Vejrforhold gør at søndagen ikke anmeldes. Men her kan læses nogle afsluttende tanker om festivalen, nogle musikalske anbefalinger og gode råd, hvis du selv skulle få lyst at besøge festivalen.
Som en sidste lille gave fra naturen i Island, rammer en storm landet. Da jeg kun havde tre navne på blokken til anmeldelse i aften og en Polo måske ikke er det mest vindstabile køretøj der findes, vælger jeg ikke at køre til Reykjavik. Det giver anledning til lidt refleksioner om Iceland Airwaves – links til reportager fra de enkelte dage kan findes nederst i artiklen.
Hvis man vælger at tage på Iceland Airwaves, så får man en ferie i to dele:
– en musikfestival og et besøg til et eksotisk, smukt land.
Den sidste del vil nærmest altid være en succes, og det har jeg vist allerede brugt rigeligt med spaltelinjer på, taget i betragtning at dette er et musik webzine. Medgivet; vejret har været godt indtil stormen (hvor er det for øvrigt befriende at være i et land, hvor man ikke giver storme fjollede navne!). Men som det fremgår af mine gennemgange af dagene, så er der nok at se og gøre…
Søndag på festivalen har man skåret det officielle program ned til tre spillesteder.
Det kan groft inddeles i en hal (hvor fx Mumford & Sons afslutter festivalen), et feststed med elektronisk musik/rap (hvis man lige vil have den sidste fest) og et sted med singer/songwriters som primært fokus. Det havde været sidstnævnte, jeg havde valgt hvis jeg var af sted.
Men lad os tage et kig på festivalen.
Det er klart, at når man har investeret i en festival, har man også et ønske om at den er god;
– det er som at skrive en anmeldelse af noget, man allerede har købt: Man vil jo nødig fremstå som dum fordi man har brugt penge på noget mindre godt, og taler dermed tingene op. Her prøver jeg at hæve mig over dette.
Rammerne
Idéen med en byfestival med mange, samtidige spillesteder er fantastisk! Jeg har nærmest ikke berørt det mere uofficielle program, men der har været mange ’spor’ man kunne følge – og oftere end ikke har jeg følt, at jeg har foretaget et eller flere fravalg i mine valg af hvilke koncerter, jeg er gået til. Der var oven i købet godt faciliteter alle steder, jeg kom.
Det er faktisk så godt, at jeg flere gange har luret på, hvad der skulle til for at man kunne gøre noget lignende i Danmark. De fleste byer ville nok kunne stille fine koncertforhold til rådighed – men der er også noget kultur, og det er ikke sikkert at for eksempel kirker i Herning ville synes, det var fantastisk med festivalpublikum. Men at man har alle koncertsteder inden for 5-600 meter gør at det hele er ganske overskueligt.
Som anmelder er der nogle ting, der kan undre lidt: at der er et media center, som dog ikke rigtigt yder nogen support til medier. For eksempel spurgte jeg til bedre billeder, end jeg selv kan levere med mit mobilkamera. Der var nemlig ofte rigtig mange fotografer til stede.
Den slags har man ikke tænkt på.
Ej heller er der et sted for anmeldere at sætte sig og anmelde. Heldigvis var der bløde møbler på Harpa og det er ikke noget stort problem. Men på SPOT har de da et sted, man kan sætte sig – også hvis man vil lave interviews.
Nå. Det er alt sammen lidt mindre vigtigt – tingene fungerer, og der er noget smukt over KISS-tilgangen.
Festivalen har en app, der kan være med til at skabe det overblik, der ellers kan være lidt svært at skabe sig. Heri er også off venue-koncerter og andre ting, der kan være interessante, såsom omtaler af alle bands. Det er ikke verdens mest stabile stykke software og det har en tendens til at være meget aggressivt med telefonvibratoren. Men det er smart, at man under festivalen kan få opdateringer på, at ét af spillestederne er fyldt og man derfor ikke behøver at gå forgæves.
Musikken
Med blot to undtagelser har der været ét fællestræk for alle de koncerter, jeg har været til:
– en høj intensitet fra scenen. Det virker til, at der er en kultur der er ganske afstemt mellem publikum og optrædende om at man er ’på’. Ikke noget ironiseret her, ikke nogen usikkerhed. Selvfølgelig findes snakkeklubben.is også, men det har ofte været på større venues som Gamla Bió, og der har det gjort mindre.
Jeg gør mig ingen illusioner om at være ’den der opdagede’ nogle nye bands. De har alle haft et mål af kvalitet. Dog er der nogle bands, jeg synes har stukket positivt ud og som jeg kan finde på at følge fremover:
We Made God leverede noget, man lidt friskt kunne kalde post-hardcore. For ingen tvivl kan herske om, at de trækker på hardcore-tendenser. Men der er også ryddet op i noget af det mere bøvede ved genren og selv om det kan virke lidt voldsomt, når man breder følelsesspektret ud fra den klassiske hardcore-vrede, er det en kærkommen tilføjelse der giver noget af den variation, genren ellers kan mangler.
For A Minor Reflection vil jeg også nævne. De har eksisteret længe, men altså uden for min bevidsthed. Men jeg er en kæmpe sucker for post-rocken og selv om For A Minor Reflection næsten er helt stereotyp i deres behandling af genren, så er der også bare dygtighed over projektet. I Danmark har jeg svært ved at pege på et spillende post-rock band ud over Eigengrau, så For A Minor Reflection er en dejlig tilføjelse…
Rythmatik viste sig også at være et særdeles fint, nyt bekendtskab. Det var ikke, hvad jeg troede det var. Men det er tydeligvis nogle unge gutter, der kan tage det her langt, afhængigt af hvordan deres udgivelse kommer til at lyde. Intenst, professionelt og med høj energi fremstår deres udskæring af rock helt som sig selv. Ja, det er ungt og kan minde om Weezer, Biffy Clyro eller noget helt tredje. Men det gør bestemt ingen ting, hvis det er den retning, rocken bevæger sig hen!
Tip of the hat kan også sendes til Torres og Godchilla som begge på hver deres vis havde noget at byde ind med som liveband.
Med undtagelse af to-tre koncerter var der altså pænt højt kvalitetsniveau. Det er svært at vurdere ud fra showcases, men fordelen ved disse er også (måske) at de bliver meget intense.
Arab Strap skuffede ikke og spillede godt en time. Jeg ville nok uddele fem stjerner, hvis jeg det havde været en ’normal’ koncert.
Gode råd, hvis du skulle have lyst at tage på Iceland Airwaves
Det er yderst anbefalelsesværdigt at tager på Iceland Airwaves. Og medtænker man, at man altså også får en eksotisk rejse med i, er det måske ikke så dyrt – når alt kommer til alt.
Man skal selvfølgelig tage af sted på netop denne festival, hvis man gerne vil opleve noget nyt, som ikke lige dukker op i radioen derhjemme. Men har man den slags lyster, så er det bare af sted: der er så mange ’spor’ man kan følge efter smag blandt de 200+ bands.
Her er nogle gode råd, hvis man gerne vil af sted…
…book værelse/hotel/B’n’B i god tid. Der er en sandsynlighed for lavere priser. Det var kun på grund af problemer med udløbende Visakort, at jeg ikke fik booket tids nok til at finde noget i byen.
…lav research på bands. Men vent gerne til den officielle spilleplan forelægger. Spotify-listen er selvfølgelig interessant nok og god til at skabe forventning, men fra dens frigivelse til festivalen når der at ske ting.
…tag varmt tøj med! Der er frostgrader om aftenen.
…og en rygsæk. En mangel er lidt garderober på de forskellige spillesteder. Det er klart, at det vil være bøvlet, men bare nogle knagerækker ved væggene havde været en fin service, så man ikke står med sit store overtøj til koncert. I rygsæk med det, og så er den løst…
…planlæg gerne dagtimerne. Igen; book en bil og kom lidt ud, tag en bus til Den Blå Lagune eller noget helt tredje.
…Hav en polstret tegnebog med. Det ER muligt at få god mad til nogenlunde rimelige priser (hvem har ikke brugt 150 DKK på mad på Roskilde og så stadig ikke rigtigt været mæt?) og pita, indisk, thai og andet verdenskøkken er ikke helt through the nose. Men det koster altså lidt.
…overvej om du ikke for én gangs skyld skal i taxfree i København på vejen og lige have lidt øl, sprit eller vin med. Det er jo festival, og alkohol er ikke hvad man kan kalde billigt i Island.
Og så er det bare af sted. De vender med garanti tilbage næste år med endnu et spændende lineup!
Af Troels-Henrik Krag
