No Fealty leverer københavnske undergrundsprygl af den nymodens slags på deres andet album, They Love The Soil Which Makes There Graves, i form af 8 korte eksplosive skæringer indenfor den bistre, politisk ladede, punkede hardcore.
Det var sådan den simple udlægning, for der er en del krasse genrer på spil i No Fealty’s kødkværn, hvor det flyver rundt med rester af punk, crust, grind- og hardcore med mere, i et temmelig kaotisk og uforsonligt lydbillede – produktionen har bandets ene guitarist, Tobias, stået for i bandet eget studie, Angry Music Studio. DIY stil og tilgang fra ende til anden, hvor alt lyder og spiller som det sig hør og bør i “genren”.
Bandet udspringer af en kreds af bands der blandt andet også tæller Hexis, Redwood Hill, Halshug og Night Fever. Af de navne ligger No Fealty nok nærmest Halshug i stilen (med lidt af Hexis skærende klang), men stadig helt deres egen kradsbørstige størrelse. I en direkte sammenligning med de 2 nævnte, er de nok knap så konfronterende og pulveriserende i deres lyd som Halshug, og ikke så hvidglødende rasende og syleskarpe som Hexis – vi befinder os i et lidt mere melodisk krydsfelt mellem de 2. Sådan cirka, for lige at give en løs pejling.
8 numre på under 15 minutter, No Fealty spilder bestemt ikke tiden selvom det ikke er fuld øredøvende fræs hele vejen igennem, men fucking hurtigt, det går det sgu. Det starter nogenlunde roligt med “Foreshadowing”, en meget passende titel for den ildevarslende og ulmende instrumental intro nummeret er. Bad shit is gonna happen, tempoet et langsomt huggende, nærmest tung-metallisk, som om artilleriet og de store kanoner rulles i stilling, klar til brug.
Send the psychopaths to war
The sane won’t fill the ranks
Lyder det, åbenbart (har snydt lidt og læst teksterne på nettet), på “Abeer Qassim Hamza Al-Janabi”, der for alvor skyder bombardementet i gang bagefter. Lidt over 2 minutters intenst hardcore skyderi, det er sgu med at dukke sig eller sprinte mod nærmeste skyttegrav. Titlen henviser til en tragisk sag, hvor en gruppe amerikanske soldater d. 12. marts 2006 gruppe-voldtog og dræbte den kun 14 årige Abeer Qassim Hamza Al-Janabi i Irak – efter først at have myrdet hele hendes familie.
The invasion
of a country
Embodied in a girl
Rape and murder kith
Burn it all down
Burn it all down
“The Trails Of The Dead // The Trails Of The Living” følger op, og der er tale om kort proces, for det er overstået på 50 møg-brutale og tempofyldte sekunder.
The culmination
of civilization:
War reenactments
and children’s coffins
Når man umiddelbart sætter massakrerende musik som No Fealty på, så kan man nemt forfalde til at tro, at det bare er ren lammende larm og en masse brøl og råb, yes yes, I har noget på hjertet og er politiske – men det kan være lidt svært at afkode når man er under tung beskydning. Derfor er det super fedt, at man kan læse bandets tekster på bandcamp – det giver sgu lige en ekstra dimension i musikken, at man ved selvsyn kan konstatere, at de rent faktisk HAR noget på hjertet.
They love the soil which makes their graves
They honor the masters who make them slaves
Lyder det, ikke i titelnummeret, som første sætning måske kunne give indtryk af, men den herligt betitlede “Patriotism Is A Maggot In Their Heads”. Her lægges der lidt brummende metallisk fra land, men den mere afventende attitude er kortvarig, inden helvede bryder løs igen – med en spilletid på 1 minut og 38 sekunder, er det jo heller ikke tid til at dvæle for meget ved øjeblikket. Trods de skarptskårne, korte numre, er det dog prisværdigt, at No Fealty alligevel forsøger at give sig, og finde, tid til at variere deres musikalske opskrift lidt.
Faktisk synes jeg næsten No Fealty er bedst i de stunder, hvor de slipper gaspedalen lidt og giver metallen mere plads – der gemmer sig altså et ganske gedigent og hårdtslående metalband, af undergrundstypen, bag alle de hidsige fagter og tonsertrangen. Det skinner igennem på den olmt rumlende “Dethroner”, i hvert fald første halvdel af nummeret, inden vi igen bliver jaget vildt.
The will of a dying mob
Will no longer succumb
Stacking corpses to climb your walls
Pladens korteste nummer, “Partition”, følger op, 20 sekunder, BOOM, der fører over i længste skæring, “Deserter”, hvor de får trukket rabalderet helt op på 2 ½ minut! “Deserter” lyder lyrisk som en trøstesløs fortælling fra skyttegravene, hvilket musikalsk bakkes op af en dirrende stemning af at alt håb er ude. Med frådende skrigevokal og en mur af støj, er vi ovre i retning af noget andre undergrundsbands som Piss Vortex og LLNN kunne have lagt navn til.
Albummet lukkes og slukkes på behørig vis med den lidt over et minut lange “The End Of War”, der bestemt ikke lyder som en happy ending. Nærmere apokalypsens uundgåelige kommen, “A planet unsustainably stretched // Only the dead have seen the end of the war”.
Er du fan af denne form for bister undergrundsmusik, så er No Fealty endnu et kompetent brøl dernede fra – det virker virkelig som om det ulmer, knurrer og nærmer sig kogepunktet under de Københavnske gader og bygninger. Vi er i min optik ikke helt oppe, eller nede, ved siden af de tidligere nævnte bands her i anmeldelsen, men de har altså også alle spyttet nogle barske plader ud med et svimlende højt niveau.
For min skyld kunne No Fealty godt flirte endnu mere med de tempomæssigt mere afventende passager, hvor musikken svinger mere over i retning af tung, knaldhård metal – så kontrasterne bliver endnu mere markante. Men det er små justeringer vi snakker om, for et band der i hvert fald lyder som om de har noget på hjertet de bare MÅ ud med.
They Love The Soil Which Makes There Graves ender på 4 stjerner, og det er af den store og grumme slags.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg bandet på Facebook
