Pharmacy’s evner til at skrive catchy, ukompliceret rock med godt med fremdrift. Der følges op med “Another Round”, der, selvom tempoet er sat ned og melodien mere stille vuggende, er mindst lige så fængende, men det lugter i udpræget grad af Arctic Monkeys stemning. Vokalen, og dens lidt særprægede accent/klang bliver også mere tydelig, det lyder vel som det, det er – en skandinav der kaster sig ud i at synge med engelsk accent. Det lyder ikke påtaget, det lyder bare lidt…. pudsigt? Som om nogle af ordene har lidt svært ved at slippe læberne, til gengæld giver det bandet lidt af det særpræg og personlighed, som ellers kunne mangle andre steder.

“Another Round” er ikke mindst meget velspillet og stemningsfuldt, med sin lidt kratlusker/stripklub bluesede lyd og atmosfære – det lyder sgu’ bare godt, om end velkendt. På den efterfølgende “Violent Coloured Sunset” bevæger vi os indledningsvis fremad i småkækt travertempo, af den slags, hvor man godt må slå lidt med hælene på ens sorte rock-boots og have et selvsikkert svaj i kroppen, når man trisser ud mod solnedgangen.

Solen går ned over det feststemte apotek med “Show You The Ropes”, hvor nordmændene skruer lidt op for garage-rocken igen, ligesom tempoet lige får et nøk opad. Vokalen bakkes stedvis op af fint kor, den retro-tastiske guitar lyd og boblende rytme går godt i blodet – et af den slags elementært medrivende numre, som det er meget svært at sidde stille til. Party at the Pharmacy har uden tvivl begreb om hvilke knapper der skal trykkes på, og hvornår, for at rocken spinner gnidningsfrit.

Jeg savner bare mere selvstændighed, nytænkning og idéer der ikke er hørt før. Bandet spiller uden tvivl godt og kan skrive sange der fungerer – men det er også fordi det er en afprøvet formel, som andre har bevist bare virker. Der er helt klart potentiale til mere i disse unge knægte, og med kun et års tid på bagen er det også ret imponerende, hvor formfuldendt og velsmurt deres udtryk lyder. Nu skal rammerne bare sprænges lidt, så ryger vi over de 3 meget store stjerner jeg ender på her.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg bandet på Facebook

Previous articleSPOT Festival 2015 – Anbefalinger til torsdag og fredag
Next articleLISERSTILLE: Empirical Ghost ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.