Ahh ja, Orcas. Lad mig bare få det på bordet fra start, jeg er ikke den store fan af det danske beatrock band, det er sgu en snas for fjollet for min smag. Omvendt har jeg kun været udsat for trioen på plade og videoer, så det kunne jo være at en liveoplevelse ville vende op og ned på min opfattelse af bandet.
Klokken 00.15-ish traskede trekløveret Oscar, Magnus og Thomas på scenen og så var der ellers dømt dansksproget dansefest for alle pengene. Der blev lagt energisk fra land med Hjem Til Sydfyn, med et hav af benspjæt til følge, specielt bassist Magnus havde godt gang i venstre benet, det var sgu meget underholdende, på sådan en lidt spøjs facon. Nå, men det var med benspjæt und alles, en underholdende åbning på koncerten, og en god indikator på hvad resten af koncerten ville bringe.
Spilletiden er generelt en kende begrænset på Gutter Island, så skal man nå meget mere end 6-7 sange, så skal de enten være korte eller så skal man ikke snakke for meget mellem sangene. Så trioen hastede videre med Nu Jeg Høj, som blev introduceret som en sang fra bandets kommende album. Og der var ikke noget nyt under solen, til glæde for det store fremmøde af feststemte Gutter-folk. En Sky Af Tung Røg tog over, og holdt stemningen høj foran scenen, hvor der blev danset og festet til et yderst velspillende orkester, der viste sig fra deres fineste side og gav alt hvad de havde.
Jeg Er Ikke Din Far bød på et kortvarigt guitar udfald, men det tog bandet i stiv arm, så mens forsanger og guitarist Oscar fik fikset gearet, spillede rytmesektion upåvirket videre, ikke noget med at stoppe her. Og måske for at smide en mindre payback til udfaldet, bød efterfølgende nummer på VM i guitarlir, er ikke helt sikker på titlen, men det var vidst noget med en telefon, ja, man kan jo ikke få det hele med.
“Hvor meget tid har vi?” lød spørgsmålet fra forsanger Oscar, før Den Farligste Mand blev smidt i hovedet på publikum, der stadig ikke var kørt trætte, næ, energien foran scenen fulgte meget fint den fra scenen, meget imponerende. Så troede jeg at det var det, men overraskende nok, var der lige tid nok tilbage, til at få klemt et par Tunge Sten ind, som rosinen i pølseenden. Langt fra en favorit i min bog, men den klarer sig noget bedre live end på plade, og den var vidst også en anelse kortere end de 6 minutter og 50 sekunder studieversionen er, og det gjorde absolut intet.
Herefter var der til gengæld heller ikke et sekund mere spilletid til Orcas, tror som nok størstedelen af publikum sagtens kunne have klaret en halv time festlig beatrock mere – omvendt måtte bandet stoppe mens legen var god, men de lignede ikke nogen der havde decideret lyst.
Alt i alt, leverede Orcas det som publikum forventede, nemlig en velspillet, energisk, underholdende og skæv fest, med velkendte toner fra den danske 60’er scene og et band der brænder for at spille musik og nærmest lyste af spilleglæde. Ingen tvivl. Men, blev jeg omvendt? Nej, ikke rigtig. Jeg kan sagtens se og høre hvorfor mange er helt tossede med Orcas, de har alt der skal til for at skabe en fest; finurlige tekster, gode melodier og en besætning med karisma og talent. Men samtidig bliver det stadig lidt for fjollet for mig, og referencerne til den danske 60’er scene og måden der bliver sunget på, har jeg det lidt svært med. Dog var liveoplevelsen længder bedre end studieindspilningerne, ingen tvivl.
Når det er sagt, må jeg smide mine meninger og holdninger langt ud i Storstrøm, og bedømme bandet for deres indsats og præstation denne lørdag nat. Done. Koncerten var klart over middel, bandet leverede fornemt og fik publikum med. Dog var der lidt tekniske udfordringer, tiden virkede til at småstresse bandet en smule og de formåede ikke helt at få Gutter til at lette. Men det var en gedigen indsats og må derfor nok skuffe min medskribent Ken, der tidligere gav festivalens måske største 4 stjerner til Yahowa – for dem står der nemlig Orcas på nu.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde