Orange Monks viser, at de har mange solide indie pop/rock-sange i gemmerne, men ikke så mange der brager igennem på Long Lost Songs, som dog gemmer på et par pletskud.
For et par år siden var Troels-Henrik ude med store roser til Orange Monks’ Deadstock-udgivelse. Long Lost Songs er, som titlen måske antyder, en samling sange, som har det til fælles at de har ligget i digitale skuffer eller på andre måder har været lidt glemte og ikke fundet plads på tidligere udgivelser – her er også versioner af numre der også var at finde på Deadstock. Det er måske også med til at gøre udgivelsen mindre skarp end Deadstock var.
Det betyder nu ikke at det ikke er godt, for Orange Monks (som egentlig er et énmands-band bestående af Henrik Astrup, som har fået hjælp af gæstemusikere) er grundlæggende rigtig dygtige. Udtrykket er også ret nemt at finde sig hjemme i, hvis man er til amerikansk lofi indie-pop/rock. Det er hele tiden veludført og produktionsmæssigt leges der med relationen mellem det skrabede og det storladne.
Når det lykkes, er Orange Monks også bedst, mens det andre steder ikke helt slår gnister. For eksempel på coveret af ‘The Book of Love’, som lukker albummet. Det er fint udført, men det er ikke just fordi, der mangler coverversioner af The Magnetic Fields-nummeret, og Orange Monks’ version føjer ikke noget afgørende nyt til udtrykket. Omvendt er det selvfølgelig også på en udgivelse som denne det giver mening at finde plads til den.
Der lægges ellers stærkt fra land med ‘Flower’s Grave’ med det dunkle western-agtige udtryk, og de diskret fængende ‘Match for the Fire’, der hver især fint showcaser Orange Monks’ dæmpede, men ind i mellem ganske detaljerede univers. De to højdepunkter undervejs er dog i mine ører ‘Karoshi’ og ‘Waterfront’, der falder på hver sin side af midten på det 55 minutter lange album.
‘Karoshi’ har en insisterende rytme, der lyder lidt henad et hjerteslag, fængende guitarspil, og en dynamik, der ellers er lidt en mangelvare undervejs. Og så er kor-stykket to die for. En lille perle. ‘Waterfront’ er også en fængende lille sag, hvor diskret kor også bruges til at skabe stemning og løfte kompositionen, der ellers er ret enkel.
Omkring midtvejs er der en mere stillestående periode, hvor det simpelthen fremstår mere ensformigt i udtrykket, selv om der er en fin detaljeringsgrad i instrumenteringen. Ind i mellem virker det lidt køligt i udtrykket, måske fordi Astrup selv har stået for de fleste af instrumenterne. Den lidt distancerede vokallevering på for eksempel ‘Goldfish’ (som ligger før midten), ‘Cassette’ og ‘I’m Still the Same’ gør ikke noget for at fange min opmærksomhed (trods begge sange også har kvaliteter), men så er det til gengæld et herligt træk at ‘Goldfish’ har en velplaceret messingblæser, der løfter nummeret. Den næsten soulede, tangentbårne ‘Soft Souls’ har også gode ting kørende for sig, men de fem minutters spilletid virker for lange, mens ‘Foot in the Door’ er bygget på et fint fundament, men ikke rigtig rykker videre derfra.
Måske er mængden af sangene også et problem? For hvor Long Lost Songs viser at Astrup har et solidt bundniveau som sangskriver, så er der til gengæld også for få sange, der skinner – det havde ikke været et problem på en EP med fire eller fem numre, men med 13 numre begynder begrænsningerne i udtrykket at træde frem. Måske derfor går jeg også lidt kold i den sidste tredjedel af albummet, hvor ‘Mycelum’ dog rammer lidt af samme stemning som ‘Waterfront’, mens den tangentbårne ‘Scent of You’, der lyder lidt henad Ryan Adams light, og ‘Humdrum’, der lyder som en nedbarberet udgave af Psyched of Janis, går relativt hurtigt i glemmebogen – dog point for den fine tekst på sidstnævnte, som behandler det der gammelkendte tema med at blive forladt af én, som endda nu er sammen med ham der den succesrige fra The William Blakes… Og så er vi tilbage ved ‘The Book of Love’.
Der er egentlig mange positive ting at sige om Orange Monks’ musikalske univers, men det er som om formen, med at hive sange fra gemmerne frem og sætte dem sammen på et album, ikke fungerer helt godt. For mange af sangene minder om hinanden i stemning, tempo og komposition, og det gør at albummet både er og virker langt at komme igennem. Der er dog rigeligt med kvalitet til at sikre 3 pæne stjerner – og jeg ville ikke tøve med at tjekke en kommende Orange Monks udgivelse ud.
Du kan finde Orange Monks på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
