Mathias Holm har under navnet ØYA lavet et forførende og fængende bud på en sammenhængende plade, hvor poppen har vokset sig stor, stærk og smuk.
Man kan mærke, at der er brugt tid på Dreams Rewind fra start til slut. Ikke nok med, at numrene glider ubemærket og elegant over i hinanden og skaber en virkelig stærk helhed, men man fornemmer også, at der er kælet for detaljerne. Vel at mærke uden, at resultatet er kommet til at føles stift, eller lyde forceret og kalkuleret – tværtimod lyder det meget organisk, hvor musikken får ro og plads til, at ånde.
Musikken til albummet begyndte, at ulme for hele 9 år siden, men selve den målrettede proces har taget 3 år, inklusive 2 år, hvor Holm selv har siddet i producerstolen for, at finde den helt rigtige lyd. Det kostede ham blandt andet er forhold og en voksende gæld, og om det var det værd, er naturligvis svært, at svare på, men det musikalske resultat er i hvert fald voldsomt flot.
Det er svært, og nok heller ikke meningen, at hive enkelte numre ud fremfor andre. Det her er vitterlig en samling sange, hvor det er meningen, at de skal høres ud i et, som et samlet værk. Som en form for musikalsk drøm der starter med titelsangen, “Dreams Rewind” og ender med “Viva Viola”. Vi er ikke konstant inde i en drømmeverden, det føles mere, som titlen antyder, at man tænker tilbage på drømmen, eller drømmene, tanker vendes og drejes, beskues fra forskellige vinkler, man synker hen, suges ind, vågner op igen og spoler tilbage. Som om Holm afsøger og forsøger, at afkode de ting han har oplevet i livet.
At det ikke ender i navlepilleri og selvudlevering er endnu et plus på kontoen, jeg føler mig i hvert fald ikke som tilskuer til et eller andet kunstnerisk egotrip, men i stedet inviteret indenfor, eller med på rejsen ind i og ud af drømmen. Men først skal vi ind i den på åbningsnummeret “Dreams Rewind”, hvor de første ord der møder en i det næsten tomme, syntetiske rum er “go to sleep”.
Herefter bygges der tålmodigt flere lag på, synth-rummet fyldes mere ud, hvis man skal blive i det billede af en form for drømme-rum, noget der i hvert fald giver en smule mening for undertegnedes oplevelse af albummet. “I wanna rewind, I wanna go back to see // See the dreams beginning and madness run free”. Strygere kommer til, som sangen langsomt vokser. “They’re waiting for me”, pulsen i nummeret stiger. “There is no dream, but I am a dream myself // I am the dream”… “I wanna go home, but these dreams won’t let me go”, drøm og mareridt flyder sammen, man trækkes både ind i det, mens man forsøger, at undslippe og så en glidende overgang til næste nummer, hvor de mange lag der er lagt på i løbet af første nummer er skrællet bort igen.
Sådan forsætter Dreams Rewind med, at glide næsten ubemærket mellem forskellige sindsstemninger, tanker og klangfarver. Rummet skifter størrelse, indretning, kulør og atmosfære, men den gennemgående figur er stemmen, der i et nummer som den meget afdæmpede “Bound of Joy” kan lyde helt ensom og efterladt. Som om rummets hjørner ikke længere er til at se, men henfalder i skyggerne, mens hovedpersonen står alene i en lyskegle i rummets midte. Her står han, syngende og søgende, indtil der langsomt sniger sig nogle flere stemmer ind i rummet i “Granite”, hvor det er “time to go, already”.
Herefter er det som om vi træder mere ud af rummet, eller at rummet har vokset sig så stort, at det nu ikke længere virker som et tankefængsel, men et sted hvor der er plads til hele landskaber. “Isle” lyder, som titlen antyder, som om vi befinder os på en ø. Måske siddende i skyggen, kiggende ud over vandet. I “Love for None” får vi, og Holm, selskab, af sangerinden Stine Grøn, vi er stadig på øen, men det er ikke en uproblematisk kærlighedsferie. De to vokaler lyder derimod som om de har gang i en art musikalsk samtale, hvor forholdet og kærligheden vendes fra hvert sit perspektiv.
En fællesnævner i alt det her, ud over en følelse af, at kæmpe med sine tanker alene et langt stykke af vejen, er en følelse af tvivl – den hænger, selvfølgelig, sammen med førstnævnte. Det kan vel næsten ikke være anderledes? ØYA betyder i følge pressematerialet øjet man møder verden igennem. Og øen hvor man kan søge tilflugt. Begge dele er i så fald noget der afhænger af en selv, det øje der ser og tolkningerne som deraf følger, og den ø man selv skaber udfra dette. Men det hænger ligesom i luften, at det denne beskuer ser, netop er noget, som gør det nødvendigt, at skabe en ø, hvor man søge tilflugt.
Der er 4 numre tilbage på Dreams Rewind, som jeg ikke vil nævne her. Man kan selv besøge øen og se hvad den rummer. Og det vil jeg anbefale. ØYA er ikke utilgængeligt eller for introvert, men det kræver lidt tålmodighed og, at man er villig til, at træde ind i dette drømme-rum og give sig tid til at udforske øen derinde.
Men det er tålmodigheden værd, Dreams Rewind er et af årets absolut bedste popplader, en med noget på hjertet og fantastisk flot udført.
Af Ken Damgaard Thomsen
