Nomader med Hjemve har den lidt specielle konstellation, at teksterne skrives af Hans Kristian Bang, men fremføres af Michael Mendel Stern, som bakkes op musikalsk af Jesper Bo Hansen og Jacob Kolkur. Stilen er poetisk folk-pop/rock med en melankolsk kant.
Og som man nok kan regne ud, når man ser bandnavnet, så synges der på dansk på det selvbetitlede album. Der leges gerne med sproget (tag bare bandnavn/titel), og det er jo i og for sig et udmærket udgangspunkt. Musikalsk er armbevægelserne ikke lige så store som de lyriske, og som Jesper Bo Hansen siger i pressematerialet, er “teksten forsangeren i bandet”. Det betyder selvfølgelig et eller andet sted at teksterne indtager centrum, men heldigvis er Nomader med Hjemve ikke bange for også at lege lidt med det musikalske udtryk ind i mellem.
Det starter dog relativt konventionelt musikalsk på ‘Jetlag’, der lige så stille lunter albummet i gang med en sang om tidens gang. Den har det jo med at gå næsten umærkeligt, og så står man pludselig der og er 40 år og kigger ned ad sig selv: “Nu står jeg så igen og vakler//Jeg har godt nok en kongebrandert på//Men jeg synes at folk som mig//er nogle stakler” og “Med en kuffert fuld af ting jeg ku’ ha’ nået”. Du kender det måske godt? “Det er syret så hurtigt det er gået”. Amen til det.
Hans Kristian Bang kan altså ramme nogle temaer, som i hvert fald resonerer i mig, og det er da bestemt værd at tage med. Således trykker også ‘2200 Ensomhed’ på noget af det man formentlig kan genkende i sig selv som halv- til helvoksen mand, denne gang i en mere dæmpet, ja, næsten diskret, indpakning. Det skramler og støjer lidt mere på ‘Huskeseddel’, hvor især et orgel klinger ret kraftigt ind sammen med elektrisk guitar, og det bliver faktisk en lille smule forstyrrende i forhold til teksten – dæmpet tangentspil indleder til gengæld fint ‘Noget om 14 dage’, hvor vi kommer med i planlægningen af de kommende 14 dage i fortællerens liv: “Søndag er det bedst at bare glemme//Mandag har jeg tid hos psykologen//Tirsdag skal jeg hjem og høre stemmer//Onsdag gad jeg godt at møde nogen” – heldigvis lyder den anden uge mere opløftende. Her er teksten det bærende element, for musikalsk bliver vi ved klaveret, og den del bliver i dette tilfælde en kende enformigt.
Men det lyder faktisk som om, Nomader med Hjemve har gjort noget ud af at blande numrene, så det samme udtryk ikke dominerer i længere flader. ‘De Store Venner’ er således herligt skæv i instrumenteringen – første gang man hører den tænker man “øøøh?”, men der har heldigvis sin egen fængende melodiøsitet, som den kækt slentrer afsted. Man kan til gengæld også blive lidt træt af den igen efter nogle lyt, men umiddelbart vækker den i hvert fald opmærksomheden. Det fængende element er også til stede på ‘Det’ da det’, med “wåå-åååh”-kor som er ganske vellykket.
Skulle jeg vælge en favorit på albummet ville det blive ‘Retur til afsender’, der vender tilbage til det mere dæmpede og diskrete udtryk, men her træder Sterns vokal også for alvor i karakter, ligesom der også er fint korarbejde at finde (Her i “uuh-uuuh-uuuh”-form). “Jeg har sat en stol der hvor din gulvvase stod//Vasen gav jeg til Puk da hun blev 40//Jeg startede på spansk og begyndte at give blod//Man må gøre det lidt man kan gøre//Kirkens Korshær fik alt dit tøj og det har jeg fortrudt//Jeg har solgt dit klaver og det virker forkert, forkert og forbudt//Det hører jeg fra venner og veninder//Jeg tænker på dig hver gang solen skinner”, lyder ordene blandt andet her.
Et klaver har Nomader med Hjemve dog stadig til den musikalske underlægning til den ‘Vækkevise’, som følger efter, hvor lyrikken igen er det bærende element, og det, der holder interessen fanget. ‘Afsked’ har et dunkelt beat, og rammer sin stemning fint. Sidste kapitel på albummet er titelnummeret, ‘Nomader med hjemve’, slår en mere elektrisk tone an, mens teksten handler om at vandre og søge, rive sine rødder op, bevæge sig, at gå – i ring, i stå, i hundene. På den måde runder det også fint albummet af, selv om det er et nummer, som fint kunne have passet ind andre steder undervejs.
Nomader med Hjemve har stykket et solidt album sammen, som især resonerer på grund af teksterne – musikalsk lyder det også til at der er blevet arbejdet med variationen, men det slår ikke altid igennem i de enkelte numre, hvor nogle ender med lidt ensformige udtryk. Samlet set er det dog absolut værd at tage med Nomader med Hjemve på tur. Fire stjerner lander vi på.
Tjek Nomader med Hjemve ud på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
