No God er en ny aarhusiansk trio, der består af de rutinerede herrer Jens Valo (Kliché), Jacob Leth (De Må Være Belgiere) og Carl Chr Tofte (Nasa Dude). De spiller No wave under mantraet MINIMALISME; AVANTGARDE; KAOS; FEST!
Det her kommer til at være en halv-kort omgang, i hvert fald efter vores normale standard, da det her klart er en “du burde bare høre det og se om du synes om det” udgivelse. Og ikke en der egner sig til lange beskrivelser og detalje nusseri. Du vil temmelig hurtig finde ud af, om albummet er noget for dig – jeg tror ikke der er noget midt imellem. Man er enten på, eller også er man ikke.
Og det er kraftedeme med at holde fast, kammerat. Albummet, der er udkommet på vinyl med en digital download kode, består af 14 numre. Det anmeldelseslink vi har modtaget er dog et bandcamplink, hvor A og B-siden er fordelt på to “numre”, så man får de to sider ud i én smøre. Det er både lidt irriterende, da det gør det vanskeligt at hoppe mellem numrene, samtidig giver det fuldstændig mening. Både i det man jo også skal kæmpe lidt for det, når man “spoler” på en vinyl og så fordi musikken bare er af den slags, der gør sig bedst som et ustoppeligt frontalangreb.
Numrene er en blanding af egne, nye kompositioner og så en række covernumre af gamle favoritter fra slut-70’ernes No Wave scene i New York – det udtryk No god også selv har prøvet at ramme med deres egne numre. Havde det ikke fremgået af pressemeddelelsen og covernoterne, så er jeg sgu ikke sikker på, at jeg havde opdaget det, numrene blander sig ubesværet, ligegyldigt de oprindelige afsendered.
Så er det ellers bare med, at spænde hjelmen og selen, skrue op på max hovedpine volumen og holde vejret, for det går stærkt når man først slipper nålen, eller trykker play.
Først 7 numre på lidt over 9 minutter på A-siden, der også rummer flest covernumre. Lydbilledet er mildt sagt skramlet, minimalistisk og rustikt. Alt er lavet på analogt udstyr, optagelsen, mix, mastering og tryk. Det giver en vis varme til det afpillede udtryk, der ellers kan lyde noget utilnærmeligt i sig selv. Eller skulle man sige kompromisløst? Der findes nok dem, som ville sætte spørgsmålstegn ved om dette overhovedet er musik. Min mor, eksempelvis. Men, hvis musik kræver en melodi, så er de faktisk til stede her, de er bare meget primitive og skåret ind til benet. Og omgivet af hamren, banken, støj og larm.
Og det forsætter på side B’s efterfølgende 11 minutter, hvor No God ufortrødent hyler, høvler, skriger, saver og skærer videre, mens man skiftevis borer neglene ned i foret på sofaen, sidder og nikker med, mens sveden pibler frem på panden af en, eller prøver at finde et eller andet i musikken at hægte sig på. Jeg vil ikke kalde stilen og klangen decideret fjendtlig, No God lovede en fest, og på sin egen sære og egenrådige måde, så er det her faktisk ret festligt?
Det er virkelig ikke en fest for alle, derfor også den lidt “approach with caution”-agtige karakter øverst. Tildelt en udgivelse og et band, der egentlig slet ikke burde proppes i kasser, bedømmes efter skalaer og så videre, men blot opleves. Jeg tænker faktisk, at det kunne blive en endnu vildere oplevelse live!
Af Ken Damgaard Thomsen
