ONBC: Travelmate ★★★★★☆

ONBC er aktuelle med debutalbummet Travelmate, der fuldt ud formår at leve op til titlen. Det er nemlig en særdeles behagelig rejsekammerat, spækket med ørehængere og glimrende melodier.

Det er nu ikke fordi, at medlemmerne i ONBC er debutanter på musikscenen, eller at bandet som sådan er nyt. Tidligere gik de under det noget længere Oliver North Boy Choir (ligesom nogle af medlemmerne boltrede sig i epo-556), nu forkortet ned til det mere enkle, men stadig lidt mystiske, ONBC.

Man fornemmer rutinen, på den fede måde, igennem samtlige af pladens 35 minutter, fordelt på 11 numre. Det emmer af ro, overblik og sans for dosering af virkemidlerne. Intet trækkes i langdrag, eller føles for kort, eller underernæret, i det støjpoppede og let drømmende univers. Der er kort sagt timing og balance.

Det gælder ikke kun albummets opbygning og det samlede indtryk, men også i de enkelte numre, hvor jeg har virkelig svært ved, at finde noget der minder om fyld – eller en “dårlig” sang. ONBC magter den fine kunst både, at skrive numre med fængende og  smittende melodier, og gøre det på en måde så det ikke virker overfladisk, søgt eller for “billigt”. Der er ganske enkelt et virkelig højt sangskrivningsniveau på Travelmate.

Et album der både egner sig til, at sidde og stene og rejse en tur ind i sindet til, og til lytning imens man på den ene eller anden vis er i bevægelse. Helt konkret føles Travelmate også som en cirkulær bevægelse i det albummet starter og slutter med to forskellige, og lige så glimrende, versioner af den “samme” sang. Der lægges ud på døsig og luftig vis med “Travelmate (Camber Sands)”, der suger os ind i det drømmende med lyden af et åndedrag og så begynder man ellers at svæve rundt. Det er så nemt at smide Twin Peaks og Julee Cruise kortet i disse tider… så det gør jeg. Der er noget Roadhouse omgivet af tåge og dis, der hænger i træerne, og et lidt dunkelt, tilrøget lokale over sagerne.

Her kan vi også lige rose produktionen, der både er med til at skabe ovennævnte balance i lyden og selv balancerer flot mellem lys og mørke, kulde og varme, uden at det på noget tidspunkt ramler sammen til et flashy tordenvejr – der er bare lidt af det hele, i, ja, balance. Afslutteren, “Travelmate (Mindhead)”, kunne man så tolke som opvågningen af drømmen, enden på rejsen, eller begyndelsen på en ny, hvis man skal holde sig til det cirkulære. Igen lidt Twink Peak’sk. Her er ONBC mere direkte i deres lyd, der er mere smæk på lyden og skruet op for samtlige dream-pop virkemidler, så det næsten nærmer sig støj-poppen. Det fungerer virkelig fremragende og er et af albummets absolutte højdepunkter for mig.

“Empty Copenhagen Streets reverberate with laughter in the night // and then you watch your breath condense and then you leave it all behind”, lyder det i både åbneren og lukkeren. Nu fik jeg drejet mig selv ind på et Twin Peaks spor, det er sådan noget med storslået natur og ildevarslende stilhed, noget der ulmer. Men på samme tid synes jeg også, og ikke kun med henblik på citatet her, at Travelmate kunne være et storbyalbum – og egner sig glimrende til cykelture ind til og igennem byen.

Det er nok igen noget med balancen og nuancerne i lyden, eller at der, i den ene eller anden, betydning ikke altid er så langt mellem skov og by. Det er vel derfor det hedder concrete jungle? Nuvel, mellem de to “Travelmate” ender, eller punkter på cirklen, finder vi en samling virkelig stærke numre. Umiddelbart kan pladen virke lidt frontlæsset med singlerne “Pitch-Black Night” og “Tombstone”, der begge viser ONBC’s flair for fængende melodier, der straks fanger ens opmærksomhed. Især sidstnævnte er lidt at en popperle. Det samme kan sige som “Far Apart” på albummets anden halvdel, der har et skamløst catchy omkvæd, der burde gøre den til en selvskrevet kandidat til, at blive en single på et tidspunkt – hvis man vælger en catchy en mere, forstås.

Men det fine er, at ONBC er mindst lige så fængende, når de sætter tempoet ned, eller bliver mere udsvævende, som eksempelvis på “Guilty as Charged” senere på pladen. Her er kvindevokalen(erne) mere sødmefulde, næsten “lille pige” agtige, mens noget der lyder som xylofon tilfører lyden et nostalgisk skær, eller noget uskyldigt og “rent”. Den efterfølgende “Malmøya” har noget af de samme kvaliteter, her er tonen bare mere til opbrud og forandring, “perhaps getting out of time is the best thing I can do”, lyder det i roligt og eftertænksomt i det kunne 2 minutter og 10 sekunder lange nummer. Det virker på en eller anden måde, som et brudstykke af en længere tankestrøm.

Og med den tanke hængende i luft, tror jeg egentlig bare vi runder af! For jeg synes, at Travelmate er en af den slags plader, som inviterer til, at man selv går på opdagelse og ser hvad den giver en. Det kan også være, at pladen og dens numre har en meget mere konkret betydning for bandet selv, som jeg slet ikke har fået afkodet mens jeg havde travlt med, at bytte rundt på land og by, op og ned og drøm og virkelighed.

Det er også derfor, at Travelmate ender med, at være en 5-stjernet oplevelse for mig. Hvor har vi været og hvor skal vi hen, begynder det forfra nu?

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg ONBC på Facebook