Sanger og sangskriver Ole Berthelsen er klar med album nummer 21 (!), hvor han tackler stort og småt i den moderne verden, set fra et modent perspektiv. Berthelsen har erfaringen og roen på sin side, men indpakningen bliver lige lovlig fesen over 12 numre.
Ole Berthelsen debuterede helt tilbage i 1979 med albummet Altid Vågen om Natten, samme år, som i øvrigt er mit fødselsår, optrådte han ligeledes på Roskilde Festival. I årene siden har han så udsendt yderligere 20 udgivelser inklusive Hvalvær og en erindringsbog, Nørre Uttrup I Mit Bakspejl.
Det, og en dåbsattest der siger 1951, samme år som min far, bare lige for at sætte tingene i yderligere perspektiv, signalerer, at vi har med en herre at gøre, der må have rutinen, erfaringen og livsklogskaben på sin side. Det indikerer Berthelsens fine dansksprogede tekster da også, sådan helt overordnet, selvom der er et par steder, hvor versefødderne er lige ved at snuble over hinanden. Berthelsen har også stadig noget at sige og på hjerte om den tid vi lever i, på sin egen diskrete måde, som det norske udtryk, hvalvær, også indikerer. Ordet er knyttet til når fjorden er blikstille og man kan skimte hvalerne under overfladen.
Nej, der hvor besværlighederne med dette album melder sig for undertegnede er ikke mindst længden. 12 numre føles som ret meget, også selvom den samlede spilletid kun er omkring 36 minutter. Og det er som sådan ikke fordi Berthelsen er dårligt selskab, men indpakningen og præsentationen af numrene er lige lovlig blød og altmodisch til min smag. Det grænser ganske enkelt til en lidt dansktop-klingende flad lyd i for lange stræk.
Et nummer som “Sjæleven” har egentlig en rar morgenstemning over sig, og kunne sagtens have været brugt som underlægning til Dus Med Dyrerne i 80’erne med sin vellydende akustiske guitar, men… det lyder også lidt bedaget af samme grund. “Fralandsvind” er i den mere trampefods-folk tempofyldte ende, men den kommer til at lyde lige lovlig tøffende og ender med, at føles noget tung i bagpartiet.
Så er der Berthelsens generelt “fortællende visesanger” vokal, som også kommer til, at virke en smule presset over et dusin numre. Den er ikke dårlig, men, det er som om toppen af registeret (naturligt) er røget som årene er gået, men sangene og hans sangstil ikke helt er tilpasset det endnu. Man kunne sagtens komme udenom det her ved, at ændre sin stil en smule, men her lyder det stedvist forceret og, ja, som om stemmen ikke helt kan følge med. Og jeg vil lige påpege, at en “slidt” eller “brugt” vokal bestemt kan være en stor oplevelse, så en kurskorrektion her kunne være spændende.
Lyrisk kommer vi en del omkring på pladen. Fra “Den Hemmelige Dal”, en frejdig, lille rejse/vandringssang mod en eller anden destination, hvor selve rejsen nok er pointen over “Historien om en tysker”, der handler om en tysker under anden verdenskrig til “Månen Over Kabul”, der vugger pladen til ro.
Skarpest og bedst synes jeg Berthelsen er i det fængende åbningsnummer “Alenemand”, der drives frem af pladens mest medrivende melodi og rummer det mest fængende omkvæd. Og så den mere laid back blues-rockende “Selfieforlænger” midt på pladen om en hovedperson med et mindreværdskompleks, der trænger til en, ja, selfieforlænger.
På den ene side, er der noget at komme efter hos Ole Berthelsen, på den der “her er en der har set og oplevet mere end mig og ved et eller andet” måde. På den anden side går der, undskyld, også lidt morfar i den over en hel plade – og da er vi muligvis ude i en smags og generationskløft hvad angår hvordan man synes en plade “skal” lyde.
Uden, at det skal lyde nedladende på nogen som helst måde, så ville jeg sige, at det her er en plade du uden problemer kan forære til dine forældre – og måske lige selv give den et smuglyt. Men jeg ville nok ikke selv sætte den på igen, dertil befinder vi os, trods alt, nok lidt for langt fra hinanden.
Af Ken Damgaard Thomsen
