Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer No Light: No Light (EP) ★★★★☆☆

No Light: No Light (EP) ★★★★☆☆

1927
0

Danske No Light er et relativt nyt band på den danske alternativt rockende nattehimmel, men med nogle rutinerede herrer gemt bag de nedrullede gardiner. Stilen er ganske klassisk og kompetent udført, men man savner lige SANGENE for at debut-EP’en bider sig helt fast.

I maskinrummet hos No Light finder man tidligere medlemmer af bands som Lack, The Fashion Obstacles og Marvins Revolt (det har jeg i hvert fald læst mig til!), som spiller velkendt alternativ rock fra da redaktionen her var teenagere med referencepunkter som Guided By Voices, Hüsker Dü og Dinosaur Jr. Det lyder lidt som noget man har hørt før, hvilket der er både fordele og ulemper ved -men det er en formel der bare fungerer når det spiller.

Og spiller gør det heldigvis for No Light over de 4 numre der udgør denne EP, en forsmag på et kommende debut-album som bliver produceret af Lasse Ballade. Det er 4 robuste rocknumre bandet disker op med, hvor der kort og godt demonstreres, at de 5 herrer, der udgør No Light, behersker nogle af genrens vigtigste dyder til fingerspidserne. Lys og mørke kontraster, tilpas med støj uden at det eksploderer i larm, samt et sikkert greb om iørefaldende melodier – uden at der forfalder til poppet catchyness.

Men, iørefaldende er ikke helt det samme som mindeværdige eller noget man husker når musikken fader ud. Det er nok det største problem jeg har med denne EP, numrene flyder lidt sammen når man er nået til sang nummer 4 og jeg har lidt svært ved at adskille og huske dem efterfølgende. Ikke fordi de er dårlige, men der mangler måske lige lidt hist og her i den alternative collage som stikker ud, påkalder sig opmærksomheden og tvinger sig til en plads i ens hukommelse, så virkningen ikke fortager sig så hurtigt.

Det skyldes muligvis også bare, at de forhåndenværende byggesten simpelthen er så relativt velkendte, nå ja, eller der ligefrem sigtes efter at det hele gerne må flyde lidt sammen i en lang klangflade?

Der lægges stærkt fra land med “Birth Control”, som straks får en til at sidde og nikke med på den fængende melodi, et nummer der flyder rigtig godt og sikkert fremad. En af den slags numre, som er glimrende til at sidde i en bus og glo ud af vinduet til. Tempoet stiger en lille smule på den efterfølgende “Promises”, hvor det er nogle af de samme dyder der gør sig gældende som på den gode åbner. Det er ganske medrivende, der skrues måske en smule op for virkemidlerne her, så nummeret virker mere pågående og koncentreret rockende – og her skal der lige lyde en ros til bandet, de spiller sgu fedt og sætter sådan set ikke et ben forkert.

Dog træder de, som EP’ens tredje nummer, “Stilleben”, demonstrerer, heller ikke rigtig ud af genrens og inspirationskildernes skygger og konventioner. Det lyder meget velkendt det hele, som om man allerede kender bandet, deres lyd og sangene når man lytter dem igennem første gang. Gensynsglæde er jo som regel dejlig, men den gør også at man sidder og savner svar på hvem det er No Light egentlig er? Svaret får vi heller ikke entydigt i den fine afslutter “All Seeing Light”, hvor jeg synes bandet får ramt en velfungerende tone af let opgivenhed, mismod og et strejf af lys og optimisme i omkvædet.

Som man måske kan fornemme, så har jeg lidt mine ben plantet i to lejre her. På den ene side så synes jeg, at det måske lyder lige lovlig velkendt og gennemprøvet, det No Light leverer, og at vi lige mangler de sidste kroge i sangskrivningen, som gør at sangene sætter sig fast i huden på mig. På den anden side, så er det veludført, velspillet og fungerer upåklageligt, så længde musikken spiller.

Jeg ender på 4 af de solide stjerner og en opfordring til at tjekke EP’en ud, hvis du er til alternativ rock af den gamle skole.

Af Ken Damgaard Thomsen

Gratis releasekoncert i morgen, i Byhaven ved Pumpehuset

Besøg No Light på facebook

Previous articleKatinka – Idioter – 4/8 – 2016
Next articleTony Bennett – Fly Me To The Moon (In Other Words) – 5/8 – 2016

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.