ORM satser alt på deres tredje fuldlængde album Intet – Altet. Og der er tale om fuldlængde. 4 numre med en samlet spilletid på over 90 minutter, der hver især omhandler 4 faser i livet. Fra begyndelsen til den sidste rejse. Det er på alle måder en ordenlig mundfuld.
Og en, som jeg har været ved, at kløjs i, strande uden håb for redning og haft svært ved, at rumme. Det er virkelig meget musik, at tage ind. Og det er et til tider komplekst og på flere måder tungt værk. Men også et smuk, beundringsværdigt og voldsomt ambitiøst værk.
Jeg startede med, at løbe panden mod en mur og bliver overvældet. Der var langt mellem åndehullerne. Er det stadig kun det første nummer? Jeg følte, at jeg havde været “hele vejen rundt”. Det var meningen. ORM giver ikke ved dørene.
“Fra Dyden” er albummets knap 25 minutter lange fødsel. En hård, men pludselig fødsel. Det unge liv veksler mellem perioder med fredfyldt harmoni, og voldsomme udsving. Rådvildhed og kaos tager over, inden roen indfinder sig igen. ORM tager tilløb, når helt op på de store, episke klinger. Mere heltemetalliske toner tager over, og blæser ud over de åbne vidder. Inden bandet igen tager den ned, lader musikken simre. Helt ned. Helt op igen.
4 numre, der hver især varer 20-25 minutter og udgør hele værker i sig selv. Hvis du vil have den fulde oplevelse, er der ingen gærder at springe over. Slet ikke lave. Det kan virker både hovedløst, overmodigt og muligvis være et udtryk for fremskreden storhedsvanvid.
Det er næsten et mareridt for en möchtegern anmelder som mig, der kæmper med både tid og koncentrationsevne. Hvordan analyserer, beskriver og koger man så meget musik ned? Er det en test? Hvem blinker først? Det blev ikke ORM.
Hver af de 4 lange sange er opdelt i faser. De 4 faser, som er det overordnede omdrejningspunkt på Intet – Altet. Den ubekymrede ungdom, voksenlivet med dens byrder og erfaring. Overgangen til det ORM beskriver, som en periode som asketisk eneboer. Og endelig den sidste rejse. Mod hvad? Det kan man vist selv tolke på. OK, det er døden. Men, er der mere? Nej (det var så min egen konklusion).
Inden man når ud på den sidste rejse, er der dog masser af indtryk, at tage ind og liv at leve. “Floden, som kan skabe” åbner brusende. Pladens barndom er overstået, hormonerne bobler og man er i sine følelser og lysters vold. Lader sig rive med af og i oprørte vande. Man synes, at man begynder at kunne regne ORM fremgangsmåde og opbygning, med vekslen mellem ro og rusken, ud.
Men ORM har luret, at forudsigeligheden ligger på lur. Nummeret bremser op, men i stedet for den forventede acceleration, bremser ORM sangen endnu mere op. Holder vejret, inden sangen slippes fri i den eksplosion man havde ventet lidt tidligere. Det bliver det ikke mindre effektivt af.
Detaljer dukker op i den velafbalancerede produktion, et ekko af en smuk og rolig melodi i baggrunden, mens musikken ulmer afventende i forgrunden. Inden den sidste bølge skyller ind over en. Er der gået et kvarter, tyve minutter? Pludselig tager man sig selv i at være fortryllet, indhyllet, skyllet væk. Taget af understrømmen eller en tidevandsbølge.
Den efterfølgende “Trance, Floden som kan lede” er 20 minutters instrumental metalterapi. Der lægges mere afventende og tilbagelænet fra land, en ro har indfundet sig. Måske også en føles af mæthed? Er man og ORM blevet mat og sat, her hvor vi runder halvvejen? Noget ulmer stadig. En underliggende uro. En snert af vemod sniger sig ind. Sagte melankoli. En overraskende nænsom og smuk melodi.
Trancen ændrer sig. En midtlivskrise? Der skal ske noget, inden det hele er slut. Sangen vokser. Spreder vingerne ud mod slut, så man kan mærke suset og opdriften. Det er sanseberusende flot. Man kan næsten få en lille åbenbaring eller vækkelse…
Bandet har ladet sig inspirere, og taget udgangspunkt i salmer og legender. Ikke nyt territorium for de ambitiøse bornholmere, som tidligere også har berørt de lokale bornholmske legender og sagn i deres musik.
Samtidig er albummet og dens “koncept” også en spejling af bandet egen rejse. ORM var By The Patient da de var unge. Transformerede til ORM, og har med tiden også vandret fra dødsmetallen til noget med flere facetter. ORM er også sort metal. Storladent. Heavy. Hvor langt kan de tage udviklingen? Hvad er slutpunktet, er der et, eller kan bandet fortsætte ud i evigheden?
Døden, for ORM og os alle, kommer. Det er et uundgåeligt faktum ved livet, alt og intet.
“Mod Døden” er pladens afslutning, men ikke et endegyldigt punktum. Det er “mod” døden og ikke selve døden. Musikalsk kan man mærke det ved, at sangen indledningsvis lyder, som om den sidste dramatiske rejse er nært forestående. Livets efterår har sneget sig ind på os. Stormen begynder at ruske. Hvor ender det hele?
“Fra dyden // Mod døden // Floden, som kan skabe // Floden, som kan lede”, lyder de sidste ord på Intet – Altet.
Det går op og ned. Hverken udpræget mørk eller lys. Gråzoner. Det går op og ned livet igennem.
ORM er insisterende. De er komplet frygtløse. Der er ingen kompromiser. Det kunne i mindre kompetente hænder nemt være blevet en vulgær, overgjort og selvfed omgang. I stedet sidder man tilbage med fornemmelsen af, at have været i audiens hos nogle metalmestre.
De tvinger dig til, at lytte og bevare koncentrationen. ORM går på mange måder mod strømmen og tidsånden. Her er ingen leflen for hverken lyttere, streamingalgoritmer eller hurtige lyttevaner.
Skal man komme med en diskret kritik, kunne man, måske med rette, påstå at ORM ikke viser decideret nye sider af sig selv. Det er på mange måder dobbelt op på Ir(2019 albummet), der indeholdt 2 numre fordelt på 50 minutter. Inter – Altet er Ir XL, mere af det samme, bare i større format. ORM opererer ikke med less is more her…
Intet – Altet er intimiderende. Man bliver fyldt op. Men, man føler sig også tom. Eller føler man, at man stirrer ned- og ind i sin egen følelse af tomhed? Måske er det en plade, som har ramt mig på et lidt forkert tidspunkt, eller netop det helt rette?
Det er ikke en nem plade eller lytteoplevelse, men den føles nødvendig og vedkommende. Om man vil eller ej, ORM vil fortælle dig noget om livet og døden. Alt og intet.
Af Ken Damgaard Thomsen
