Den australsk/danske duo Palace Winter har allerede fået en del opmærksomhed inden udgivelsen af Medication, ganske fortjent. Men selv om der er mange godbidder undervejs, så er EP’en simpelthen alt for lang og ensformig til at fænge hele vejen igennem.
Duoen består af den australske sanger og sangskriver Carl Coleman og den danske pianist og producer Caspar Hesselager, og mødet mellem de to herrer bringer absolut gode ting med sig. Men lad os få den af vejen med det samme: Jeg synes simpelhen numrene enkeltvis og især EP’en som helhed er alt for lange. Det er ærgerligt, for det starter ellers rigtig fint på ‘Time Machine’, der smager lidt af både Kashmir fra start/midt-00’erne, med et rastløst trommebeat med masser af drev, en fin melodi og en underspillet stemning – i det hele taget er det et fermt sammenskruet lydbillede de to herrer har fremmanet, og det er tydeligt at det er to rutinerede og dygtige musikere.
Desværre er det som om de har været for optagede af at skabe en drømmende indie-stemning, som betyder at de fleste af de 5 numre trækkes for langt ud. For eksempel andet nummer, ‘Woke in the Night, the Phone Was Ringing’, som i og for sig kunne have fungeret som et fint lav-tempo afbræk, hvis ikke den skulle drives op over 5-minutters mærket – i noget, der ligner løb på stedet. Jeg vil gætte på at andre vil sætte mere pris på de svævende keyboard-klange end jeg gør, så hvis du er bidt af ‘Time Machine’, ja, så vil du nok være væsentlig mere overstadig end jeg er samlet set over Medication.
Det kan også være du er stødt på ‘Menton’, som også har været ude på single, og som rummer mange af de samme kvaliteter (og samme elementer) som ‘Time Machine’, det vil sige de pulserende trommer, den nærmest diskrete melodiøsitet og vellyden – her er også effektive keyboard-hooks, men, og jeg er ked af at gentage det, igen synes jeg nummeret bliver trukket for meget i halen og de sidste to minutters tid kunne snildt være barberet ned til under det halve.
Næsten 28 minutter får Palace Winter således til at gå med de 5 numre, der er fundet plads til. ‘New Ghost’ er det næstsidste, og dens akustiske guitaranslag er ret velfungerende, ligesom Coleman’s vokal, uden at den er decideret spektakulær, også har en god klang (det har den i øvrigt hele vejen igennem). Her virker keyboard-lydene desværre ret distraherende på mig, for jeg synes egentlig nummeret i sin kerne ellers står ganske skarpt, og fungerer rigtig godt. Spilletiden er endda også relativt skarpt skåret til og lander lidt over de 4 minutter.
Lukkeren hedder ‘Stockholm’ og klinger fint ind med en elektrisk guitar, Coleman’s vokal og en lurende støjen, som her fungerer ganske klædeligt. Samtidig er overgangen til den atmosfæriske outro et eller andet sted også passende skruet sammen, selv om jeg nok engang stempler en smule ud mentalt mens jeg lytter. Det kan jo i og for sig også være en god kvalitet i musik, at man ligesom kan fortabe sig en smule i lydlandskaberne, og, som tidligere nævnt, er der nok nogen, der vil se det som en kvalitet, det som jeg beklager mig over. Det virker i hvert fald tilstræbt fra duoens side, mens jeg fra min side hellere så at de havde skåret numrene skarpere, og så have nøjedes med sfæriske repetitive outroer på 2 eller 3 af numrene, og ikke dem allesammen – så havde effekten måske været større for undertegnede.
Vi oplever jo heldigvis musik forskelligt, men jeg ender altså med et lidt lunkent helhedsindtryk af Medication, som desværre ind i mellem kommer til at virke som sovemedicin for mig. Det fjerner dog ikke et indtryk af, at Palace Winter også undervejs brillerer i passager, som er til både 1 og 2 stjerner mere end den samlede karakter, som bliver 3 store stjerner.
Du kan finde Palace Winter på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
