Det er svært at lytte til Olympia Tapes uden at føle sig henført til computermusik og anden retroæstetik. Om end det er lidt uklart om projektet er en homage eller dybt alvorligt, så repræsenterer False Image en subkultur på fin vis.
Jeg har været glad for at fortælle alle, der gider at lytte til det (og sikkert også andre) om, hvordan Tyskland er fantastisk i at have så mange subkulturer. Find en musikgenre, og der vil sandsynligvis være et miljø for det i Tyskland. Derfor er glæden også stor, når vi i Danmark støder på ’små’ genrer. Og Olympia Tapes tilhører sådan en ’lille’ genre.
Vi taler om synth-musik som man lavede det i 80’erne og 90’erne. Masser af synth med rumklang, dyb, postpunket vokal (også sovset ind i rumklang) og trommebokse.
At kalde det storladent er nærmest en fornærmende underdrivelse. Og dog er der et underliggende mørke, der gør at vi er langt fra 90’ernes synth-tyggegummipop.
Olympia Tapes nævner i forbindelse med False Image My Bloody Valentine og der er et tydeligt britisk islæt over hele projektet. Som hvis Jean Michel Jarre mødte Manchester-scenen. Hvad der dog IKKE er, er støjende guitarer i mere klassisk forstand. Det er forskellige tangenter og synthesizers, der indtager den centrale scene.
Albummet åbner med noise med en melodibærende basgang under og så er scenen ellers sat til en tur i retro-maskinen: Der er hints af noget Option 30 / andre af Trent Reznors mere lydmæssigt ’rene’ sideprojekter over det hele og havde der netop været lidt mere guitar og humor på brættet, ville det kunne lyde som en renset version af det næsten mytiske norske Vampire State Building. Af mere nutidige ting er der nok et slægtskab med danske AEX i de ret rene synthflader – men hos Olympia Tapes altså med mandevokal.
Det er dansabel musik i det omfang, at de 8-bit agtige trommemaskiner og den maskinelle oktav-bas giver et drive som vi kender det fra tidlig Depeche Mode. Især på ‘CHKDSK’ er groovet derudaf og som navnet antyder, så opererer vi også i en æstetisk tid, hvor DOS-prompten ikke bare var noget, man åbnede i Windows.
Titelnummeret, ‘False Images’, introducerer midt på pladen noget, der lyder som en distorted sologuitar og trække endvidere på et trick, Olympia Tapes også har oppe i ærmet: – Korpassager i kvinter/kvarter, hvilket kombineret med masser af rumklang giver en sakral stemning.
Det lyder ikke som computerspilsmusik lød i 80’erne og 90’erne, men som computerspilsmusik i 80’erne og 90’erne nok gerne ville have lydt. Når der tages ved med rumklangskor og synth, får jeg flashbacks til borg-banerne i Superfrog. Jeps. Det er så en popkultur-reference, jeg ikke havde forventet at skulle hive frem.
Bliver det så for meget? Over 11 numre når man måske at køre lidt sur i æstetikken, men til deres fordel er numrene ofte relativt korte, en 3-4 minutter, og tilpas varierede til at man kan skille dem ad. Til trods for, at der virker til at være en tendens til at ’vende hjem’ til meget lige beats.
Jeg er i den sidste ende i tvivl om, hvor vidt Olympia Tapes er en hyldest til tracker-dagene eller om det skal tage helt så selvhøjtideligt, som det ofte fremstår. Men det kan bestemt…noget. Det er en overbevisende lyd, der synes at være idé bag og det vækker om ikke andet minder.
Jeg er ret vild med subkulturer, især når de holder kvalitet i det de laver. False Image af Olympia Tapes repræsenterer i den grad en musikalsk subkultur og holder et fint kvalitetsniveau. Og det i sig selv meget at bære på sine skuldre!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
