NovemberDecember har barslet længe med album nummer 2, A Drift. Ikke alene er det bandets andet album, det er også det sidste, for NovemberDecember har samtidig med udgivelsen annonceret at de går hver til sit.
Og det er nu altså ærgerligt, når nu A Drift faktisk er en god plade. Siden debuten (anmeldt HER) er der sket noget med lyden, som tidligere var mere folket. På A Drift befinder vi os i et melodisk spændingsfelt mellem soft rock, folk rock og indie, og der er flere elektriske gnister på A Drift end der var at finde på forgængeren.
Det er mere end tre år siden From the Swing Into the Deep udkom, og man fornemmer, som på debuten, at NovemberDecember er et band, der tager sig god tid til at pusle med deres lyd. Det giver altså også pote her. Fra åbneren ‘The River is a Compass’ og den mere tempofyldte ‘Fire’, der følger efter, er jeg fanget godt ind af universet.
Først og fremmest er NovemberDecember både dygtige sangsnedkere og dygtige musikere, og det er et af den type albums, der vil kunne fungere både som noget man fordyber sig i og som baggrundsmusik. Det betyder også, at det ikke er her, du finder skarpe kanter at rive dig på, men når kvaliteten i sangskrivningen er så relativt høj, som tilfældet er her, så lever jeg fint med det – kanterne må man så finde andre steder.
Der er ikke nogen af albummets 11 numre, der falder igennem, men skulle jeg lige uddele lidt ris, ville det falde til numre som den en smule anonyme ‘Carnival’ og til dels den næsten lidt for pæne, men ret fængende ‘Tin Man’, som ellers nok sagtens skal finde radiotid.
Blandt højdepunkterne er især de to åbningsnumre, samt den melodisk stærke og kontrollerede ‘The Walk’. Men også ‘The Storm in Everything’ med dens markante og hektiske baslinie, som falder lige efter udlægget, og især den stemningsfulde og flot udfoldede ‘Tracks’, der falder lidt over halvvejs på albummet, stikker også ud på plussiden.
Fordelingen af højdepunkterne betyder også at jeg bliver lullet en smule ind i den lidt for behagelige vellyd og de dygtige vokalharmonier, som bandet også benyttede sig af på debuten – dengang dog mere ublu. Her er de, næsten uden undtagelse, ret diskrete og flyder ind som en naturlig del af det homogene lydbillede.
Det betyder der er numre, der gør mindre væsen af sig, blandt andre ‘In the Wake’ og den instrumentale parentes ‘River ’15’, mens albummets to sidste numre, ‘Ending Scene’ og ‘Sever’, begge sætter tempoet ned og giver lidt afkald på noget af den energi og fremdrift, der ellers er en del af på første del af albummet. Der kommer dog lidt fut i ‘Ending Scene’, som rammer en amerikansk heartland-agtig rytme og feeling, uden det går helt Springsteen.
A Drift står efter endt lytning som et bekendtskab man gerne vil aflægge besøg igen. Det er i og for sig et både familiært og behageligt musikalsk terræn at bevæge sig i, men NovemberDecember har tilstrækkelig kvalitet til at man også føler, at lyden er deres egen – og der er flere fine, små højdepunkter undervejs, på et homogent album, det også står som et fint punktum for bandets relativt korte karriere. Og mon ikke medlemmerne dukker op i andre musikalske sammenhænge? Fire store stjerner.
Du kan stadig finde NovemberDecember på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
