Northern Assembly albumdebuterer med højstemt folk med charme og stærkt vokalarbejde på Death, Won’t You Marry Me?
Northern Assembly har i efterhånden nogle år rørt godt på sig i den musikalske undergrund, blandt andet med et par succesfulde Spot-koncerter. Nu er de så klar med debut-albummet, Death, Won’t You Marry Me?, som på fin vis fanger essensen af bandets live-udtryk. Det fine samspil mellem Dina Dánialsdóttir og Andreas Bevan’s vokaler, og en god evne til at skrue fængende folk/nordicana-sange sammen.
Stilmæssigt bevæger Northern Assembly sig i den poppede og umiddelbart fængende ende af folk’en, nærmere Mumford & Sons end Gillian Welch, med ind i mellem svulstige omkvæd, der får ekstra gas af at blive sunget flerstemmigt. Åbneren ‘One Day I Will Return’ er et godt eksempel. Er man allergisk overfor førnævnte Mumford & Sons, vil man nok også slå ud her. Det starter ellers relativt nedtonet, men hurtigt bliver der mere storladen patos ind i kompositionen, først med Andreas Bevan’s andenstemme, og siden med trommespil og håndklap, og Dánialsdottirs vokal får lov at blæse igennem, som en rask vestenvind over Færøerne, som er et af de steder, der nævnes man kan vende hjem til.
Netop Dánialsdottir’s vokal er stærkeste kort, og det er også den, der får mest plads i lydbilledet, selv om Bevan også har flere lead-passager undervejs. På ‘Man to Man’ synger de to sangere på skift og sammen, mens et fodvippeinficerende trommebeat sprinter derudaf, og igen rammer Northern Assembly en ret fængende formel.
Tempoet tages en tak ned på ‘Remember’ og ‘To Be True’, som begge er nydeligt eksekverede og vellydende uden helt at nå de melodiske højder fra de to første numre. Men hele vejen gennem er der en jordbunden charme, og Northern Assembly’s take på folken er langt lysere i tonen end hos mange genrekolleger – ind i mellem næsten ekstatisk, selv om der også er plads til det mere tænksomme og melankolske , for eksempel på ‘Remember’ og et par numre senere på de mere nedtonede ‘We Were Dancing’ og ‘You’re Gone When You’re Here’.
Den stryger-tunge ‘Wolves’ vender tilbage til det mere højstemte spor, men virker næsten en smule overlæsset – Northern Assembly er i mine ører bedst, når de enkle virkemidler (vokalerne og akustisk guitar, bas og trommer) får lov at stå relativt uforstyrrede. Det slipper de nemlig rigtig godt fra. Ikke dermed sagt, at det ikke fungerer fint når der bygges små nuancer fra andre instrumenter ind.
Efter et kort ‘Interlude’, sørger ‘Hope is Never Lost’ for et højdepunkt på albummet, hvor det alsidige vokalarbejde er en nydelse og Northern Assembly fint doserer virkemidlerne. Den følges af ‘Questions Without an Answer’, der med sin trommedynamik og vokalmelodi sætter fut i løjerne igen.
Som de sidste perler på albummets snor falder det stilfærdige opråb på ‘Stand With Us’, som også får luft under vingerne med sine korstykker, og hvor det i øvrigt er værd at bide mærke i tromme- og percussionarbejdet, som er afvekslende og dygtigt udført hele vejen gennem albummet, og titelnummeret, ‘Death, Won’t You Marry Me?’. Her bygges der også langsomt op fra en indledning hvor tangenter supplerer Dánialsdottirs vokal, inden der bygges flere elementer på – inklusiv strygere, som her ikke overtager scenen, men omvendt heller ikke er livsnødvendige for sangen, der fint formår at opbygge til noget storladent med de øvrige instrumenter.
Death, Won’t You Marry Me? er et fint debutalbum, hvor Northern Assembly får sat deres styrker godt i scene. Albummet er veldoseret, men stærkest når stemningen er højest – det er numre, som de to første, der står stærkest i hukommelsen når albummet rinder ud. Northern Assembly er dog hele vejen igennem et charmerende og behageligt bekendtskab, og det resulterer i 4 pæne stjerner.
Du kan finde Northern Assembly på Facebook . Her kan du også se hvor i landet de spiller den kommende måneds tid.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
