Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Noras Have: Nu starter vi (EP/bog) ★★★★☆☆

Noras Have: Nu starter vi (EP/bog) ★★★★☆☆

1787
0

Noras Have debuterer med poetisk singer/songwriter i både digt, foto og musikalsk form. Det fungerer i det store hele godt. 

Nora Dalum er kvinden bag Noras Have, som debuterer med en EP og bogudgivelse. 7 sange, 7 digte, og 7 fotografier, som der står i pressematerialet.

Okay, måske er jeg, som mand godt oppe i 30’erne, ikke nødvendigvis i målgruppen for Noras Haves selvudråbt feministiske musikalske univers. Men omvendt, så er der altså en del almenmenneskelige temaer, der tages op på Nu starter, der er Nora Dalums debut, hvor de syv sange akkompagneres af en lille bog med tekster (både dem til sangene, men også et par stykker mere) og billeder af Dalum.

Musikalsk åbnes der med ‘Gror på mig’, som behandler kærlighedens/forelskelsens ambivalens, og følelsen af kedsomhed, når man har fået det, man gerne ville have, men også det faktum at andre kan vokse på en “hvis man lader dem tale ud”. Det er jo da bestemt en sympatisk erkendelse, og nummeret fungerer i det hele taget ganske fint – det har en lidt genstridig sensibilitet, som vokser på én.

Dalum folder noget af sit lyse register ud på ‘Står skarpt’, som igen handler om fascinationen af den anden, her i en mere rocket ramme. Der er i det hele taget relativt stor variation både musikalsk og vokalt på Nu starter vi.

Særligt fængende er det på ‘Amarbro’, der bæres af Nora’s vokal og strygere. Her er det den forsmåede kærlighed, der er i centrum, hvor Nora spørger et navnløst du “Hvis du vidste jeg var vågen/Var du så blevet derhjemme?” i det fine refræn. Der er en poppet sensibilitet her, og måske den kunne snige sig til noget airplay et sted? Det er i hvert fald en melodi, der har sat sig fast hos mig, så mon ikke den kunne have samme effekt hos andre.

På ‘Skrevet ud’ er det et mere ildevarslende lydbillede hvor vokalen forvrænges med en effekt, som fungerer fint som effekt, men det er ikke det nummer, der sætter sig bedst fast. Så er ‘Fluen på væggen’ et bedre bud, hvor Dalum bliver mere bestemt i stemmeføringen. “Jeg er fri/når jeg sidder her og ser på jer andre”, lyder det blandt andet her.

Vi får også en mere klassisk pianoballade med ‘Mod højere tinder’, hvor vi skal “op hvor jeg kan falde/jeg vil gå hvor jeg skal holde balancen”. Frygten for højder, scener og kedsomhed skal besejres, og selv om man nok har hørt lignende før, så synger Dalum ekspressivt og med overbevisning.

På titelnummeret, der også afslutter udgivelsen, ‘Nu starter vi’, er det trommer, guitar og bas, der er afsættet for Dalum’s vokal. Der bygges op mod et rocket crescendo med svirrende guitar og piskende trommer, mens Dalum igen lyder ganske bestemt og klar til at møde livet lige på.

Noras Have behandler nogle temaer, som måske nok er godt gennemtyggede i både musik og litteratur (forelskelsen, forsmåelsen, lysten til at bryde ud, kedsomhed), men gør det generelt på en forfriskende måde, der gør det relaterbart og med tilpas musikalsk variation til at man sjældent keder sig undervejs. Det øvrige tekstmateriale i bog-delen giver lidt ekstra, mens billederne måske mest virker som stemningsskabere, men som samlet udgivelse fungerer det sådan set ganske fint. Vi lander på 4 pæne stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleRF ’19: Pavilion Jr. Vs. senior gæster 2005-2012
Next articleRF ’19: Farvel junior, goddag Roskilde Rising, 2013-2018

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.