Neofolken stod super skarpt, mens supporten sumpede på Radar da Of the Wand & The Moon kiggede forbi.
Radar er på mange måder et fantastisk spillested i at kunne skabe klubstemningen og ’små’ koncertrum, selv om der er mange fremmødte.
Of The Wand & The Moon fik derfor den noget nær perfekte kulisse – og Mouth Wound reddede lige nøjagtigt sit set hjem, båret af rummet.
Mouth Wound
Det er fair at sige, at noise-ambient ikke er min genre. Jeg har før sablet Prefix Suffix for at glemme publikum, og jeg er tilbøjelig til at rette samme kritik mod Mouth Wound.
På Radar bliver en tynd pige i en stor hoodie foran et bord med mixer, pedaler og filtre bare aldrig den store stage presence og når settet så består af én lang, ofte dybt dronende komposition, så er det ikke bare svært at anmelde – det er også en smule kedeligt, uvedkommende og ensformigt.
Der er bestemt peaks og der er da både tung bas, ubehagelige passager der minder om ultralyds-tandrensning hos tandlægen og andet, der helt uomtvisteligt fremprovokerer en følelse. Hvilket kan noget.
Men koblet med at disse peaks forudsætter lange passager af noget, der ikke er særligt spændende som kontrast – og at kunstneren flere gange bruger sin vokal til at ytre noget, ingen forstår på grund af effekter eller støj under?
Ja, så er det svært at se, hvorfor det skulle være noget, der skulle opføres live.
Jeg åbner helt afgjort for at det er fordi jeg ikke forstår genren, men fandt det underligt og unødvendigt – måske i et mørkt rum på ARoS, hvor der også kunne sættes lys op til at understøtte?
– Jeg ved det ikke rigtigt…
Of The Wand & The Moon.
…var så en helt anderledes oplevelse!
Med et bagtæppe af sort/hvid film viser denne koncert sig at være produktet af mange, mange års arbejde for uden at gøre så meget væsen af sig at levere nogle dystre sange til nær-perfektion.
På scenen står en keyboardspiller, en trommeslager, en bassist, en elguitarist og i front forsanger Kim Larsen med akustisk guitar. Og de spiller forbilledligt veldisponeret neo-folk, hvor Larsens barytonvokal er helt central, men også af og til får lov at spille op af noget kradsende fra bandet.
Og sikke et band!
En trommeslager, der ikke slår på, men spiller trommer. En bassist med en meget præsent tone på sin hollowbody – men også en fuld forståelse for at være ’driveren’ når trommerne flød.
En uanseelige keyboard-spiller der i samspil med backtrack lægger perfekt flydende underlægning og klaverindslag, når det skal til. Og en elguitarist, der ved hvornår han ’har den’ og hvornår der skal akkompagneres.
Det hele er egentlig ret low-key; det er jo folk. Men man kan som musikalsk interesseret også fortabe sig i detaljer – og dem er der nok af.
Larsen leverer nærmest lakonisk dramatisk tekster med dystert indhold, stående med sin guitar foran et mikrofonstativ som er pyntet med dødens blomster, hvide liljer.
Rundet af metal, men her (og i øvrigt siden 1999) fremførende noget helt andet, end bajerinviterende hårdsvingeri.
Vi er vel mere 100 end 50 der få lov at nyde denne veldisponerede koncert.
Åbneren, Your Love Can’t Hold This Wreath Of Sorrow, sætter bogstaveligt talt en tone og vi får kun sjældent herefter en forsanger, der løfter stemmen over det baryton-leje, han så mesterligt behersker.
Skal der være en anke, så er det at den fuldfede lyd også suppleres i de første numre af en trompet, der ingen steder er at se på scenen. Og at musikerne lige skal ramme hinanden, men nummerets lidt flydende karakter giver en god forklaring på, at dette ikke sker.
Det, der også tidligt etableres er at til trods for de ret dramatiske tekster, så er der høj, høj lækkerhedsgrad i det her: Et gennemarbejdet, veludført lydbillede med en god, rolig og overskudspræget vokal.
Tear It Apart følger og det er – uden at forklejne noget – mere af det samme med den samme, høje kvalitet i lyd og udtryk.
Der er ikke mange dikkedarer, og det er næsten helt overraskende om end befriende i en meget intens, personlig og alvorlig stemning, at Larsen på et tidspunkt undskylder at drikke på arbejdet, inden han skåler med publikum…
Et tidligt højdepunkt er da Twilight Halo falder som nummer fem på settet, men det er en høj spids på et generelt højt niveau; den næsten kværnende baryton leverer mørke, ærlige tekster oven på stærkt spillende backingband. Jeg tænker flere gange at Loveshop – i hvert fald i det mere nedtonede – kunne have stået fadder til lyden. Men nej, det er alligevel mere håndholdt, nedbarberet og måske endda mere nærværende, det her!
Whispers of The Past (?) bryder æstetikken lidt med en mere rocket rytme, men vi er aldrig i tvivl om, at det her er en koncert, hvor tekst og vokal står i centrum.
Bløde køller og viskestykker over trommerne er derfor mere regel end undtagelsen, og der bides kun lidt fra fx guitarer, når der er behov for det.
Og så er der den bas!
Usvigeligt liggende der med et klassiske tilstedeværende attack, men også krop og bærende elementer. En stille helt på aftenen.
…og så er der pludselig spillet 13 næsten hypnotiserende numre, bandet går af og selv om min ryg er ved at være træt, så synes jeg ikke at koncerten har virket lang.
Tilbage vender de og spiller to ekstranumre, hvoraf ét med al tydelighed hylder Lucifer og lige for en sikkerheds skyld fastslår at vi jo altså her for al den pænhed, der ligger i bandets lyd, er rundet af den mørkeste metal. I en tid, der snart ikke kan huskes…
Afslutteren har et næsten shuflende præg og vi sendes dermed ud i den mørke nat med en næsten-opfrodring til at danse.
Hvad vi har fået er en særdeles velspillet, veldisponeret og velfremført koncert med et stærkt band. Vi ser den næppe headline nogen festivaler lige om lidt. Men nøj! De tager Radar med stille storm på sådan en fredag aften!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
