Den esbjergensiske sanger/sangskriver Ninna Andreasen fik sig en del opmærksomhed for sit debutalbum, Barske Banaliteter, især på grund af en enkelt sang på albummet om rockere. Der er nu også andre gode grunde til at lægge mærke til Ninna Andreasen. Hun har nemlig et godt øre for hverdagssprog og fortællinger, som de kan tage sig ud nede på den lokale, og en djærv sans for humor. Over et dobbeltalbum bliver det dog lidt vel langt i spyttet.
Andet album fra Ninna Andreasen er intet mindre end et dobbeltalbum. Der er således både et studiealbum og et livealbum inkluderet, livealbummet endda med andre sange, end man finder på studiedelen. Fordelen ved det, er at man også får lejlighed til at høre Andreasens små fortællinger mellem numrene (og flere af den slags man får i selve sangene), men bagsiden er også at man får lidt overload, når man lytter til de to skiver i rap.
For skal vi starte med den kritiske vinkel, så er der nogle begrænsninger i Ninna Andreasens udtryk. For det første har Ninna Andreasens vokal godt nok karakter og er solid, men den tekniske værktøjskasse har måske et par mangler, set over næsten 90 minutters spilletid. For det andet er der en grad af ensformighed i materialet, selv om Andreasen gør noget ud af at skabe variation. Men basis er, som Ninna Andreasen også selv fortalte i et interview her på siden for nylig (det er meget læsværdigt og du finder det HER), så er basis i sangene akustisk guitar og vokal – og i enkelte tilfælde, tangenter.
Andreasen nævner selv navne som Allan Olsen og Johnny Madsen som ledestjerner for udtrykket, og det kan man heldigvis godt høre. Således er Ninna Andreasen også, som de to førnævnte, når det helt nærværende, med enkelte afstikkere til verdens generelle tilstand og aktuelle emner, er i centrum. Hun er også bedst tekstmæssigt, når hun er mest konkret, og derfor står åbningen på første del af Sminkede lig ikke som den stærkeste del i mine ører. Relativt generelle observationer som “engang vil vi tænke tilbage//på nu som de gamle dage” (fra åbneren ‘Engang’) emmer, trods den elegante og effektive sætningskonstruktion, ikke just af originalitet.
Jeg bliver faktisk ikke rigtig grebet før fjerde nummer, ‘Sminkede lig’, som rammer en fin balance mellem et konkret værtshusbesøg og nogle mere svævende refleksioner. Samtidig er der også en kant i den musikalske side, som skærper interessen. På den efterfølgende ‘Cherie’ er tangenterne i centrum, og både her og på ‘Oh, Sweet Love’ bliver det hele meget mere konkret. For eksempel på sidstnævnte, der åbner sådan her:
“Jeg prøver at spille kostbar//Han fatter det ik’//Så jeg forsøger lidt med dagen og vejen//men tænker mest på hans…blik//Og på dengang Mikkel fik lov at pille lidt mere//end andre havde fået før”. Så kom vi frem til det skarpe blik på den slags situationer, vi sikkert allesammen kender, og som Andreasen er rigtig skrap til.
På ‘I et andet liv’ kredser Ninna om at blive gammel og hvordan det kan udspille sig på en bund af country med slide-guitar, og den er også blandt første dels mest velfungerende stunder. Det samme er ‘Miss Ocean Blue’, hvor den instrumentale side klinger stærkt ind. Tangenterne vender tilbage på den afsluttende ‘Det var så det’, hvor Tom Waits bliver påkaldt i teksten: “Så er det tid at gøde asken og vente spændt//På om livet nogensinde rører på sig igen//Mr. Waits spil en sang, der matcher mit humør//Så der ikke bliver alt for stille, når jeg spørger//Var det så det//Det ku’ blive til?”, også den hører også til blandt de mest vedkommende på album 1.
Det kunne så, heldigvis, blive til lidt mere, for Sminkede lig II byder på en anden side af Ninna Andreasen – her får vi nemlig live-situationen, komplet med hostende og snakkende publikummer, og ikke mindst en Ninna Andreasen, som får lov at lægge op til sangene med små anekdoter og afvæbnende kommentarer. Samtidig er der også godt med bid i teksterne, tag bare disse linier fra ‘Private Jet’: “Hvem der bare sad på en palmestrand et sted//og skrev postkort til verden uden mål og med//Måske endda en pixie-selvbiografi//Uden man for alvor har noget nyt at sige//Hvad blev der egentlig af ham, der opfandt den der isterningepose?//Han bader vel i negerdamer og champagnebrus”.
Generelt er teksterne på live-delen længere, og det synes jeg faktisk i det store hele klæder dem. Det betyder at der er mere plads at udfolde historierne på, for eksempel om at være aktiveret arbejdsløs på ‘Dødevalsen’, at være lidt for god til at bruge sine penge (‘Tunge som bly’), eller en moders brev til sønnen Bjørn på ‘Mellem dig og mig’ – den fortjener at man giver den nogle lyt, og her glimrer Andreasen igen med sin skildring af en formentlig på mange måder ret jævn skæbne, som alligevel rammes præcist og virker almengyldig. Måske er det endda egentlig en underspillet tragisk historie, men med humoren i sidevognen, uden det af den grund bliver uempatisk.
Udfordringen ved del II er, at den bliver noget lang i spyttet, og hvor der på Sminkede lig I bliver eksperimenteret med lyden hist og her, er det meget Ninna Andreasen og en guitar (eller tangenter) på anden del. ‘Kridthuset’ er periodevist vellykket, men for lang, mens både ‘Dynamo’ og ‘Efterbrænder’s fortælling, om en nedtur set udefra, har samme udfordring, trods fin instrumental opbakning fra Anders Emil Jensen på kontrabas og Rasmus Madsen på el-guitar.
Jeg kan godt lide den tekstmæssigt minimalistiske ‘Solsort’, hvor der også kommer trompet og kor på, hvilket giver en ny dimension til udtrykket – den falder måske nok for sent i forhold til at puste liv i midterstykket, men ikke desto mindre er det ret vellykket. Den får da også nogle værdsættende tilråb fra publikum. Det fungerer også godt musikalsk på ‘Ellers kan de sende en klage’, om en nidkær ansat i Skat, inden der sluttes af med vend hjem (til stamværtshuset) sangen, ‘Hullet i hegnet’ (hvor trompetspil og kor igen er velgørende), som slutter med linierne: “Når dommedagen banker på, låser vi døren//Tømmer biksen for bourgogne og tænder en cigar//Hvilket sted ku være bedre for folk som os at brænde inde//End med et smørret grin på sin yndlingsbar”.
Der er mange ting, der kunne være værre end at blive buret inde med Ninna Andreasen’s dobbeltalbum, men en mere stram udvælgelsesproces kunne have været med til at løfte den samlede oplevelse. Hvor der måske udfordres en lille smule mere kompositorisk og musikalsk på del I, så glimrer del II ved at have Ninna Andreasens største styrker i fokus stort set hele vejen igennem. De skarpe, humoristiske observationer, som bliver formuleret på fin vis, er så absolut værd at lægge ører til. Numrene kommer dog til at virke en kende lange når man slænger sig hjemme på sofaen, og det er ikke sikkert det er et problem i live-situationen, men det trækker lidt ned som lytteplade.
Nuvel, når nu Ninna Andreasen har produceret to cd’er, så benytter jeg mig af det til at retfærdiggøre at uddele to karakterer til Sminkede lig. Jeg er egentlig en smule ambivalent om hvordan de skal fordeles, for der kunne egentlig også byttes rundt, men i sidste ende har jeg det bedst med del II, hvor jeg synes, personlighed og karakter træder mere igennem end på del I. Derfor lander Sminkede lig I på 3 stjerner, mens del II tiltusker sig 4 af slagsen.
Du kan finde Ninna Andreasen på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
