2 numre med en samlet spilletid på 47 minutter, det er noget af en ambitiøs mundfuld ORM serverer på deres andet album. Men sikken en black metallisk lækkerbisken!
Det kan på papiret virke som noget af et (over)modigt træk fra bandet side, på deres kun andet album. Men, selvom ORM kun har et enkelt album på samvittigheden, så er det jo ikke nogle urutinerede kræfter der gemmer sig bag det slimede, undergrundsgravende navn. Bandet opstod i asken efter det mere dødsmetal-prægede By The Patient, der nåede at udsende en lille håndfuld udgivelser i deres levetid.
Samtidig virker det som en logisk og naturlig udvikling for gruppen, der tidligere også har flirtet kraftigt med længere kompositioner og sluppet virkelig flot fra det. Titlen Ir henviser til den forandring metallet kobber gennemgår, hvor det bliver grønligt når det udsættes for vind og vejr, hvilket også kan forstås som den forandring bandet selv har gennemgået over årene. Faktisk har jeg det som om, at bandet virker mere og mere overvældende, jo længere deres udflugter varer – og ikke bare på grund af sangenes længde. Denne udvikling kulminerer tilsyneladende nu med den lidt over 23 minutter lange “Klippens Lyse Hal” og den 24 minutter lange “Bær Solen Ud”, som dette nye album består af.
Kunne man have delt numrene op i mindre bidder? Jo, det kunne man måske nok, men helheden og det at man bliver udsat for bandets bidske black i så lange stræk har også en forstærkende effekt i sig selv. Men holdes simpelthen i et kraftigt kvælertag og kan ikke slippe væk. ORM forlanger ens opmærksomhed og slipper kun grebet i form af de mere stille passager, som naturligt dukker op i løbet af de to numre. Der bygges op, brydes ned, det får lov til at ånde, grebet strammes, bølgetoppe og dale følges ad, det er ganske enkelt berusende og voldsomt imponerende.
Nogle egentlige landvindinger er der måske ikke, hvad angår stil og lyd, men kunne man lide bandets første album, så er der maksimalt udbytte her. Det siger sig selv, at det kræver en vis portion tid og dedikation for, at man får det fulde udbytte som lytter. Det er ikke en plade, hvor man bare kan plukke nogle numre ud, ej heller en hvor det gavner oplevelsen at man lader det glide ned i bidder. Den her lede, fede ORM skal sluges i én, stor mundfuld, have lov til at simre på tungen og aktivere ens musikalske smagsløg. Derfor virker det også lidt formålsløst og skudt forbi målet, at bryde sangene ned i detaljer og anmelde pladen på vanlig vis. Det her handler lige så meget om de store linjer, det samlede indtryk, som de mange fine finesser, retningsskift og lækre krydderier, der er brugt.
På den måde gør ORM sådan set mit “job” som anmelder ret nemt! Bare fyr op for Ir og lad den opsluge dig. Og lad dig ikke skræmme af sangenes længde og mængden af musik, som skal tages ind i ét hug, ORM er så velspillende og numrene så vanvittigt flot iscenesatte, udførte og velskrevne, at tiden flyver afsted. Og søreme om man ikke tager sig selv i, at have lyst til 47 minutter mere i det lige dele stormombruste, flænsende, brusende og stedvis underligt beroligende og rensende kulsorte mørke, når pladen rinder ud.
Og lad dig ikke narre af de her lidt overfladiske/generelle betragtninger, der er masser af næring i ORMs jord at føde på og dykke ned i. Bandet har efter sigende med udgangspunkt i gammel, bornholmsk mytologi og bearbejdelse af et personligt tab og sorgen skabt deres egen ORM-mytologi på Ir. Det er så noget man selv kan gå på opdagelse i på pladen og forsøge at afkode.
ORM fortjener, igen, en topkarakter for et gribende, ambitiøst og overvældende værk, hvor man måske ikke forstår samtlige elementer, eller får alle facetter med ved første, anden eller femte lyt. Det vil muligvis virke afskrækkende på nogen, men ikke fordi Ir er et utilgængeligt værk, der er bare meget at tage ind – bare sæt i gang!
Af Ken Damgaard Thomsen
