Out of The Woods fungerer måske bedst hvis man går sig en tur i skoven mens man lyttet til den bløde, atmosfæriske og svævende pop. Men så går man jo glip af skovens lyde?
Dem kan man så nyde i fulde drag i løbet af pladen, især under albumlukkeren “Daylight Trail”, der stemningsfuldt runder pladen af. Outroen på det over 7 minutter lange nummer er et par minutter med sagte fuglefløjt og kvidren. Out of The Woods er på mange måder en hyldest til stilheden, at være i pagt med naturen og omgivelserne og nyde roen. Det er så måske lidt paradoksalt, at man afskærer sig selv fra netop det ved at sætte en plade på?
Jeg skulle bruge nogle forsøg inden jeg helt fik knækket koden til Birds and Beasts og Out of The Woods, der dækker over sangerinden og sangskriveren (og producer m.m.) Ditte Grube, der besynger alt fra søvnløshed over “forliste venskaber til drabelige rumrejser”. Så, I ved, det sædvanlige… De første par lyt foregik derhjemme i private, så i mens jeg cyklede på arbejde og endelig, da jeg ikke helt kunne få pladen ind under huden, på et par ture rundt i skov og krat. Det sidste viste sig at være løsningen, selvom man så, som nævnt lidt kækt indledningsvist, går glip af netop skovens lyde og stemningen. Men, den kan med succes erstattes, bakkes op eller måske ligefrem forstærkes af de 10 numre på Out of The Woods, der fungerer godt som soundtrack til lige godt tre kvarters fuglekiggeri ude i det fri.
Det var som end ikke fordi jeg var i tvivl om, at Birds and Beasts rummede kvalitet og ikke mindst var en flot lytteoplevelse. Men, den sagte, stedvis nærmest tyste grundstemning og det bløde lydtæppe bestående af strygere, kontrabas, akustisk guitar, klaver, diskrete trommer m.m., samt Grubes lyse, luftige og meget delikate vokal kom bare ikke rigtig helt til sin ret inden jeg fik placeret den i grønnere omgivelser. Det er som om den har brug for et eller andet at spejle sig i, eller suge næring fra inden den folder sig helt ud. Og selv med græs under fødderne har jeg en følelse af, at det er musik der stille og roligt forsøger af undvige lidt, eller forsvinde inde i sig selv på en eller anden måde.
Et nummer som “Silence You With Love”, der egentlig har en lidt legesyg og bølgende, små-jazzet melodi, lyder både som om den spiller på til dans med en lokkende pegefinger og samtidig forsøger at smyge sig væk i græsset som en sky hugorm. Den efterfølgende “Blanket of Light”, eller senere på pladen “Winter Calls”, er eksempler på numre, som næsten trækker sig helt ind i sig selv. I øjeblikke som disse kommer numrene mest til sin ret, hvis man giver dem noget ånderum og sig selv tid og plads til, at tage dem ind – ellers truer de med at blive overdøvet af omgivelserne. Selv i en ellers stille og fredelig stue… der skal ikke meget til at distrahere mig og fjerne opmærksomheden fra Out of The Woods. Det er både en force, der er intet galt i at forlange opmærksomhed og koncentration fra en lytter men også en lille svaghed i den forstand, at der virkelig ikke skal meget til for at jeg mister forbindelsen til musikken.
Klaver-balladen “Chameleon Song” lyder som om den forsøger at snige sig væk og forsvinde ud af syne i et skovbryn men med lokkende toner kalder den på en, lokker så man følger med ind i lyset forude. Her forvrænges Grubes vokale momentvis en smule, så det får et helt overjordisk eller “magisk” skær, ligesom der er noget eventyrligt og fortryllende over den virkelig smukke melodi. Det er for mig et af albummets højdepunkter, sammen med et andet klaver-båret nummer, “I Am An Island”. Måske tiltaler kombinationen af klaver og Grubes vokal mig bare? Måske giver tangenterne lige den antydning af temperament jeg har brug for, for ikke at skulle bruge ekstra kræfter på at holde mig inde i musikken. Antydningen af strygere, og senere i sangen noget kor, i sidstnævnte giver det også en dejlig bismag af noget hjerteskærende. Det er kølig, vinterlig melankoli med et strejf af smerte og sårbarhed, der trods den dæmpede indpakning rummer ret meget drama.
I sidste ende bliver Birds and Beasts dog ofte en lidt lang omgang for mig, at komme igennem. Selv når jeg har den med på skovtur, så er vi nok bare ikke helt på bølgelængde hele pladen igennem, eller også mister jeg bare tålmodigheden lidt. Det ER et album, som lidt følels som om det driver afsted i nogenlunde uforandret tempo og med en fastlåst grundstemning. Det giver på den ene side plads og tid til fordybelse men i svage øjeblikke bliver jeg altså en smule rastløs og trænger til et eller andet der lige hiver og flår lidt mere i mig. Der er antydninger af hvæssede klør i en sang som “The Tiger”, men selvom det efterfølgende nummer bærer titlen “Scars All Over”, så kradser det ikke helt nok for mig over pladens spilletid.
Det bliver en flot 4er til Out of The Woods, der til min smag gerne måtte fælde et træ eller to i den skov næste gang.
Af Ken Damgaard Thomsen
