Tyske ONCE I SAW A GHOST (de insisterer på at det skal staves med stort) vælter rundt i en rumlende manege fyldt med grindcore, metalcore, dødsmetal, hardcore og andet der kan larme. Desværre er der ingen “stur stur nummar” på pladen, blot et rabalder cirkus uden mindeværdige melodier eller særlig meget finesse – så du skal virkelig være fan af genren for at tjekke det her ud.
Det er jeg tilfældigvis ikke, så det følgende er naturligvis med det forbehold i mente. Det forhindrer mig dog ikke i at have ører – og de virkede ikke specielt begejstrede for det de blev udsat for. Havde det så bare været ondt og larmende, på en ondsindet måde ( f.eks. som The Psyke Project), så havde man haft noget at arbejde med. Men OISAG er for undertegnede blot hul rumlen og bumlen, uden specielt mange højdepunkter.
De skriver selv, i deres temmelig omfangsrige pressemateriale, at: “OISAG has the guts to create Metalcore which is not trendy because it has balls and because it’s brutal so mean riffs can be followed by groovy breakdowns and so on”. Hm, javel ja, efter en del gennemlytninger af de 9 numre, fordelt på omkring 40 minutters spilletid, så vil jeg mene, at man skal være ualmindeligt tyndhudet, hvis man synes OISAG er særligt “brutalt” – de prøver bestemt at lyde sådan, men det er noget andet, end at de lykkes med det.
Det er ikke fordi de er komplet håbløse bag instrumenterne, de har bare alt for travlt med at virke verdammt grumme, og hamre og baske sig igennem sangene, til at det giver mening for mig. Der er enkelte passager i de fleste numre, hvor der er antydningen af noget der kunne være blevet godt eller interessant, men de tændte tyskere når desværre hele tiden at falde over hinanden, inden de når videre med de velfungerende af de mange idéer. Det er kort sagt noget rod, både som album og de enkelte sanges mini kosmos. Masser af brag, men ikke den slags der skaber fagre nye verdener.
Åbningsnummeret “Primordial Progression”, er næsten det, der fungerer bedst for mig på Architects Demise, her holder de det nogenlunde enkelt, og især er de korte savende guitarriffs ret fede. Frontmand Jon McIntyre brøler sig igennem nummeret som en ægte neandertaler, hvilket er hans grundindstilling på vokalen det meste af albummet, det er vel så smag og behag om man synes om den stil. Hvad jeg dog har svært ved at rumme, er hans tilbøjelighed til at hvine som en stukket gris i tide og utide, mest det sidste. De første mange gange kom jeg til at smågrine under hans spontane grise-lyde, men efterhånden er smilet stivnet lidt. Ufrivilligt komisk, for formoder de selv synes at det lyder echt geil?!
Der er masser af temposkift pladen igennem, også i de enkelte numre, der ofte består af små korte passager og en masse pludselige breaks, som for eksempel i “Malevolent Annihilation”. Selv sangtitlerne fremstår små komiske, også selv om tyskerne gør en ihærdig indsats for at lyde alt andet end ude på sjov og spas. Nummeret bremser op, næsten fuld stop, en simpel tromme rytme hakker løs og i næste sekund eksploderer bandet ud af starthullerne igen med fuld kraft. “Recover With A Dying Smile” har antydningen af en sammenhængende stemning, der faktisk er ganske habilt udført, med atmosfæriske guitarfigurer, der hvirvler rundt i lydbilledet. Men de fartgale tyskere kan selvfølgelig ikke styre hestekræfterne i deres metal-slæde og baldrer endnu engang retningsløst og uforsvarligt ud af den hårdtprøvede Autobahn. Fuld brøl på motoren, skid hul i om det er hensigtsmæssigt.
Sådan går det slag i slag på Architects Demise, lige så snart der er antydningen af noget virkningsfuldt, som den nedtonede og ildevarslende indledning på “Uprise”, hvor de faktisk formår at holde sig i skindet i 2 minutter, inden alt det spændende ved nummeret erstattes af bandets hang til korte skudsalver på instrumenterne. En skam, for den den svævende guitar figur, der faretruende lurede i baggrunden, var ganske effektiv – men forsvinder pludselig uden grund ud af sangen. “Into The Abyss”, er et andet nummer som lægger fornuftigt ud, får skabt lidt atmosfære med enkle virkemidler, inden OISAG smider fornuften overbord og pine og død skal have proppet så mange breaks og nedbrud ind i nummeret som overhovedet muligt. Nogen kan måske lide den fremgangsmåde, for mig bliver det alt for fragmenteret og virker som et band med galopperende ADHD.
Dog kan man ikke klantre dem for ikke at være afvekslende, snarere FOR afvekslende på for kort tid. Masser af hints til, at fik bandet noget medicin for deres metal-DAMP, så er det ganske habile musikere der gemmer sig bag al deres lyn og torden. Måske skulle de også dyrke det afdæmpede i deres lyd lidt mere, der har de i korte perioder fat i noget. Men så får de travlt med at lege med lidt elektroniske elementer, som de tilfældigt smider ind i afslutteren “Eulogy”, konstant bliver de afledt af noget nyt, uden at følge de mange andre idéer til dørs.
ONCE I SAW A GHOST vil alt for meget på Architects Demise, de har store planer, hvilket en længere smøre i pressematerialet om tankerne bag albummet også afslører. Men det gør at de gode tiltag drukner fuldstændig i et hav af bulder, brag og afbrudte melodistumper. Når de så samtidig virker komplet ustyrlige på nogle punkter, ikke mindst forsangeren, så bliver det alt for usammenhængende. Han har vist set Deliverance én gang for meget, måske er det Ned Beatty’s spøgelse han har set? I så fald ville jeg anbefale et navneskifte til “Squeal like a pig”.
That’ll do pig.
Anmeldt af Kodi
Architects Demise udkom på Noisehead Records d. 20/5
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
