Så gik der 2 måneder og vi prøver igen, at samle op på nogle af de mange, mange plader der er udkommet i udlandet, denne gang i perioden marts-april. Plader som vi af prioriteringsårsager ikke når at anmelde, men alligevel synes skal have nogle ord med på vejen.
Konceptet er, at undertegnede prøver at samle en ordentlig bunke navne, fra forskellige genrer og af forskellig størrelse ved, at kigge på hvad der udkommer, ud fra hvad andre medier skriver om og hvad vi selv får tilsendt. Jeg mangler stadig en overskuelig kilde på undergrundsudgivelser, men det er måske svært helt at følge med der, når vi skal nå alt det andet – så der har vi stadig nogle huller.
Udgivelsen får ét lyt, ingen stjerner eller anmeldelse, men mere et kort, hurtigt førstehåndsindtryk og så en bedømmelse a la “har jeg lyst til at høre den igen/gå i dybden med den?”.
GO!
Grandaddy: Last Place
Grandaddy er et af de der 90’er indie anmelder/feinschmecker navne, som jeg aldrig rigtig har lyttet til, men nu er de altså tilbage med et nyt album her 25 år inde i karrieren. Last Place er deres første album siden de gik på pause i 2006.
Om der er sket det store og hvordan udgivelsen kan måle sig i forhold til bandets tidligere materiale, har jeg naturligvis lidt svært ved at bedømme. Men, er du til tilbagelænet, velspillet og afslappende indie-rock, så er det her en behagelig, om end lidt udramatisk, omgang.
Genhør: Mjah, måske jeg hellere vil spole tilbage og starte forfra med Grandaddy, men som appetitvækker fungerer Last Place fint.
Minus The Bear: VOIDS
Og direkte over til en genre-hybrid, som jeg er lidt varsom med at indtage for store mængder af: math rock. Amerikanske Minus The Bear er nået til 6. album siden 2001, og er heldigvis temmelig præget af indie-rocken også, så det ikke bliver for hakkende og spruttende.
Man aner også lidt af Seattle-vemoden i bandet ellers lyse og pågående lyd, det er måske stadig ikke noget jeg ville sætte på til daglig, men det er heller ikke noget der får mig til at løbe skrigende bort.
Genhør: Jooh, det kan ikke udelukkes!
Sleaford Mods: English Tapas
Fra Seattle til Nottingham, hvor der serveres engelsk tapas. Medmindre det er slang for noget sexy eller ulækkert, så er det dælme en lam titel, en der får mig til at tænke på Lars Hjortshøj og hans “jyde tapas” joke (det er landgangsbrød). Nuvel, det har jo ikke noget med noget at gøre!
Duoen spillede på et eller andet ukristelig tidspunkt på Roskilde sidste år, hvor jeg var tjekket ud. Mentalt og fysisk. Ville ellers gerne have set dem, for syntes deres minimalistiske arbejderklasse punk + “diverse” lød interessant.
English Tapas byder, som titlen måske antyder, som små hapsere, hvor der er lidt for enhver smag. Punk med elektro, rap/hip hop, spoken word, rock og alt muligt mere eller mindre skævt. Det er lidt af en rodebutik, men det fungerer rigtig godt og lyder… fedt!
Genhør: Helt klart, der er mange indtryk at tage ind, og det meste smager af mere.
Temples: Volcano
Så er det tid til et skud synth/drømme-pop fra hypede Temples, eller det var de i hvert fald for nogle år siden, da deres debut Sun Structures udkom i 2014. Selvom de havde noget mediebuzz rundt omkring var det dog som om, at de lige manglede at slå det sidste hul igennem.
Kommer det så nu med Volcano? Mjaaaah, altså, hvis en stor del af verden er meget sultne efter hvad der lyder som slut-60er drømme-pop badet i synth sol en masse, så er det da muligt. Jeg ved sgu ikke helt, det lyder som end flot, stort og lyst, men også en kende syntetisk og fesent.
Genlyt: Naaah, det tror jeg ikke
Bush: Black and White Rainbows
UARGH, OK, hvorfor spiller de stadig sammen og hvorfor udkommer der plader som denne her i 2017?! Man bliver jo helt deprimeret, så lad dog være!!
De er omtrent 3 ½ minut fra, at give så meget op at de lyder som Train. FESEN POP.
Genlyt: Jeg vil hellere styrte på cykel
Circa Waves: Different Creatures
“Fire That Burns”, jeps, det er der et nummer der hedder på pladen, og vand er vådt. Nå, energien har de unge briter da, men, der mangler et eller andet for mig i deres ungdommelige rock? Noget nerve? Nosser? Noget grimhed? Mere fare på færde? Det er ikke ild man sådan rigtig brænder nallerne på.
Var du fan af Liverpool bandets første album, eller bare fan af genren, så synes jeg dog roligt man kan give det et lyt og se om det er noget for en.
Genlyt: Nååårh, næh
Havok: Conformicide
Hah, det lyder som sådan en titel et ungt metalband ville finde på, hvis de skulle finde på noget der lød “metal” og “samfundskritisk”. Nuvel, “POLITICAL CORRECTNESS IS A SOCIAL DESEASE”, vræles der på åbningsnummeret “F.P.C”. Det lyder, på en fed måde, som Megadeth møder Suicidal Tendencies og begge har drukket ungdomseleksir.
Hey, kendte kun Havok af navn inden, men det er sgu’ da ret fedt det her? På sådan en lidt “90er metal dum-kikset, men alligevel clever” måde.
Genlyt: Helt klart, den ryger i bunken
Hurray For The Riff Raff: The Navigator
Dem havde jeg et godt øje til op til Roskilde Festival sidste år, så fik dem, naturligvis, kun hørt med at halvt øre fordi jeg fik afledt mig selv med et eller andet vigtigt. Nu har jeg så også hørt dem blive spillet på P6 Beat, så det var måske endnu et af de navne, som Roskilde fangede i opløbet?
Anyway, stilen er delta-blues New Orleans style, folk, americana-rock, sådan cirka, selvom der er rødder til Puerto Rico via Bronx, New York. Så mange strømninger! Hvilket også kan høres på The Navigator, men på den fede måde, hvor det virker rigt, organisk, inspireret og fyldt med det der “sjæl”.
Så er det vist på tide, at de bliver større.
Genlyt: Ja
Laura Marling: Semper Femina
Laura Marling har måske haft mest succes i hjemlandet, England, men da har den stadig unge sanger/sangskriver (og hendes guitar) til gengæld også haft stor succes de seneste 5-7 år, og det er helt fortjent. I hvert fald bedømt ud fra hendes nye album, som er det eneste fra hende jeg har hørt.
Bevares, det bliver måske lige lovlig tyst og minimalistisk over en hel plade, men Marling har en særdeles behagelig og flot vokal, og skriver kort og godt gode, lytteværdige folk-numre af den helt klassiske slags.
Genlyt: Jo, når man trænger til en rolig hyggestund måske?
The Magnetic Fields: 50 Song Memoir
Eller rettere Selection from 50 Song Memoir, for det var det jeg kunne finde på Spotify. 16 ud af de 50 numre der udgør The Magnetic Fields nyeste koncept album, hvor forsanger Stephin Merritt har skrevet et nummer for hvert af hans leveår.
Det giver, naturligt nok, noget af en rodebunke og mange forskellige musikalske udtryk, men det er aldrig kedeligt og der er del sjove indfald, som “68: A Cat Called Dionysus”, der handler om en kat der, ja, hedder Dionysus, eller “81: How To Play The Synthesizer”, hvor Merritt med robotklingende levering på en synth bund simpelthen synger om, hvordan man spiller på synthesizer.
50 numre er, naturligvis en ordentlig mundfuld, og for meget, ligesom Merritt’s stil nok er en smagssag, men det virker helt overlagt og som en del af konceptet.
Genlyt: Måske ikke ud i et, men spredte hapsere, jo, hvorfor ikke?
The Shins: Heartworms
Så står den på indie-pop der lyder opløftende, men sikkert ikke er det! James Mercer og co er tilbage med deres første album i 5 år, og selvom der måske ikke er noget særligt nyt under indie-solen, så er det faktisk en bundsolid udgivelse.
Sådan en, hvor man fanger nogle fine formuleringer hist og her, spækket med luftige melodier, der glider ubesværet ned og jævnligt går lige i hygge-vippe foden. Behageligt, om end lidt udramatisk.
Genlyt: Tjo, jaaa, hvis jeg lige får tid og husker den findes?
Conor Oberst: Salutations
“Tried some bad meditation, sitting up in the dark”, så er Conor Oberts i gang med at knirke, klage og lide sig igennem første nummer på hans 8. studiealbum. Det er sgu kvalitets country-cana folk, men 17 numre og en spilletid på næsten 70 minutter er lidt af en omgang.
Men OK, så længe man har noget på hjertet og melodier og sange til at bakke det op, så er det jo ikke skidt med meget materiale. Og det har bbertsten heldigvis, det er rigtig, rigtig godt det her – men også noget, der kræver flere lyt at tage ind og fordøje.
Genlyt: Ja, det er jeg vist nødt til for, at få det fulde udbytte
Obituary: Obituary
Selvbetitlede albums signalerer ofte “det her er hvem vi er” eller en form for gøren status. Obituary lyder da også som Obituary på dette deres 10. album. 10 gange amerikaner død fordelt på 33 minutter, BANG!
Absolut intet nyt under den sort sol, men det virker energisk og på ingen måde uinspireret, så der findes da langt, langt værre måder at bruge en halv time på. Så eventuelt nye lyttere kan da også springe på her og arbejde sig bagud i bandets katalog!
Genlyt: Den ryger på listen
Real Estate: In Mind
Så skal vi læne os lidt tilbage igen, amerikanske Real Estate er aktuelle med deres fjerde album, det første uden guitarist og med-grundlægger Matt Mondanile, der forlod indie/jangle/dream-pop gruppen da indspilningerne begyndte. Hvor meget det betyder for deres lyd, tør jeg ikke sige, det er ikke et band jeg har dyrket, men kun kender perifert.
Men det er da total chillan’ nice nok det her, lige til at sætte på, hvis man har smidt sig i skyggen en lummer sommerdag.
Genlyt: Jo, på en varm sommerdag, tak!
Spoon: Hot Thoughts
Endnu et band, som jeg aldrig rigtig har dyrket, men kender af omtale og spredte numre – men ved mange er glade for dem. Og at en hel del var skuffet over denne plade, ja? Eller hvad, jeg synes jeglæste nogle ret “meh” anmeldelser, men Metacritic har den på 82 procent – det er da mere end pænt?
Nå, kan jeg så lide det? Ja?! Det er da mægtig fint lige umiddelbart, men er jo heller ikke belastet af, at kende deres tidligere plader. Det virker ret syntetisk/synth baseret, er de normalt det? Ikke at det gør noget, men det er måske det der er faldet nogen for brystet?
Craig Finn: We All Want The Same Things
Udover at være frontmand i The Hold Steady også gang i en solokarriere, således er dette tredje album i eget navn. Der er sgu lidt “hvis Bruce Springsteen og Bob Geldof fik et lovechild der sang halv-fordrukken punk” over Finn – på godt og ondt.
Blandingen fungerer egentlig fin, den er ret storyteller båret, og historierne der fortælles er som end ganske lyttevenlige, men der mangler måske lige den sidste melodiske krog inden sangene sætter sig helt fast.
Genlyt: Altså, jeg nyder hans selskab, trods manglerne, så det vil jeg da ikke udelukke
The Jesus and Mary Chain: Damage and Joy
De er tilbage! De to vrisne, nu halv-gamle støj-rock pionerer, efter en pladepause på 19 år! Ja, sidst de gav lyd fra sig gik folk og sang med på “I’m Horney” af Mousse T. Lækkert.
Brødrene gnavpots form virker fin, i hvert fald ikke rusten eller ugidelig, på Damage and Joy, lidt emo titel, men så heller ikke mere. Her spiller bandets tidligere bedrifter og højdepunkter nok også ind, og forventningerne efter så lange en pause, det er svært at leve på til.
Det virker måske bare en kende overflødigt? Jo jo, hvis man vil kalde sig et aktivt band og stadig tage på tour, så må der jo nyt til engang i mellem for at retfærdiggøre det, men… ja…
Genlyt; Hva? Nååårh, tjaaa eh…
Pallbearer: Heartless
Så skal vi have noget doom, bare af den lidt for pæne slags. Pallbearer fik godt hul igennem med Foundations of Burden fra 2014, men nu synes jeg godt nok det bliver lige pænt og poleret nok.
Bevares, der er nogle virkelig flotte, atmosfæriske guitarpassager, og Brett Campbell i front synger, alt efter smag og behag, også godt, selvom vokalen går mig lidt på nerverne i længden. Det helt store spørgsmål er dog, er det her overhovedet et godt album?
Tror sgu’ ikke jeg kan lide det…
Genlyt: Næh, ellers tak
Steve Hackett: The Night Siren
Titlen siger egentlig en del om dette Steve Hacketts 25. album, det er prog-rock, der lyder som om det hyler og gjalder ud i natten, som et guitar-baseret soundtrack til nordlys, eller stjernehimlen.
Der er også noget lidt eventyrligt over lydbilledet, eksempelvis åbningsnummeret, “Behind The Smoke”, der lyder som et rocket, majestætisk flyvende lydtæppe der har noget 1001 Nats Eventyr over sig. Eller bare noget mellemøstligt/arabisk.
I den efterfølgende “Martian Sea” er eventyret så flyttet til, ja, Mars, men lyder som om det kommer fra soundtracket til Flash Gordon. Det er sgu’ lidt tacky og kitchet det her, men bestemt veludført, selvom knap en times spilletid er lige i overkanten.
Genlyt: Ah, joh, hmm…
Body Count: Bloodlust
All these people out here tripping off police brutality like this shit is something new
Give me a fucking break
I’ve been talking about this shit for over 20 years
And now you can kill a motherfucker just because of how he’s dressed
Are you fucking serious
Sådan indleder Ice T Body Count’s nye single “Black Hoodie”, fra deres aktuelle, og roste, album Bloodlust, der lige er udkommet. Ikke meget har ændret sig siden gruppen udsendte debuten, og rap/metal klassikeren, Body Count i 1992 (ja, den med “Cop Killer”) – jo, det skulle da lige være til det værre!
Ice T og co lyder mere tændte og pissed off end længe hørt.
Genlyt: Yes, den er dope!
British Sea Power: Let The Dancers Inherit The Party
Halløj, så er der lækker britisk indie! British Sea Power har efterhånden eksisteret i 17 år, så det er måske ikke ligefrem overraskende det de leverer på deres nyeste, crowfundede, album. Men det er sgu’ godt håndværk og lyder både inspireret og frisk, så ikke meget at brokke sig over der.
Der er også noget tidløst over denne form for indie/alt. rock som badnet gør sig i, der bare fungerer rigtig godt, som eksempelvis illustreret ved de to glimrende singler “Bad Bohemian” og den lidt skæve, men boblende “Keep On Trying (Sechs Freunde)”.
Genlyt: Jeps, det her kan jeg godt klare mere af
The Mavericks: Brand New Day
Yiiihaw, Thomas Treos favorit tex-mex band! Jeps, Ekstra Bladets infanterible anmelder trold giver dem altid skide gode anmeldelser, og jeg har undret mig, for jeg forbinder dem udelukkende med 90er hittet “Dance The Night Away” – og har ikke taget mig tid til, at lytte til andet.
Det var nok en fejl, for er du til levende, rørig, traditionel men ikke stiv tex-mex americana whatever, så er det her virkelig, virkelig… glimrende?! How about that! Det er da lige til, at blive i godt humør af, uden at det bliver lalleglad eller fersk.
Genlyt: Absolut, og skal også have tjekket bagkataloget ud
Warbringer: Woe To The Vanquished
Så må vi hellere få et skud TWASH MÆDAL igen. Warbringer, med et navn som dette, så er forventningerne godt skruet op fra start. Og hvis de forventninger indebar fuld fart frem hærg og ødelæg thrash, så lever Warbringer fuldstændig op til det.
Melodierne er dog ikke glemt, så det er ikke ren tonser bersærker gang, stedvis er der også plads til ganske episke opbygninger og udflugter, men ingen tvivl om, at bandet er kommet for at gå i blitzkrig.
Genlyt: Sure, why not, det er sgu’ meget fedt det her
The Big Moon: Love in the 4th Dimension
Halløj, hvad er det her? Jeg faldt lidt tilfældigt over det her, da jeg kiggede bunken af nye udgivelser igennem og tænkte, det giver jeg lige et skud. Det var bestemt ikke en fejl, det er 4 kvinder der spiller sej, well, indierock er det vel? Med masser af melodi, lidt støj, sej, halv-dyb vokal og en vel i bund og grund lidt start 90er alt. rock vibe?
Og så kan bandet bare skrive ørehængere, albummet er spækket med catchy melodier og numre der bare går lige i blodet med det samme. Læg dertil lidt London cool attitude og vi har noget der fungerer rigtig, rigtig godt. Bare det nu ikke ender med, at blive hipt eller noget andet ulækkert!
Genlyt: Ja tak, det rammer da lige som det skal
Cold War Kids: L.A. Divine
Mere indie, og nu er vi ovre i den hippe boldgade, eller Cold War Kids havde da i hvert fald en del hype og hipness over sig engang, ved ikke om den nu er forduftet, fordi vi er nået et dusin år ind i karrieren og er på album nummer 6.
Vi kommer rigtig fint fra land med den fængende single “Love Is Mystical”, et rigtig radiohit, men også et der er lige på grænsen af at blive så lyttevenlig at den smutter lige igennem. Og så begynder problemerne lidt at melde sig, for synes godt nok det hurtig bliver noget glat og forglemmeligt at lægge ører til.
Man får sådan en lidt halv-klistret og kvalm-sød smag i munde.
Genlyt: Naaah, det er sateme hurtigt det bliver træls at lytte til
Father John Misty: Pure Comedy
Måske årets mest ventede, ikke hip hop, udgivelse? Og et album jeg, tydeligvis forgæves, har forsøgt at styre udenom, fordi jeg var ved at tage en overdosis Misty et års tid efter udgivelsen af I Love You, Honeybear. Havde egentlig håbet på en længere pladepause, eller at næste plade ville hedde noget i retning af Death of Misty – det ultimative tæppefald for fidusmageren!
I stedet lader det til at crooner/troll Josh Tillman har taget en mere seriøs version af Misty masken på og nu, i endnu højere grad, forsøger at bruge den opnåede platform og karakteren som talerør for noget større og mere end røverhistorier, svampetrips, afsporede kærlighedssange og selv udlevering/iscenesættelse.
Så nu skal man pludselig tage komedien alvorlig? Det er en balancegang, men selvom jeg egentlig ikke var klar, eller have lyst til, mere Misty, så faldt jeg alligevel for fristelsen. Og må indrømme, at jeg synes det er ret godt. The thrill and fun er lidt gone, men teksterne er stadig stærke, og når de rammer plet, så rammer de virkelig PLET.
Pladen ender dog med, at være alt for lang og mangler nogle af de appetitlige melodier, der fik skidtet til at glide ned på de første to albums. Og så ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal stille op med Misty figuren, nu den første fascination har lagt sig.. det er som om den ballast den kommer med, tynger budskaberne lidt.
Genlyt: Det er jeg vist nødt til, der er simpelthen så mange ord at fordøje
Future Islands: The Far Field
NU bliver det i hvert fald lidt hipt, Roskilde Festival og P6 Beat hipt! Men jeg synes egentlig det er hipt på den fine måde, og hypen er fortjent. Det bliver nok ikke mit favorit band, men jeg kan sagtens høre hvorfor nogle folk bliver helt forgabt i det her alt. rock/indie/drømme pop sammenkog.
På en måde har Future Islands med deres lyd ramt noget i tiden, nogle af de mere populære strømninger og fået det sat sammen til noget, der lyder som deres eget. Vokalen er også ret karismatisk og har noget både velkendt og originalt over sig. Nå ja, og så kan de rent faktisk skrive gode sange, så en masse af det der “skal til” for at blive rigtig store er ligesom på plads.
Genlyt: Mmm, jo, der venter jo en Roskilde forude!
Incubus: 8
Nå, they are still around? Det seneste Incubus album jeg har hørt er A Crow Left Of The Murder som er fra… 2004?! Hold da op. 8 er bandets 8. plade, så de scorer ikke ligefrem plusser for originalitet.
Det gør musikken egentlig heller ikke, det lyder som Incubus, der er et par solidt rockende numre som “No Fun” og “Throw Out The Map”, hvor det rykker ret godt men også en hel del halv-fesen “blah” numre. Brandon Boyd har dog stadig en alsidig og stærk vokal, så det meste er til at holde ud at lytte til, men i alt en plade sådan på det jævne.
Genlyt: På det jævne er nok ikke helt godt nok til, at jeg gider lytte mere
Greta Van Fleet: Black Smoke Rising
Så for satan, retro-rocken, eller bare rocken generelt, var stadig ikke død! I hvert fald har amerikanske Greta Van Fleet fået damp på kedlerne, endda med en EP, dem hører jeg ikke mange af fra udlandet. 4 numre, det er da lige til at gå til.
Ja, OK, nye landvindinger skal man ikke forvente, der er sådan lidt ekkoer af alle the usual Suspects, Led Zeppelin, Guns ‘n Roses, Lynyrd Skynyrd, The Black Crowes (som jo selv lød som alt muligt klassisk) osv. – men heldigvis kan de skrive sange, om end de ikke er synderlig originale.
Kan det her blive stort? Ja, helt klart, men det afhænger nok af om den spirrende hype forsætter og de kan positionerer sig i en overfyldt genre.
Genlyt: Det er en EP der svinger, det har jeg vist lige tid til… selvom de ligner nogle stylede emo-core kidz…
John Mellencamp: Sad Clowns & Hillbillies
Jeg tror ikke en mand der hedder Cougar til mellemnavn (kun Badger havde været bedre) kan lave noget, som er decideret dårligt? Det 23. album fra den amerikanske sanger og sangskriver der da også mere en driftsikkert leveret folk/americana/country/heartland rock af den helt traditionelle slags.
Men det fungerer, melodierne er generelt fine, det lyder som det skal, og knirker lidt de rigtige steder og Mellencamp lyder som om han har noget på hjertet. Mellencamp bakkes denne gang kompetent op af sangerinde Carlene Carter (der har varmet op for ham live), der giver mange af numrene nogle kontraster, ekstra nuancer og modspil med hendes flotte, klassiske country vokal.
Genlyt: Jo, jeg er vist blevet gammel nok til at nyde lidt Mellencamp af og til
Willie Nelson: God’s Problem Child
I’m Not Dead var åbenbart arbejdstitlen på Nelsons nyeste album, der lige nåede at udkomme inden han fyldte 84. Med omkring 70 studiealbums på samvittigheden og utallige andre udgivelser og projekter, så kunne man måske tro, at der ikke var så meget for den gamle outlaw at synge om?
Men der har jo været valg i USA og så er der det der med døden, som måske begynder at føles skræmmende tæt på. Willie lyder nu som om, at han tager det med ophøjet sindsro, men derfor kan man jo godt gøre sig nogle tanker. Stemmen er desuden nogenlunde indtakt, den lyder måske som om den mangler fordums kraft og luft hist og her, men alderen taget i betragtning, så lyder den imponerende velbevaret.
Genlyt: Mjoh, solidt udspil, men spørgsmålet er, om man tager sig tid til at vende tilbage til den?
Og så løb tiden på passende vis ud for denne omgangs kig på nogle af de mange, mange internationale udgivelser der landede i marts og april.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: The Big Moon, pressefoto
