Lørdag aften i Aarhus bød på hele tre vægtige metalnavne, som havde succes i 90’erne. Det havde trukket et mere modent publikum end det, der sædvanligvis dukker op til metalkoncerter i Aarhus, og de fik en solid omgang metal for de tømmermænd, som sikkert rammer mange søndag.
En ganske pæn mængde metal-connoiseurs havde fundet vej til Voxhall denne fugtigt novemberaften, og mange af dem havde slået lejr omkring barområdet da jeg ankom kl 20.15, hvor aftenens andet band allerede var godt i gang med sidste del af sættet. Der var nu også godt fyldt og gang i den foran scenen med en moshpit, og Prong, som jeg selv skamhørte i midt 90’erne, men hvis nyere materiale jeg ikke kender en døjt til, så ud til at falde i god jord hos publikum.
Det skortede heller ikke på fagter til at opildne de oplagte folk foran scenen, mens trioen fyrede deres energiske og præcist leverede thrashede metal af. Jeg nåede tre numre, og uden at det satte sig dybe spor i mig, så virkede det ret potent og kompetent, det amerikanerne havde gang i. Omend jeg ikke kunne genkende nogen af numrene fra dengang jeg selv skamlyttede Prong’s Rude Awakening – men måske der faldt noget derfra tidligere i sættet?
Exodus
Herefter var det Exodus’ tur, og de aldrende old school trashere tog ingen fanger og gik særdeles professionelt til værks. Selv om kampvægten nok er steget betragteligt siden 80’erne, især hos forsanger Steve Souza, er deres præcise thrash-bredsider med råb-med-venlige kor, som på ‘Body Harvest’ fra deres nyeste skive, Blood In Blood Out, forbandet effektive i live-sammenhæng. Lidt wååh-åååh-kor gør også underværker hos et old school metal publikum, og der blev headbanget og sendt horn og knytnæver i vejret så det var en lyst. I det hele taget var Souza og kompagni rigtig gode til at få publikum med, selv om det også ind i mellem virkede noget rutinepræget.
“This is what metal should be like, right?”, sagde Souza undervejs, og publikum lod til at være enige. De headbangede i hvert fald godt og grundigt med til numre som ‘Piranha’, som har over 30 år på bagen. Det kunne man dog ikke mærke på leveringen, som var professionel og sad lige i skabet. Vi fik også”One for Lemmy”, som naturligt nok skulle handle om krig. ‘War is My Shepherd’ var det naturlige valg, hentet fra 2004’s Temple of the Damned, hvorfra vi fik flere numre undervejs.
Exodus vendte dog tilbage til midten af 80’erne til slut, og vi fik ‘Strike at The Beast’ som lukker, som smadrede derudaf med indlagt Wall of Death og crowdsurfing. Publikum tog i det hele taget rigtig godt imod Exodus og Souza og co. var også dygtige til med fagter og snak at få publikum med undervejs. En god arbejdsindsats, men der er måske nok en grund til at Exodus ikke endte som en del af The Big Four. De har ikke helt så mindeværdige numre, som kollegerne, der brød nogle af genre-murene, men til gengæld er Exodus bundsolide og fortsætter i samme bane, som de har pløjet op siden 80’erne. Og hvem kan stå for et “wååååh”-kor her og der?
Obituary
Jeg havde en kammerat, der i folkeskolens ældre klasser dyrkede Obituary – jeg bed aldrig rigtig på og holdt mig til Metallica og Slayer. Det kunne være jeg skulle have dykket mere ned i dem dengang, for denne lørdag aften kunne jeg i hvert fald sagtens høre hvordan det kunne ramme plet i en ung metal-fløs’ wannabe-sorte hjerte, det Obituary havde, og har, gang i. Det er sgu bare grundlæggende medrivende.
Numre som ‘Inside Out’ og ‘Intoxicated’ fik gang i nakkemuskulaturen hos publikum, og Obituary groovede væsentlig mere end Exodus. Samtidig rammer de også musikalsk mere af den energi, som også ligger i en del hiphop – og figurerede da også på Judgement Night soundtracket sammen med en række metal- og hiphop-navne, der fik teenagere som mig til at springe rundt og ryste med lokkerne i 90’erne. I 2016 var det mestendels granvoksne mænd, der lod nakker og manker vippe med, og foran scenen var der også til Obituary godt gang i løjerne.
Bandet har også formået at fortsætte deres succesrige formular med blandt andet nyere numre som ‘10.000 Ways to Die’, men til gengæld var frontmand John Tardy ikke så fremme i skoene som Souza før ham. Ikke så meget snak og hype mellem numrene, bare knald på når der blev spillet. Under dele af ‘Dying’, hvor vi fik heftige riffmure, var Tardy for eksempel forsvundet fra scenen, men vendte tilbage under de tunge bidder. Blandt andet derfor blev det også en mere fragmenteret oplevelse at høre Obituary, trods stærke numre som ’til Death’og ‘Don’t Care’, som lukkede det ordinære sæt.
Og så gik Bandet af scenen, mens publikum virkede lidt forvirrede over exitten. De vendte dog tilbage relativt hurtigt, og Tardy klappede mod publikum og han og bandet satte i med ‘Circle of the Tyrants’, inden vi fik ‘Slowly We Rot’ fra bandets første album, som vakte begejstring med sin tungt slæbende intro inden nummeret hamrede afsted og fik gang i endnu en moshpit. Aftenens sidste, for efter en time var det slut – professionelt arbejde, men det kunne være blevet vildere, især hvis Obituary havde vist mere af Exodus’ showmanship. På den ene side var det rart at bandsene holdt deres sæt korte og skarpe, men måske Obituary godt kunne have givet lidt mere som lukker? Det var i hvert fald den fornemmelse jeg stod med, at der godt kunne have været en smule mere kul på.
Blandt andet derfor lander vi “kun” på en samlet 4’er – for et godt ridt tilbage til 90’ernes metallyd. Det var fandeme lige før jeg følte mig ung igen. Meget passende spillede de Entombed bagefter – de kommer i øvrigt på besøg på Voxhall om et par uger.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
