NRG har været længe undervejes med deres debutalbum, en plade der byder på mere end et dusin sange der kredser om samfundskritik, miljøet, modstand mod undertrykkelse og også en lille smule kærlighed.
Faktisk er bandet dannet for omkring 40 år siden og var aktive i perioden 1981 til 89, hvor de udviklede sig fra at være et klassisk punkband, over hardcore til noget mere avantgardistisk og psykedelisk og endelig garagepunk. I første omgang nåede bandet at udsende en enkelt single og et mini-album. I 2009 genopstod bandet så i sin nuværende trio-form og har blandt andet været aktive med koncerter til Punks Undead arrangementer, men først nu er der altså et egentligt debutalbum klar.
Så kunne man måske frygte, at de både hvad lyd, stil og lyrik angår ville lyde bedagede og som lidt af en anakronisme, men den grøft får de sådan set styret sikkert uden om på den 13 numre og knap 40 minutter lange Ohm. En temmelig varieret plade, hvor bandet kommer godt omkring i de ovennævnte genre, uden at det på noget tidspunkt bliver decideret avantgarde, selvom albummets længste nummer, “Slave”, flirter med noget mere dunkelt, psykedelisk og nedtonet. Det er dog også en af de sange, hvor det er som om NRG ikke helt kommer ud af stedet og bare står og summer.
Andre stedet er der tilgengæld godt med fremdrift og drive, som på den energiske punkrockede åbner “Vent”, hvor man blandt andet konfronteres med tekstbidder som “Jorden er et smadret lille barn, du venter på at jorden tager dig op og slår alarm, du venter på at jorden brænder stadig mere varm”. Bekymringen for vores klodes ve og vel brænder tydeligt igennem på et solidt rockende nummer som dette, i det hele taget fornemmer man at 40 års eksistens ikke har gjort NRG satte eller opgivende, der er noget på hjertet her. Om det så er klimaet, eller noget der lyder som en bredside mod en lokalpolitiker i den efterfølgende garagerockede “Kontrol”, hvor det eksempelvis lyder “hele byen hærges af dit ansigt”, “du er ude af kontrol, du ved ikke hvad du snakker om”og “i grunden er du racist, i grunden kryptofascist, helt nede på bunden er du et rovdyr”.
Her kører det virkelig for NRG, der virker tændte og fyrer afsted med den rette blanding af rå kraft og nogle ret iørefaldende melodier. I det hele taget er første halvdel af pladen en fornøjelse, hvor kun nævnte “Slave” får bremset pladen lidt op. Et nummer som den surfede “Her” lyder som et indigneret opråb fra undergrunden og græsrødderne til magthaverne, “vi er her stadigvæk og I kan ikke få os væk”, “I slår ned mod alle drømme som er stærke”… noget af det, der taler til NRGs fordel og gør, at pladens budskaber ikke virker for gammeldags eller firkantede, er at de ikke er for direkte. Det er holdt i generelle vendinger, så man selv kan få lov til at tænke og putte mening ind i dem. Nævnte “Kontrol” er sikkert inspireret af en virkelig person, men vedkommende forbliver unavngiven og NRG undgår at pege fingre og råbe “Fuck XX”. Det giver teksterne et mere almengyldigt skær, som gør at det ikke virker som om bandet her prædiker for en særligt udvalgt skare.
Det er dog ikke jævn strøm hele vejen igennem Ohm, det er som om pladen tager et dyk på midten, inden den kommer sig på sidste halvdel. Det er her vokalen begynder, at vise nogle af dens begrænsninger, der ellers har været godt kamufleret på pladens første halvdel. Hør, det er ret tydeligt, at det rent teknisk ikke er verdens stærkeste vokal, ligesom den måske ikke har den skønneste klang jeg nogensinde har hørt. Den ER kort sagt begrænset i sit udtryk, men det er ikke det samme som dårlig eller ulidelig, hvis den bare anvendes korrekt og ikke presses ud i noget den ikke kan bære. Det synes jeg desværre lidt den gør på numre som “Kys”, “Vrede” og “Aldrig, Aldrig”, hvor der er nogle udskridninger, der ender med at skurre og skære i øregangene. Også i en sådan grad, at jeg ikke rigtig kan fokusere på teksterne og hvad bandet egentlig forsøger at udtrykke her. Det er så rent musikalsk heller ikke de mest interessante og vellykkede sange på pladen, det virker en lille smule uforløst, som om melodierne ikke helt er der. I hvert fald på de to førstnævnte, “Aldrig, Aldrig”, der hænger et pattebarn af en præsident ud, rusker godt derudaf og er musikalsk gange fængende, men vokalen er ved at overstyre i min optik.
Derefter følger en række solide numre, der får stabiliseret pladen, vi får endda en “øm”, lille punket kærlighedssang i form af “Sorte Rose”, hvor forsangeren “elsker dine torne” og så et eller andet mere som jeg ikke helt kan afkode fordi vokalen bliver udtydelig og skinger. Men her, og i den efterfølgende “Blod”, synes jeg netop at vokalens begrænsninger bruges på fornuftig vis. Den lettere skingre og “knækkende” stil i “Sorte Rose” gør, at der opstår en snert af desperation og kærlighedshunger i tonen, som klæder en tekst der måske ellers kunne have lydt en smule klichéfyldt. “Blod” er mere dyster, den handler umiddelbart om en bror der er soldat, eller nærmere bestemt broren der er efterladt, “en psykedelisk eksplosion af kød og blod, ensom på den bakke, står jeg hvor han stod”. Her bidrager vokalens klang til, at understrege sorgen og smerten i nummeret.
Alt i alt er Ohm måske en lidt ujævn affære på visse punkter. Havde man droppet 4-5 numre ville den også have stået skarpere og bandets begrænsninger, som der er nogle af, ville måske ikke være blevet udstillet i samme grad. Men. Når det er godt, så er det til gengæld også virkelig godt og man kan ikke tage fra NRG, at det er plade hvor hjerteblodet pibler frem og at der er lagt nogle ambitioner i det. Det gør også, at Ohm ender med at føles som en lille arbejdssejr, hvor en lidt for lang plade alligevel hives og slides over målstregen til 4 små, men velmente, stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
