Onkel Noel og de højtflyvende fugle er tilbage med et album, der byder på en snas nyskabelse, et par ture eller tre tilbage til 90’erne, solidt håndværk og flere opture end nedture, men desværre udebliver de helt store ørehængere.
Den gode Noel fortalte fornyligt i et interview, at han ikke skal bevise noget over for nogen, well, ikke en super overraskende udtalelse, har han nogensinde skulle det? Og når musikken spiller, er der så absolut heller ingen tvivl om, at det er Noel der står bag pulten, og med titlen Chasing Yesterday er der ikke specielt meget nyt under solen, men dog formår han, at trække lidt nyt op af hatten, og levere et bund solidt britrockende album, som kun han kan gøre det.
Albummet åbner med “The Riverman”, et klassisk Noel nummer, der i slutningen byder på saxofon, didn’t see that one coming, så lidt nyt er der da at finde i Mr. Gallaghers univers. Et fint nummer der ikke gør nogen fortræd, men tilgengæld holder hele vejen, og samtidig forbereder lytteren på hvad man kan forvente at blive ramt af på resten af albummet.
For der er en del af de her klassiske Noel sange, de har alle kvaliteter, men er også et eller andet sted, hørt før fra hans side. Dog vil jeg fremhæve “Lock Alle The Doors”, “The Dying Of The Light”, “The Right Stuff” og “The Mexican”, som er albummets bedste, og ikke mindst, mest nyskabende og originale, sang.
“Lock All The Doors” er skrevet tilbage i 1992, yep, speaking of Chasing Yesterday, og der er da også dømt tidlig Oasis hele vejen, hvilket i min optik, så absolut ikke gør noget som helst, britrock ‘n’ roll fra øverste hylde, og det skal der da være plads til. På “The Dying Of The Light” er der dømt ballade som kun den ældste Gallagher kan skrive dem, han er en mester i med enkle midler, at skabe et melankolsk og medrivende univers, og det er lige netop det man ender i på dette nummer.
“The Right Stuff” sender tankerne tilbage til Primal Screams storhedstid, et godt stenet og semi-jazzet nummer, der på trods af referencerne til Primal Scream, er et friskt pust, omend lidt stenet, og bryder med Noel’s normale sangskrivning. Og nu vi snakker at bryde med det normale, så er “The Mexican” i den grad et bevis på, at Noel stadig kan trylle nye og gode ting ud af ærmet. Sangen er gennemsyret af en lettere lummer stemning, et fedt riff, trompet og koklokke, og er helt overordnet en finurlig og underholdende rockende sag! Yes, Noel er lidt ude af hans comfort zone på “The Mexican”, og det klæder ham rigtig godt.
Alt i alt har Noel Gallagher begået et varieret album, hvor man ikke kan sætte en finger på kvaliteten af indholdet, der ligger klart over middel. Der er som sådan ikke et decideret dårligt nummer på pladen, men tilgengæld er der heller ikke mange, der for alvor sætter sig fast, og det er helt sikkert lige det der mangler, for at Chasing Yesterday hæver sig fra god til fantastisk. Men er man til britrock, nyt som gammelt, så går man så sandelig ikke galt i byen med dette udspil, det er ren 4 stjernet hygge med onkel Noel.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
