Gemini er No Light’s debutalbum – et album, som i følge bandet handler om “at være fanget i et brydningsfelt mellem ungdomskultur og voksenliv”, som der står i pressematerialet, og det brydningsfelt fanger bandet fint på Gemini‘s 10 sange.
No Light er ikke uerfarne debutanter – medlemmerne har således gjort sig i blandt andet Lack, The Fashion og Marvins Revolt. Man kan også høre at håndværket er i orden på Gemini, som er produceret af Lasse Ballade, som ellers er mest kendt for at lægge producerevner til tungere musik, blandt andet Solbrud og Halshug. De to navne er der ikke meget forbindelse til i No Light’s indie-rock, som rækker tilbage mod 90’ernes indie-rock scene, men også til nogle af de store rocknavne fra det amerikanske kontinent.
At No Light er dygtige sangskrivere står klart allerede fra åbneren ‘You’, og der er en stribe af sangene på Gemini som snildt kunne gå i rotation på P6 eller måske endda P4. De melodiske kvaliteter er en konstant hos No Light. Her er det markante trommespil også med til at opbygge sangens identitet, inden Jacob Printzlau’s relativt lyse vokal sætter ind. I lidt samme tempo og boldgade er også singlen ‘I.R.W.M.A.M.W.T.O.’, og det er måske en af de anker man kan have mod Gemini, at mange af numrene falder i lidt samme grøft udtryksmæssigt.
Det bryder ‘Waltz’ lidt med, med sit lidt langsommere tempo, som dog på ingen måde giver slip på det melodiøse, samtidig med at No Light også leverer mere tyngde og gode detaljer i guitarspillet fra Jeppe Jarlstrøm og Søren Frøkiær. Et af albummets bedste numre i mine ører. ‘Dead and Gone’ er mere stakåndet og patosfyldt i leveringen, og tempoet sat op, noget No Light mestrer ganske godt, men også en modus jeg kører en lille smule træt i over et helt album. Melodiøsiteten er dog, hele vejen igennem, nærværende.
Det er dog først på ca. halvvejs der kommer et nummer, som har et hook, der sætter sig rigtig fast – det gør det til gengæld også på ‘Born to Ride’, som måske ikke er hurtigst ude af starthullerne, men til gengæld er ultrafængende skruet sammen. I forhold til radiospilletid er den måske nok et minut for lang, men der har de jo en fade-knap. Ikke at der noget i vejen med afslutningen og de godt fem minutters spilletid, for sangen kan fint bære det.
Så fiser tempoet desværre lidt ud med det instrumentale mellemspil ‘Night Bells’, inden tempoet skydes i vejret igen med den ligefremme ‘Silver Platter’, hvor det primært er guitarspillet og melodiøret, der redder det fra at blive en smule kedeligt. Og ‘The Greatest Man Who Ever Lived’ er lige ved at falde i samme gryde, men godt halvandet minut inde begynder guitaren at røre på sig for alvor, og god brug af korvokaler og en øget intensitet rykker nummeret i en god retning. På ‘Broker’ er det en levende baslinie som underlægning til et stærkt vers, der sørger for en virkelig stærk indledning, og her viser No Light atter at de tilsyneladende kan ryste en god melodi ud af ærmet efter behag.
Melodien er heller ikke forsvundet på den efne lukker, ‘Last Forever’, hvor der er mere pondus og tyngde i No Light’s udtryk. Gode riffs og en effektiv rytmisk bund gør sit til at det er svært at sidde helt stille mens man lytter. God afslutning, og et godt eksempel på at No Light har flere strenge at spille på i deres lyd. Det måtte de egentlig gerne vise endnu mere undervejs, men omvendt fremstår Gemini også som et sammenhængende, homogent værk, fordi sangene har en fælles identitet.
No Light har tydeligvis fat i den lange ende på Gemini, men jeg kunne alligevel godt ønske mig at der blev varieret en smule mere i udtrykket. Et mindre irritationsmoment for mig, især med hovedtelefoner, er nogle bækkener, som jeg synes fylder for meget i lyden et par steder på albummet, men det er en relativt lille ting. Gemini er et ganske stærkt debutalbum med flere sange, der har radiopotentiale, hvor jeg især er overbevist af ‘Born to Ride’, ‘Waltz’ og afslutteren ‘Last Forever’. Vi lander på 4 pæne stjerner til No Light.
Du kan finde No Light på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
