Så skal vi ud og danse-slåsse lidt. Det københavnske hardcoreband Nyt Liv, er aktuelle med 10 nye numre på det bundsolide album Ensomhedens Kolde Kald.
Nyt Liv har efterhånden en 3 års tid på bagen, hvor det er blevet til en EP og en række koncerter, blandt andet på Copenhell og Roskilde Festival. Selvom bandet er dannet i 2016, er det dog en række erfarne herrer der udgør Nyt Liv, der har været aktive i flere forskellige konstellationer over årene.
Nu er bandet så ude med deres egentlige debutalbum, Ensomhedens Kolde Kald, der allerede som udgangspunkt med titlen og artworket taler ind i en ret velkendt undergrundshardcore æstetik. Man ved lidt, hvad man går ind til på forhånd, derfor er der måske heller ikke de store overraskelser over pladens 10 numre, fordelt på kun 26 dejligt kompakte minutter. Tekstuniverset er dunkelt, ildevarslende og vredt, med et socialrealistisk twist, og, som genren foreskriver, så skiftevis brøles og spyttes de lige i dit grimme, forvredne fjæs. I mens musikken banker tungt og skummelt fremad, ikke uden en vis melodisk tæft, som man kender fra punken. En helt tilpas pisset af pakke, der virker ekstra indbydende, hvis det tilfældigvis er mandag og skide koldt udenfor.
“Denne verden, den er snart død”, lyder det opløftende på hyggesprederen “Aske og Blod”. Et nummer der musikalsk befinder sig i den mere brummende og, lad os kalde det, “lettere afstumpede og primitive” ende af Nyt Livs repertoire. Nummeret presses og pumpes fremad af en dunkende rytme, der bestemt er effektiv, ligesom det er vanskeligt ikke, at blive lidt opstemt af og tilslutte sig råbevokalen. Men, det er også her Nyt Livs formel og fremgangsmåde bliver så enkel og velkendt, at 3 minutter og 20 sekunder føles lige i overkanten. Det er nok en af svaghederne ved pladen. Selv om vi er under den halve time, så virker noget af materialet faktisk en smule tyndt smurt ud, eller bliver, selv for en simpel genre, stedvis lidt for monoton i sit udtryk.
Generelt går det rigtig fint for Nyt Liv, når de holder sig under de 3 minutter, som den effektive 1-2 kombination, “Kniven” og “Blodet Skygger”, der åbner albummet med masser af pondus. “Kniven, i din hånd, den er klar, med sin dom”, lyder den harske åbningssalut på “Kniven”, der snurrer bistert afsted og hurtigt får pisket en ubehagelig og truende stemning op. Her flirter Nyt Livs lyd også med noget næsten metallisk, eller i hvert fald iskoldt, der gør sangen til en af pladens mest ondt klingende stunder. Det er også i teksten her, at albumtitlen, helt passende, optræder. “Blodet Skygger” er mere melodisk, hvilket selvfølgelig kan være en kende relativt i denne genre, men, altså, “i forhold til”.
Den mere melodiske side af Nyt Liv finder man også på et nummer som den over 4 minutter lange “Stille Ikke Død”, der lyder godt og især imponerer med sin ret massive lyd. Tyngde er der uden tvivl nok af hos Nyt Liv, desværre er det her som om, at bandet i sit forsøg på, at vise noget alsidighed ved både at sænke tempoet en anelse og skrue op for spilletiden, kommer til at stå lidt i stampe. For mig kommer sangen på en eller anden måde til, at virke længere end den er, selvom næsten 4 ½ minut jo også er en slags tid i sig selv… På den anden side, så giver det indiskutabelt pladen noget variation, ikke mindst på anden halvdel af pladen, hvor nummeret stikker ud blandt nogle korte, potente små håndgranater.
Numre som den 45 sekunder korte “Løgne”, den et minut lange “Ingen Fast Form” og “Farvel Til Fornuften”, der varer lige så lang tid som de to førstnævnte sammenlagt. Her er der (SURPRISE!) godt med fart over feltet, i hvert fald i arrige “Løgne” og “Ingen Fast Form”, mens der skrues lidt ned for hardcoredansetrinene i sidstnævnte, der mere er en kradsbørstig sag til nakkemusklerne og til, at få øm hals af, hvis man skal skrige med.
Det er sådan set ikke afveksling der mangler hos Nyt Liv, ej heller en balance i tempo og intensiteten pladen igennem. Det er på disse punkter sådan set en ret veldisponeret- og doseret plade. Men, jeg savner helt overordnet lidt bedre sange, kort og godt. Og ja, gerne korte og gode, de længere numre på Ensomhedens Kolde Kald er ikke blandt pladens stærkeste. Det er næsten som om, at pladen peaker med de to første numre, og aldrig helt kommer op på det niveau igen. Det kan være en en smagssag, men, det efterlader en med en lille følelse af, at resten af pladen kommer til, at halse lidt bagefter.
Ikke et kæmpe problem, bundniveauet er stadig solidt og værd, at bruge under en halv time af sin tid på, hvis man er til genren og ikke har brug for, at denne fornys. Vi ender på 4 af de sikre, men lidt uspektakulære stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
