Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Nye Katastrofer: EP1 ★★★★★☆

Nye Katastrofer: EP1 ★★★★★☆

1756
0

Nye Katastrofer er voksenrock på den fede måde. Der dunker en stærk puls under det fletværk, guitarer og synths væver, sammen med Esben Amdisens vokal. 

Nye Katastrofer har været under behandling i flere omgange på Ken’s Repeat-briks, men nu er der samling på sangene under den opfindsomme titel EP1. Bandet har tidligere stået som backing band til Esben Amdisen, men han figurerer nu som en del af besætningen, og har man stiftet bekendtskab med Amdisen tidligere, vil man nok også kunne nikke genkendende til Nye Katastrofer.

På EP’en er der blevet plads til fire sange, hvor åbneren ‘De hvide sten’ sætter stemningen for resten af EP’en; det er sådan en slags “voksen-rock”, med klassisk rockbesætning + synths/keys og ført mestendels i midttempo. Så afhænger meget af, om melodierne, teksterne og håndværket er i orden, og det er de i tilfældet Nye Katastrofer.

Bandet spiller med stilfærdigt overskud og selv om der måske ikke er tale om akutte radiobaskere, så har alle fire numre fat i noget på melodisiden. Oveni det kan man så lægge de relativt mundrette, men stadig vedkommende og interessante tekster. På ‘Hvide sten’ handler det om sten, der samles om natten, men hvorfor, og hvad symboliserer de? Det kan man gå at tænke over, mens nummeret skrider fremad på sin egen diskret fængende facon.

Amdisen er måske ikke ligefrem en spektakulær eller voldsomt alsidig sanger, men hans vokal kanaliserer ordene fint, og indgår i den sammentømrede enhed, Nye Katastrofer lader til at udgøre, også på ‘De lykkelige mennesker’, som i mine ører er det mindst spændende af de fire sange, men stadig mere end solidt.

Der er mere schwung over ‘Gør mig fri’, hvor synth-flader skydes ud i omkvædet og trommerne får lov at buldre – diskret – i et break, ligesom der også kommer lidt tryk på vokalen på sætningen “gør mig fri!”. Synths’ene får i det hele taget her en ret central rolle, som glasuren på kagen, der ligesom giver den solide bund noget saft og modspil. Det er ret glimrende, på en underspillet måde.

EP’en rundes af med den mere nedtonede ‘Løsner skud’, hvor synths’ene igen giver et ekstra lag og nærmer sig noget svulstigt, uden det kammer over. Tempoet er mere slæbende, i hvert fald indtil guitaren forløsende brager igennem for en stund godt halvandet minut inde i sangen.

Der er lidt nyere Kent over sammensmeltningen af markante synths og midttempo mørktonet rock, selv om Nye Katastrofer ikke bevæger sig i helt samme høje luftlag i forhold til melodierne og ej heller bliver Jocke Berg-svulstige. Samtidig er der også noget i det drevent underspillede udtryk, der minder mig lidt om TV2 når de ikke er alt for pæne. Man fornemmer der er flere kræfter, der gemmer sig i mørket, og tøjles i Nye Katastrofer’s lyd. Man kan komme langt med formularen, men måske et næste skridt kunne være at udvide paletten mere lydmæssigt? Uanset, så er EP1 et glimrende udlæg på sin egen underspillede facon. Det giver 5 stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleSilque: Odyssey ★★★★★☆
Next articleRepeat #72

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.