Home Anmeldelser Maj 2024 Omsorg: Echoes (EP/Anmeldelse)

Omsorg: Echoes (EP/Anmeldelse)

526
0

Omsorg er et kompetent hardcoreband, der på forbilledlig vis formår at fremstå stærkt patetisk med et oprigtigt udtryk, der aldrig kammer over. Bandet imponerer desuden med et varieret udtryk.

Ja, faktisk kan man få indtrykket af, at bandet har kigget på post-punken og tænkt: ”hey, der er da nogle elementer fra dét, vi skal have hevet tilbage i genren”.

Ikke mindst på Modern Misery, hvor der synges med ret post-punket egal vokal, i øvrigt smagfuldt dubbet med scream langt nede i mixet i sidste strofe. Og så et scream-refræn.
Men også i titelnummeret, Echoes, hvor der er melodisk hook og en stærk, patetisk akkordrundgang der trækker i retning af noget poppet, men bliver brudt op af den desperate vokal.
Shit, det er desperat!

Netop desperationen brager rigtig godt igennem hos Omsorg – og muligvis bedre her, end på deres tidligere plade fra 2022; de følsomme  tekster virker meget ”ægte” i den levering, der fremføres på Echoes og de to vokaler supplerer hinanden fint uden at være voldsomt forskellige. 

Der er fire numre at fornøje sig med og når man efter åbneren, Resurgence, finder sig selv liggende på gulvet ledende efter de tænder, nummeret med sit punkede udtryk har slået ud af munden på én, så virker det først nådesløst siden forløsende når netop Echoes følger op i samme rille men så trækker over i en mere melodisk retning. Fedt.

Det er som om, netop denne melodisk tænkning åbner for en mere ’vandret’ tænkning i numrene – selv om der er godt smæk på flere steder: Modern Misery får netop et vandret præg med sine 6/8 og det finder sin kulmination i afslutteren, Every Day Is A Different Dose, der med sine godt fire minutter skaber mere plads til at udfolde sig og har passager, der sagtens kunne have fundet plads på – indrømmet ret beskidte – post-punk numre. 

Det er en fornøjelse at høre rytmegruppen arbejde sammen, hvordan bassen også driver noget melodisk frem og trommerne konstant har et dansende, luftigt præg – også når der slow-grindes. 

Det er let at rulle lidt med øjnene af alle disse ‘core-genrer; mange af dem har været et ret usmageligt smut omkring af NU-rockens polerede udtryk og bliver dermed enten for tekniske eller for ‘fade’ i udtrykket.
Hardcore som Omsorg udtrykker den emmer dog af desperation, vrede, indignation og kan netop alt det, genren har sin styrke inden for. På Echoes er lyden også tilpas smadret og så alligevel brudt op af de melodiske elementer. 

Jeg starter denne EP igen og igen. Det er friskt, kort, in-your-face og super smerteligt i sin desperation. Men også stærkt tillokkende med sine melodier og produktion.

 

Godt lavet, (lidt for) hurtigt overstået – men så trykker vi jo bare ‘play’ igen!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

 

Lyt til den fremragende Echoes her:

https://www.youtube.com/watch?v=tOj-GhrKo4k

 

 

Previous articleRepeatlisten 2024 #5
Next articleSjælemesse fra et nørdet orkester – interview med Tyrants & Kings

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.