Mandag aften på Radar bød på eksperimenterende rock, med meget mere, da lokale Oxx og italienske Zu åbnede op for deres syrede lyduniverser. Trods i omegnen af halvanden times samlet spilletid, formåede de to bands alligevel at tampe publikums trommehinder eftertrykkeligt igennem, på den absolut gode måde.
De 5 stjerner tildeles den samlede oplevelse for aftenen, og især Zu lå i den pæne ende af 5-karakteren. For begges vedkommende var det en hårdtslående opvisning i en avantgardistisk jazz-rock-metal fusion (i mangel af bedre ord), og man blev som publikummer efterladt en smule mørbanket, men samtidig med et lidt saligt smil. Jeg var sgu i meget godt humør da jeg hentede min jakke i garderoben efter koncerten. Men lad os dykke lidt ned i et forsøg på en nærmere beskrivelse af aftenens oplevelser.
Oxx
Lokale Oxx startede punktligt lige omkring 20.30, så denne notorisk lidt forsinkede anmelder missede de første par minutter. Undskyld til Oxx, og til mig selv, for dem ville jeg også gerne have haft med. Oxx er en trio bestående af guitarist/vokalist, saxofonist/keyboardist/vokalist og trommeslager, og siden jeg sidst hørte bandet (for halvandet år siden) har de rykket deres lyd i en tungere, mere stoner-metallisk retning, som ikke er helt ulig beslægtede Narcosatanicos. Samtidig bekendte trommeslageren også kulør med en High on Fire t-shirt, og amerikanerne, og ligesindede bands, kunne der også høres ekkoer af i Oxx’s lyd. Vokalerne fylder også i det nye lydbillede, dels saxofonist, med mere, Lasse Enøes brøl, og dels guitaristen, som leverede en mere skrigende én af slagsen.
Tilsammen gav det Oxx ekstra nuancer i udtrykket, og trak lyden lidt væk fra avantgarde-jazz-mathcore og imod tungere territorier. Ikke en dårlig retning, i mine ører. Der var også inkorporeret flere lettere tilgængelige lydbidder, end jeg mindes der var sidst, uden avantgarden af den grund var smidt over bord. Oxx lyder måske kort og godt lidt mere af bands jeg kender nu, end sidst jeg hørte dem, men det gjorde ikke oplevelsen mindre intens. Der er stadig masser af breaks, hak og halve stop i trommerytmerne, der kompetent sætter tempoet for trioen. Det er fortsat tight, tungt, og samtidig skævt og kringlet. Ind i mellem fik vi intenst tordnende passager, hvor trommer, guitar og bas (via keyboard) byggede tunge grooves op, der blev desto mere effektive af de mange breaks, saxonfonstykker og guitarsoli ind i mellem.
Det er en nærmest kropslig oplevelse at høre Oxx, og samtidig har trioen ingen visuals, hvilket på en måde gør det til en renere oplevelse. Med bevægelsen mod en mere metallisk lyd, er Oxx fortsat en stor anbefaling værd.
Zu
Hvor Oxx måske nok var en kropslig oplevelse, og man måske lige stod og troede, at man var kommet vel igennem et musikalsk stormvejr, ja så kunne man godt tro om igen. Ind på scenen trådte Zu, som efterhånden har opbygget en noget nær legendarisk status i avantgarde-metallen. De to oprindelige medlemmer, Luca Mai på den store baryton saxofon og Massimo Pupillo på bas, har fået amerikanske Gabe Serbian med i folden, og han uddeler alvorlige lussinger til trommesættet. Så massivt buldrer de tre instrumenter igennem, at min fadøl danser sin egen lille dans på den olietønde, jeg har stillet den fra mig på, da bandet sætter i gang. Nok var Oxx en kropslig oplevelse, men Zu skruer op.
Serbian er en form for menneskeligt tordenvejr bag trommerne, og flere gange undervejs får jeg lyst til at smide min blok op i luften og klappe spontant i hænderne af hans eskapader med trommestikkerne. Noget af det første manden gør på scenen er i øvrigt, sigende nok, at bede om at få mere lyd i monitoren. Hos Zu er der ingen vokalister, det hele drives frem af det voldsomt intense trommespil, den lige så intense og larmende bas, og Luca Mai’s vekslende angreb på saxofonen. I enkelte sekvenser lyder det af jazz eller Balkan, i andre som kraftfulde blæs i et horn, der varsler dommedag. Det er en imponerende monsunregn af lyd, Zu udsætter os for, og der er ikke mange pauser til at sende anerkendende klapsalver afsted.
Der er konstante, små variationer i lyden, buldrende breaks, voldsomt og rumlende spil på bassen, og under det hele Serbian’s trommestikker og pedaler, der lyder som om mindst to mand buldrer løs på trommer og slagtøj. Pludselige temposkift og kakofoniske støjsekvenser afløses af blæsende, groovende stykker af primalrock, der er elementært medrivende. Brutale støjridt, der blæser ud over de musikalske stepper, som improviserende godstog, løbske bison-flokke eller mongolske horder… Ja, det var nogle af de associationer, der dukkede op i mit hoved undervejs, under Zu’s opvisning, som er rundet af bandets enorme live-erfaring. Der bliver sådan set ikke gjort mange miner på scenen, bandet spillede bare alt hvad de havde lært. Og sådan skal det vist også bare være.
Zu’s numre bølger ind i hinanden, så hvad de spiller undervejs har jeg mest en idé om ved at skimte setlisten ved saxofonistens plads, hvor titler som ‘Shiva’, ‘Silent’ og ‘Abortion’ bliver blæst afsted, inden den passende betitlede ‘Crusher’ lukker det knap 45 minutter lange sæt med en knusende, flænsende, tonsende bredside. Et overbevisende punktum for aftenens koncert, hvorefter de tre musikere lige så stille udvandrede fra scenen.
Så stod man der, godt søndertævet, på sådan en behagelig måde. Hvorfor ender det så ikke på topkarakteren 6 stjerner? Tja, det er nok lidt de små ting. Dels føltes sættet faktisk næsten en smule for kort – ikke meget, men en lille smule, og der var enkelte passager hvor jeg ikke var helt solgt, selv om de var få og korte. Samtidig virkede det også som en, omend overbevisende, rutine-koncert for Zu. For overbevisende og imponerende, det var Zu, i deres minimalistiske vælde. Derfor vil jeg også anbefale folk i Aalborg og omegn at lægge vejen forbi Tusindfryd i aften (25/11) hvor Oxx og Zu spiller igen.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
