Det her på siden ofte velanmeldte projekt Own Road fortsætter i det kendte spor på There Will Be Tears – men er i alvorlig fare for at gå i stå.
Det er godt og skidt, for bundniveauet er sædvanligt højt, stemmen kan fortælle og synge – men det virker også til tider lidt stagnerende.
Starter og slutter knap så stærkt
Det hjælper nok heller ikke, at der ikke lægges voldsomt stærkt ud: Black Light lyder mest som et lidt tyndt udtræk af noget Neil Young b-sideværk og selv om jeg anerkender at man da kan læne sig op af de store, så er det bare ikke nogen stærk åbner.
På lignende vis er den afsluttende vals The Last One med sin forstemthed i instrumenterne også let at sammenligne med noget, der nok ikke helt klarede cut’et på en anden plade.
”Brødet” i ”sandwichen” er dermed ikke ekstraordinært.
Variation eller tricks?
Der arbejdes også med både subtile og mindre subtile variations-tricks: Ambulance Song starter med reallyd og går over i et sirene-lignende guitartema. Er det sjovt, klogt eller godt? Ikke sådan rigtigt. Det er heller ikke rigtig skidt – virker bare som en lidt forceret idé.
Denne repetetive tilgang mærker vi også på Oath, der på noget, der minder om et trædeorgel repeterer et par toner. Dog bliver det lidt mindre forceret her og Oath kommer derfor til at fremstå lidt skarpere end Ambulance Song.
Kvaliteten er der
Det betyder dog ikke, at der ikke er gode numre. Waiting er en stille perle, der cementerer Own Road som god, gedigen americana / singer-songwriter. Er det nok til at løfte pladen? Nej. Men det viser, at talentet er der og kigger frem her og der…
Pressematerialet medgiver da også, at der ikke som sådan er en tydelig, gennemgående idé ud over at se virkeligheden i øjnene. Det omtaler dog, at singer-songwriter Simon Skjødt Jensen er en produktiv mand og konstant laver musik. Og det er måske også den fornemmelse, man får: Talentet er åbenlyst, men det føles ikke rigtigt som en plade, hvor der brændes for sagen og hvor det håndholdte bliver rigtigt sart og skrøbeligt.
Vi var så forkælede…
I karrieren står Mute Swimmer & Own Roads Old Love som det absolutte stærkeste album – absolut fra øverste hylde.
Another Country fulgte op og cementerede talentet – men med There Will Be Tears er momentum gået lidt i stå. På den måde er forbeholdene også til dels baseret på, at vi ved at der er – eller har været – mere at komme efter.
Som en ’lille’ plade med en samling ’små’ sange er den OK. Men jeg vil nok ret beset snarere kigge i bagkataloget, hvis jeg skulle finde lyst at sætte den slags på derhjemme.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
