Danske Noxtrain er tilbage med en EP efter en længere pause, hvor de forsætter i samme post-grungerockende spor som de var i, da vi forlod dem sidst. Det er både godt og skidt.
Noxtrain’s største “forbrydelse” er nok, at de ikke er synderlig originale, hverken hvad angår sangskrivning, deres lyd eller genren de spiller. Det er på mange punkter hørt mange gange før og føles lidt fanget i en tidslomme, der gør at Noxtrain lyder som noget der kunne være udkommet i perioden 1997-2005.
Sådan lød de også da jeg anmeldte deres seneste output, albummet Novegon, for godt 3 ½ år siden (albummet udkom dog 1/3 2013). Det virker lidt som om tiden er stået stille hos Noxtrain lige siden, eller sagt på en anden måde, der er virkelig ikke sket den store udvikling hos bandet i den mellemliggende periode. Men hey, “if it ain’t broke…” og alt det der. Og det er da heller ikke verdens undergang, at bandet ikke har rykket sig hvad angår deres lyd og stil. Det sætter bare nogle ret tydelige begrænsninger for bandet, deres potentiale og forsatte udvikling – hvis der er nogen.
Nu er det jo heller ikke alle bands der behøver at skifte ham, udvikle sig kunstnerisk for hver udgivelse, eller emme af potentiale til at bryde igennem lydmuren. Noxtrain virker egentlig ganske tilfredse med det de laver på Into The Woods, og hvorfor egentlig ikke, de er ret gode til det. Og ikke mindst, så har de bibeholdt deres evne til, at lave relativt fængende post-grunge melodier, som man straks sidder og vipper med på – men som dog nok er lidt hurtigt glemt, når de 16 minutter de 4 numre strækker sig over, er gået.
Det virker en kende skabelonpræget i udførelsen, men en god melodi er stadig en god melodi og bandet lægger catchy fra land med den tempofyldte “Ten Ways To Sunday”. Fint vers, endnu bedre omkvæd, sikker eksekvering og styr på virkemidlerne. Et nummer der sikkert ville kunne gøre sig på MyRock radio eller lignende. Det er også første mulighed for forsanger Rasmus Teglgaard til at folde post-grunge vokalen ud. Han, og hans stemme, er på mange måde Noxtrain i en nøddeskal. Det lyder fuldstændig som det “skal” for genren, tænk noget i retning af Aaron Lewis fra Staind i en lidt mindre lidende udgave, og er uhyre sikkert leveret. Men også blottet for overraskelser, og alt efter temperament og tolerancegrænse, en klang og stil man lidt for hurtigt kan køre træt i. Selv over kun 4 numre.
Netop de manglende overraskelser bliver en hæmsko for andet nummer, “AA”, der kommer til at fremstå lige lovlig formularisk i sin udførsel og samtidig kæmper med helt at få luft nok under vingerne i det tungtrockende lydbillede. Det er som om tempo og opbygning gør, at den bliver lidt for tung i røven og kommer til at slæbe den hen af startbanen i omkvædet. Så går det faktisk bedre i den efterfølgende “Rise and Fall”, hvor verset er helt nede i tempo og omkvædet får lige nok saft og kraft til at missionen lykkes. Det er nok her Noxtrain, igen på godt og ondt, lyder allermest 90’er, det er noget med guitarklangen og måden melodien bølger på i omkvædet. Pluspoint for god og velplaceret brug af andenstemme, så vi rammer en lidt Alice In Chains’sk lyd.
Afslutteren, “While I’m Breathing” falder lidt i kategorien af numre, hvor man tænker, “nå ja, den er da meget fin”, og så er man ligesom videre. Jeg kan godt lide, at Noxtrain her stedvis er mere ulmende og afventende, inden de hugger tungt til, ligesom trommespillet også her kommer lidt ud af den velkendte boks. Men, i sidste ende, er det som helhed ikke et nummer der rigtig får bidt sig fast.
Dog viser det, i glimt, at Noxtrain måske godt kan bryde lidt med den form de ellers støber deres numre efter. Det lykkes bare ikke helt, og den der fornemmelse af, at “det er da fint” og så lidt glemt, gør sig, beklageligvis, gældende for Into The Woods som helhed. Det ER fint, så længe musikken spiller, men heller ikke rigtig mere end det og når de 16 minutter er gået, så falder man ikke ligefrem over sine egen ben for at få startet EP’en forfra.
Dertil sker der for lidt over 4 numre, som ikke er hørt mange gange før, og ikke mindst sker der for lidt som bandet selv ikke viste for snart 4 ½ år siden over et helt album. Der er på sin vis ikke rigtig noget galt med musikken, men den føles stagneret, og stagneret i en genre der har haft sin tid – hvis man ikke pifter den tilstrækkeligt op.
Så i denne omgang ender vi med en karakter på det jævne til Noxtrain.
Af Ken Damgaard Thomsen
Find Noxtrain på Facebook
