Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer nordnordnord: Faster Than Ever Before (EP) ★★★★☆☆

nordnordnord: Faster Than Ever Before (EP) ★★★★☆☆

2668
0

14. april udkom nordnordnord med deres debut EP, Faster Than Ever Before. Med pophooks og indie-lyd placerer bandet sig i et genremæssigt ret tæt befolket område. Bandet lykkes med at skille sig ud fra mængden ved hjælp af behagelige, små detaljer og stærk produktion.

En ringende guitar lægger ud på Faster Than Ever Before og varsler i kombination med højre synth-vokaler et fint, luftigt, vuggende åbningsnummer. Vi får også introduceret forsanger Johannes Brandstrups ambitus og evner – der er både ro i bunden og styrke i toppen. Skolet og fedt.

Og det er nok til, at man tilgiver den lidt Hallmark-postkort-agtige formaning i omkvædet; ”This is the first day in the rest of your life”.

Der er elementer af dream pop, og med rigelig anvendelse af kor oven på den vuggende 6/8-drevne feeling og klokke-agtige guitarer er stilen tydeligt lagt fra starten.

Mere spilledåse-agtige temaer introduceres i ‘Sweet Air’, hvor vi så også i den grad får falseten at høre hos Brandstrup. Den sidder i skabet men rummer også den usikkerhed, der gør at man ikke tænker at det er en alt for indstuderet effekt.

I’m feeling home / among the tones” starter refrænet og det virker ikke til bare at være pral. Og på bedste Sting-agtige vis foregår det i 7/8 – umærkeligt og med overskud.

Vaskeægte hit-materiale får vi på ‘Aesthetics in Your Eyes’, som i bedste dream pop-stil måske ikke som sådan har et sing-along omkvæd, men stadig genkendeligt og med hooks nok.
Nummerets party piece – ud over denne pop appeal – er en form for ragged feel som kan virke lidt konstrueret – men efter et par gennemlytninger hurtigt giver mening.
Igen ligger der et spilledåse-agtigt tema og løfter stemningen uden at gøre meget væsen af sig.

Og netop disse spilledåse-agtige temaer løfter generelt Faster Than Ever Before og fungerer som en rød tråd igennem EP’en – og bekræfter blot den sammenhæng, lyden og vokalen ellers giver.

‘Pedestals’ bliver en form for power-ballade med et langsomt, drevent refræn varierende mellem egal sang og falset. Der fortælles historier i teksten, nok omhandlende at savne, og generelt supplerer musikken fint teksten.

Vi lukker ned med det svageste nummer på EP’en (indrømmet: også i vores tilsendte lidt amputeret – blot 2½ minut får vi med) som også er EP’ens titelnummer. Synkoperet melodi i vokalen og hjertebankenlignende stortromme i versene fungerer fint, mens uptempo-refrænet bliver lidt jappet og på den måde falder lidt uden for den øvrige æstetik på EP’en. Lidt ærgerligt, men på den anden side set ikke fatalt for en ellers velspillet – og velproduceret – EP.

Der er mange fine detaljer på EP’en og selv om det kan lugte lidt af det ind imellem, så er der ikke rigtigt noget af det, der bliver (så) fortænkt at man tænker at der er gået ”kommunalt sammenspilshold på højt niveau” i den. Nej, langt det meste fungerer ganske glimrende og den luftige feel synes at være en rød tråd.

De spilledåse-lignende synth-temaer er dog især det, der gør at EP’en gør sig interessant og løfter også udtrykket lidt ud af det mere dream poppede, hvor man til tider kan være lidt udfordret på at kunne nynne melodien. Men når alt kommer til alt, så lider nordnordnord lidt under netop ikke at have de rigtigt stærke pop-hits og selv om ‘Aesthetics in Your Eyes’ har radiopotentiale (måske har jeg endda hørt den der?), så ender vi på fire solide og hæderlige stjerner.

Previous articleThe Colourmen: Beneath The Surface ★★☆☆☆☆
Next articleStone Cadaver: Reject Remove Replace ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.