Over blot fem, lange numre formår Offernat at være både brutalt, sart og stærkt stemningsopbyggende. Inden for genren Doom/Black er der mange genretypiske træk. På Where Nothing Grows viser Offernat at hvis de disponeres rigtigt, er det ikke tilfældigt at netop disse træk er gjort til god latin i genren.
På Where Nothing Grows er der nemlig tale om en konstant ’vandret’ tænkning i numrene og det sfæriske udtryk slænger sig igennem pladen som en blodrød tråd. Selv når der grindes løst på snare og ridebækkener – men også i mere sludgede / doom-agtige passager samt de ikke-støjende, stille og sarte passager.
Dynamik er med andre ord nøglen, og det virker til at duoen har haft netop dette fokus.
Dette fokus samt en tænkning i temaer, der så kan vende tilbage nu og da i samme eller let ændret form.
De to vokaler er begge ekstreme, men genkendelige. Og nej, der er ikke meget håb i teksterne, når de eksempelvis skriger om at blive flået i live og generelt udstråler lige dele vrede, apati og fremmedgørelse.
Ofte når vi får materiale ind, virker det som om det er en ’plade’. Jo, selvfølgelig er der tænkt over rækkefølgen på numrene… Men her er der tale om et værk.
Selvfølgelig betinget af, at der er tale om nogle ret lange numre, men de er netop så stemningsmæssigt håndholdte at helheden bliver større end delelementerne.
Læser man pressematerialet, får man da også opfattelsen af, at der er tænkt i dele på pladen – noget man som lytter ikke mindst fornemmer når titelnummeret fader – for så at gå over i en ret rolig Like Blood In The Snow. En afslutning, men også en bro. Rigtig fint!
Netop hjemvendt fra en metalfestival må jeg bare sige, at netop det at kunne styre sin dynamik gør en kæmpe forskel for bands under paraplyen ’metal’. Det gør Offernat mesterligt.
Til tider på et niveau, hvor passager næsten sender tankerne i retning af Diablo II-soundtracket med sin tagen god tid og nærmest programmusik-agtigt at skabe silende regnstemninger.
Og så eksploderer det igen – en portal åbnes til et meget, meget varmt sted og vokalen lyder som om, den vil rive hovedet af… Noget. Verden. Alt indmellem.
Det havde været trivielt, hvis det havde været sådan hele vejen igennem – men det er det jo så heldigvis ikke.
Jeg er ret meget på halen over Where Nothing Grows. Det er en veldisponeret plade, hvor selv et instrumentalt nummer som A Voice in The River i sit primært rolige udtryk passer ind – for stemningen er netop foruroligende. Som et NIN soundtrack.
Det er nok ikke tilfældigt, det er Simon Sonne Andersen, der har fået lov at skrue på knapperne, for Orm kan noget af det samme.
Man kan frygte, at Offernat ikke rigtigt kommer ud på vejen med det her – det er svært at få det her lydbillede til at fungere live som duo. Men gad vide om ikke, de kan finde nogle venner og komme lidt ud?
I så fald kan lytterne glæde sig til ekstreme passager blandet med stærkt stemningsladede mere stille ditto.
Bliver du lidt for glad i låget her til foråret?
Eller har du tendens til forårsdepression?
I begge tilfælde vil Where Nothing Grows være et anbefalelsesværdigt soundtrack. Det er musik, der kan mærkes – både når der grindes løs, men også når fladerne får lov at udfolde sig…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
