Aarhusianske OXX er aktuelle med en ny plade, hvor kaotisk hardcore og metalliske flader flyder sammen med mere jazzede eksperimenter og udflugter. Resultatet er godt, men måske ikke så overvældende og grænseoverskridende som man kunne have håbet på.
Det er i hvert fald ikke ubetinget en fordel for OXX, hvis man som undertegnede har været svært begejstret for de to første plader fra beslægtede Narcosatanicos. Så rammer OXX bare ikke helt så hårdt, virker knap så overraskende og avantgardistiske, eller formår at fremmane helt samme urovækkende følelse af ondskab.
OXX er heldigvis også ret meget sin egen, selvstændige størrelse, hvor de fremherskende og stedvis meget toneangivende klange og energien fra post-hardcoren gør, at de skiller sig ud i forhold til Narcosatanicos. Der går, heldigvis, ikke deafheaven i den, OXX er mere modbydelige og flossede, men deres kompositioner har lidt af samme lys/mørke dynamik, selvom det er mere kaotisk.
Til gengæld, fair eller ej, fordi jeg ved ret beset ikke hvem der fik idéen først, så er det svært ikke at sammenligne med Narcosatanicos, når OXX i et nummer som den kringlede og utæmmede “Animal” hiver en anarkistisk saxofon ind i det bistre lydbillede. Her lyder bandet ellers som en smadret og hardcore påvirket udgave af… Mastodon? Nummeret har amerikanernes prog-metallisk bølgende præg, i hvert fald det man hørte på deres første plader, blandet op med en ordentlig dosis kradse løjer. Det hele er stedvis ved at løbe lidt af sporet, eller mod slut ved at falde helt fra hinanden i lydkaos, men på den fede måde.
Sammen med den efterfølgende “Vile Geometry” (fed titel), udgør det den 6 numre lange plades hårdtslående midterakse. Også i dette nummer aner man et Mastondisk ekko, ikke mindst på den harske vokal, hvor det lyder som om det hæse stemmebånd skriges og gryntes i stykker.
Det er som om pladen bliver vildere og mere uforsonlig som den skrider frem, selv om der er godt med smæk på lydbilledet i de to indledende numre, “Night And The City” og “Dweller On The Threshold”, så er det alligevel som om der skrues lidt op for “det hele” senere. Sidstnævnte er forresten en ordentlig omgang brusende metal i oprørte vande, med skumsprøjt og voldsom bølgegang, så man klamrer sig til rælingen og kæmper for at holde maveindholdet nede. Led satan!
Led er også “Sonambulist”, der betyder noget i retning af søvngænger (der bliver også skreget “sleepwalking” i nummeret), men i en betydning der relaterer til bevidstheden om, at man er en erstattelig del af arbejdskraften, har jeg læst mig til. Så vi er nok ude i noget samfunds/system kritik, og pludselig ser jeg en udhungret, næsten ikke længere menneskelig Christian Bale i The Machinist for mig.
“Writing Night And The City” lukker Night And The City ned med at sænke belysningen yderligere, og skrue op for hæsligheden og fjendtligheden. Det er med sine næsten 7 minutter samtidig pladens længste nummer, de resterende 5 ligger alle omkring de 5 minutters spilletid. 5 minutter virker måske mere passende, til de idéer OXX har, for lukkeren bliver lige lovlig lang i det, især midterstykket, uden at det egentlig er nødvendigt – eller giver nogen ekstra effekt.
Det samlede indtryk OXX efterlader er stærkt og kraftfuldt, i hvert fald så længe musikken spiller. Det kniber måske lidt med, at frembringe numre og stemninger der helt bider lige så hårdt, som musikken og attituderne ellers lægger op til, i hvert fald på en måde så det bliver virkelig mindeværdigt.
Den musikalske blanding fungerer overordnet godt, jeg ville måske bare helt droppe saxofonen, eller finde på en anden måde at bruge den på. Ligesom min personlige smag måske kunne rammes yderligere, hvis man skruede lidt ned for det mest proggede post-hardcore element i musikken og fik endnu mere mørke, ondskab og kaos ind – men det er en smagssag.
Vi ender på 4 meget store stjerner, oksen smager af mere!
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg OXX på facebook
