Fugleflugten har haft fart på, det seneste års tid har de blandt andet spillet på Roskilde Rising og udsendt deres anden EP. Vi har fanget post-punk/shoegaze bandet til en lille snak om vind og vejr.
Eller rettere, så har vi fanget Rasmus (vokal/guitar) på mailen og bedt ham fortælle lidt om historien bag Fugleflugten, der begyndte for omkring 2 år siden, status pt. og hvor bandet er ved, at flyve hen.
Vi starter lige med en hurtig historietime. Fugleflugten: Hvem er I, hvorfor og hvordan?
Fugleflugten består af Mathias (guitar), Rasmus (vokal/guitar), Frederik (bas) og Laurits (trommer), hvoraf de 3 sidstnævnte er venner fra gymnasiet. Mathias mødte Laurits på Testrup Højskole. I januar 2015 besluttede de sig for lokke Rasmus til at starte et band op. Rasmus, som i forvejen var i gang med at starte et nyt projekt med Frederik, ville gerne starte et band med de to andre, så længe Frederik kunne komme med på bas, når han kom hjem fra udveksling i Canada.
Vi spillede derfor uden bassist i et halvt år i et lidt skraldet øvelokale på ydre Nørrebro, som vi egentlig ikke rigtig havde adgang til. Ingen var i starten særlig gode på vores instrumenter eller i samspillet. Vi var ikke nybegyndere, vi var bare temmelig rustne. Vi har sikkert ikke lydt specielt godt dengang, men vi var ok overbeviste om, at vores sangskrivning og energi ikke var helt ved siden af. Dengang var lyden af Fugleflugten meget mere rå og punked.
Det første år i Fugleflugten handlede blandt andet om at spille hurtigt, hvilket vi ikke længere går op i. Det var også i den tidlige periode, at vi begyndte at eksperimentere med det støjede og rå overfor det fine og melankolske. Eksperimenter der i høj grad definerer vores lyd i dag. Det hurtige og fandenivoldske har vi reserveret til live-optrædener.
For dem der ikke kender Fugleflugten, hvad er I så for en størrelse rent musikalsk?
Som band søger vi at skabe en lyd, der formår at indkapsle det storslående og jordnære på samme tid. Jeg (Rasmus) tror, det er vigtigt for mig at beskrive os som et band, der ikke er bange for at eksperimentere, lege og udforske. Det kræver legende eksperimentering at udforske begge poler og derved nå frem til solide kompositioner.
I min skriveproces eksperimenterer jeg med at skabe musikalske landskaber, som når sine endelige former i samarbejde med de andre i øvelokalet. Lydlandskaber, der indfanger melankolske, nostalgiske stemninger, såvel som højstemte, mystiske og eventyrlige stemninger. Legen og eksperimenterne betyder også, at vi sjældent fastholder os i faste processer og steder. Det er en vigtig byggesten i at holde vores lyd i bevægelse. Den bliver levende herved.
I udsendte sidste år jeres anden EP på forholdsvis kort tid, hvordan har I udviklet jer siden dannelsen og hvor fornemmer I, at I er på vej hen?
For hver udgivelse rykker vi os en lille smule i lyden. Stemningerne og harmonierne er de samme, men vi bliver hele tiden mere og mere modne i vores lyd. Det er svært at beskrive lige præcis hvordan, men vi bliver uden tvivl mere og mere tålmodige som sangskrivere, vi bliver mere og mere perfektionistiske. Vi ynder at holde os i konstant udvikling, så det at skrive nyt giver mening. Den udvikling tror jeg godt kan fornemmes, hvis man sætter Aftenpragtstjerne (forår 2016) overfor Bølgevækker (efterår 2017).
I har også formået, at få en del opmærksomhed, blandt andet i Karrierekanonen, og spillet på eksempelvis Roskilde Rising, hvordan har det været og hvad tror I det skyldes?
Det har været helt enormt overvældende. Vi elsker at spille og skrive musik, og den slags vind i sejlene er jo mange bands store drøm. Og jeg tror den opmærksomhed skyldes alt den energi vi har lagt i projektet. Engang troede jeg, at hvis bare musikken var god nok, så skulle opmærksomheden nok komme før eller siden. Men der skal desværre meget mere til.
Det at have et band er lige så meget PR-strategier, udgivelsesstrategier, musikvideoer, visuel identitet, firmaoprettelse, budget, momsregnskaber og en masse møder. Heldigvis har vi en super manager og et par seje bookere, som hjælper os igennem det, men de har ikke altid været der. Det er stadig et kæmpestort arbejde, og det fylder lige så meget som selve musikken, og endda nogen gange mere. Samtidig tror vi selvfølgelig på at vores musik kan noget. Det er vi nødt til at tro på.
I har netop spillet som en del af arrangementet Vegas Udvalgte, hvordan var den oplevelse?
Vegas Udvalgte var en kanonfed oplevelse. Det var den første koncert efter en pause på nogle måneder, og det var samtidig vores eneste koncert i kalenderen helt indtil Spot Festival i Maj. Det kunne mærkes på vores energiniveau, vi gav den alle sammen alt, hvad vi havde. Men den energi blev ligeledes hjulpet på vej af et sindssygt fedt publikum, som var en fin blanding bestående af vores dejlige fans og nysgerrige lyttere på opdagelse. Der var en helt speciel kemi mellem os og resten af salen.
Samtidig var vi benovede over at være inviterede til at komme og spille i det hele taget. Vi spillede som det eneste rockband, så vi følte virkelig, at vi var booket som et af de mere ‘alternative’ acts. Vi håber vi har gjort et indtryk med vores lyd.
Og slutteligt zoomer vi lidt ud, hvad byder 2018 ellers på for jer og hvad har I af større “mål” for fremtiden?
2018 bliver det største år for Fugleflugten, hvis man kigger på udgivelsesedelen. Vi fik afsluttet 2017 med seneste EP ”Bølgevækkeer”, og det er vi glade for, for vi har så meget musik i kufferten, som venter på at blive pakket ud i 2018. Jeg tror ikke, jeg kan eller vil røbe meget mere, men til Vega’s udvalgte blev kufferten åbnet lidt på klem.
Vi siger tak til Rasmus og Fugleflugten, følg deres gøren og laden på Facebook.
Af Ken Damgaard Thomsen
