Avantgarde-impro-jazz-metal, anyone? Sådan kan man nogenlunde definere aarhusianske Oxx, som er på banen med deres debutalbum (som indtil videre kun udkommer digitalt), Bury The Ones We Love And Burn The Rest. Fire numre indeholder albummet, der er som en kværnende malstrøm.
Nå ja, okay, Oxx kalder det selv at de går på tværs af genrer som noise-rock, mathcore, sludge og drone i deres pressemateriale, så måske det bare er mig, der får avantgarde jazz associationer af de skiftende takter og saxofonen, som ind i mellem er ganske fremtrædende i lydbilledet. Faktisk bliver det også helt jazzet på indledningen til albummets tredje nummer, ‘Sjælen’, men det kommer vi tilbage til senere.
Vi starter nemlig et helt andet sted med ‘Bound’, der indledes med alvorlig brask og bram. Et grumt brøl og godt med smadder på instrumenterne, og så kunne man jo, hvis man ikke kendte lidt til Oxx i forvejen, tænke at der nok var tale om mere aarhusiansk død-og-noget-andet kombi. Man finder dog relativt hurtigt ud af, at Oxx ikke lægger sig i slipstrømmen på Aarhus-udsprungne navne som Crocell, Illdisposed og HateSphere, men i stedet blander de grumme metalstykker med både mere atmosfæriske toner, som klinger ind undervejs på ‘Bound’, men også saxofon, som for alvor dukker op på andet nummer, ‘Hidden’.
Det starter nærmest diametralt modsat af ‘Bound’ med lidt atmosfærisk ringlen og klimpren, inden først trommerne hakker ind, inden det blæser ind med kuldslået saxofon, tunge riffs og trommerne tamper ekstra igennem. Saxofonen indgår i perioder nærmest som en bas eller guitar og giver ekstra dybde og tekstur, men i andre stykker bryder den ud og tilføjer ekstra lag af forstyrrelse (positivt ment). ‘Hidden’ strækker sig over mere end 16 minutters spilletid, og fremstår dermed som albummets centrale nummer – den udfylder lige knap halvdelen af spilletiden – og rummer mange af Oxx’s signaturer. Det varierede saxofonspil, hvor den både er rytme- og soloinstrument, den komplekse opbygning, et tilbagevendende riff, og variationen mellem dæmpede og brutale passager. Det føles aldrig komfortabelt at høre Oxx, man ved aldrig hvad der venter om hjørnet, og det er en af bandets store kvaliteter.
Desværre er det ikke altid helt så kropslig en oplevelse at høre Oxx på digitalt album (damn you, MP3!) som det er at høre bandet live. Produktionen fanger ikke helt den tyngde, jeg synes bandet rammer på scenen, men mindre kan altså også gøre det. Til gengæld så er bandet også på album ganske fortrinlige til at lege med tempo- og intensitetsskift, og den legelystne blanding af stoner-metal, mathcore, jazz og ind i mellem elementer af både dødsmetal og black, har også en særegenhed i studieversionen.
Således også på ‘Sjælen’, hvor det altså nærmest er jazz i indledningen – suppleret med en lilletromme der får lidt mange prygl. Men saxofonen, ja, den lyder sgu næsten sørgmodigt corny, indtil der godt halvandet minut inde i sangen skiftes udtryk, og distorted guitar trækker saxofon og trommer med over i et nærmest sludget stykke metal, inden vi skal igennem en omgang truttende saxofon, før vi vender tilbage til de tunge rytmer, garneret med post-metalliske stykker, hvor vokalen skriger sin smerte ud.
Fjerde og sidste nummer hedder slet og ret ‘Terror’. Og nogen vil sikkert opfatte Oxx som en art musikalsk terror, men er man den nysgerrige type, så bør man altså tjekke dem ud. På sidste nummer går det acid-jazz-metal grassat i indledningen, der hakker og hviner afsted det første halve minuts tid, inden saxofonen er med til at sætte struktur, inden tempoet sættes ned og Oxx hakker tungt afsted som en mammut på afveje, selvfølgelig krydret med skæve math’ede stykker, og så en svulstigt opbygget afslutning. Netop storladenheden kunne Oxx godt arbejde mere med for min skyld, for her ligger der måske potentiale til at hive udtrykket i nye retninger.
Ud over de ovennævnte genrer, så er det et navn som Godspeed You! Black Emperor, der dukker op i associationsrækken, og selv om Oxx langt fra er en 1:1 kopi, så er der fællestræk. Det gør dog heller ikke noget, men selv om Oxx har godt fat i et udtryk, og vrider og rykker i det undervejs på Bury the Ones We Love and Burn the Rest, så er der kompositionsmæssigt stadig en del, der kan bygges på. Det ændrer dog ikke ved at Oxx har leveret et spændende og ind i mellem særdeles medrivende debutalbum, og fortjener en anbefaling såvel i studieversionen som live. Vi ender på 4 stjerner for en lovende debut.
Tjek Oxx ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
